Venezuela, 2017. Mario* og hans kusine sidder i en bus på vej hen til et lokalt marked for at købe mad. De er iført slidt tøj, så de ikke tiltrækker sig for meget opmærksomhed. Foran Mario står der en rygsæk fyldt op med Venezuelas lokale valuta, bolivares, som er næsten ingenting værd på grund af landets skyhøje inflation.
To fyre kommer hen til dem, så Mario skubber rygsækken hen til sin kusine og siger, at hun skal skjule den bag sine ben. Mario ser, at fyrene har pistoler på sig, så han spørger dem, hvad de har brug for.
’Bro, jeg har kun 100 bolivares, hvis det kan hjælpe dig,’ siger Mario til én af fyrene på samme gangster-agtige måde, som de selv taler. Røverne tager pengesedlen og hopper ud af bussen.
Videos by VICE
”Det er sådan, man beskytter sig selv i Venezuela. Sådan man gør for at overleve,” siger Mario om episoden, der fandt sted for et år siden. I dag er han 17 år gammel og bosat i Danmark. Han har forladt et land, der for bare årtier siden var Sydamerikas rigeste land, et relativt stabilt demokrati og et forbillede for regionen. Venezuela har verdens største oliereserver, og olien udgør 96 procent af al eksport. Oliepriserne boomede under Venezuelas tidligere præsident Hugo Chávez, der brugte pengene på velfærdsprogrammer til fordel for de fattige i stedet for at spare dem op. I 2013 døde Chávez, og vicepræsident Nicólas Maduro tog over. Samtidig faldt oliepriserne, og siden da er det gået drastisk ned ad bakke for Venezuela, så pengekassen nu er næsten tom. Ifølge centralbanken er valutareserverne faldet fra 30 mia. dollars i 2011 til 10 mia. dollars i 2017.
I regionen, hvor Mario er fra, brød tyve ind hos en dyrlæge og stjal to gravide raceheste for at slagte dem.
Situationen i det sydamerikanske land er så alvorlig, at der er tale om en humanitær krise, som har resulteret i en regulær flygtningestrøm fra landet. Ifølge FN søgte omkring 99.000 mellem 2014 og 2017 asyl udenfor Venezuela, og alene i nabolandende anslås det, at der opholder sig 2,8 millioner venezuelanere. Mario skulle på en længere rejse, for hans onkel bor i Danmark med sin familie. Han kom hertil i juni 2017 som udvekslingsstuderende, efter familien i mere end et år havde arbejdet på at få ham ud af Venezuela.
”Jeg har heldigvis en god familie, der har gjort meget for mig. Det er en stor mulighed at kunne forlade Venezuela og komme hertil. For mig er fremtiden her. Vi har ikke en plan, men vi prøver at finde på noget. Måske er det ikke her i Danmark, det er ok. Pointen er, at jeg ikke vil tilbage til Venezuela. Der er sket for mange ting,” siger Mario.
Siden demonstrationerne mod Maduro for alvor brød ud i foråret 2016, har flere end 120 mennesker mistet livet, og både demonstranter og oppositionsmedlemmer er blevet fængslet. Senest vakte det international opsigt, da politimanden Óscar Pérez blev dræbt i en skudveksling, efter han sagde, at han ville overgive sig. Pérez havde været på flugt siden juni, efter han i en stjålen helikopter stod bag et angreb på højesteret i hovedstaden, Caracas, hvor han hævdede at kæmpe for Venezuelas frihed og imod den ’tyranniske’ Maduro-regering.’
Maduro fremstår som en autoritær præsident, og Venezuela er da heller ikke længere et demokrati, forklarer Niels Westby, økonom og redaktør på Americas.dk, der beskæftiger sig med Latinamerika.
”Det er voldsomt dét, der foregår. Fattigdommen er eksploderet de senere år. Vi taler helt basalt om, at folk ikke kan få mad nok. Om en nedsmeltning af økonomien. Om en politisk undertrykkelse. Det er virkelig en tragedie, når man tænker på, hvor velstående Venezuela var for årtier siden,” siger Niels Westby, der lige er kommet hjem fra en rejse til Colombia, hvor han mødte flere unge fra Venezuela på jagt efter en fremtid.
En artikel fra dengang, situationen i landet var mindre alvorlig:
Mario har flere historier som den om gangsterne i bussen på vej til markedet. Han er blevet røvet mere end fem gange, men har endnu flere gange undsluppet det. Han fortæller, hvordan han på vej hjem fra skole helst tog den bus, der kørte en omvej for at undgå at ‘blive stukket, skudt eller røvet’. Hvordan han er blevet truet med en pistol. At politiet er ligeglade. At han har udviklet en sans, så han fornemmer, når noget slemt er ved at ske.
”Faren er alle steder. Jeg kan ikke gå uden at kigge mig over skulderen. Her i Danmark går vi med høretelefoner, og det er normalt at tage telefonen frem på gaden. For mig er det et privilegium, jeg sætter pris på. Det kan jeg ikke i Venezuela. Alle vil sige: Du skal være forsigtig. Nogen tager din telefon, nogen vil dræbe dig for den.”
Desperationen stiger blandt befolkningen. Manglen på mad og medicin er enorm, og det estimeres, at omkring 75 procent af befolkningen har tabt sig i gennemsnit 8,7 kilo. Internationale medier beskriver, hvordan supermarkeder tømmes på en halv time, lagerhuse bliver brudt ind i, lastvogne med mad plyndret, og landbrug invaderet. Metoderne for at finde mad bliver kun værre for hver dag, der går. En ko er blevet stenet til døde, og i regionen, hvor Mario er fra, brød tyve ind hos en dyrlæge og stjal to gravide raceheste for at slagte dem.
Mario nåede selv at tabe sig 10 kilo, inden han kom til Danmark.
”Det er ikke, fordi min familie ikke har penge. Men der er ingenting. Det eneste, man kan finde, er … jeg ved det ikke, Doritos. Men man bliver vant til det,” siger han og fortæller om de lange køer foran supermarkederne og den konstante risiko for at blive røvet, mens man venter.
”Da jeg var i Venezuela, var det ikke noget særligt. Det var så normalt for mig. Når min onkel i Danmark spurgte mig, hvordan jeg havde det, svarede jeg: ’Jeg blev røvet i går, men det er fint. Vi prøvede at finde æg, men vi kunne ikke finde nogle. Men det er ok. Vi finder på noget andet.’ Det lyder virkelig forfærdeligt, men det er sandheden. Når jeg taler om det nu, så bliver jeg ked af det. Her i Danmark går jeg bare i supermarkedet og køber noget, det kan du ikke i Venezuela. Det gør mig ked af det. Jeg ville med glæde give mine ting til dem.”
Mario savner selvfølgelig sine forældre, søstre og bedsteforældre i Venezuela, men han foretrækker sit nye liv i Danmark, hvor han er faldet godt til hos sin onkel. Han er glad for skolen og efterhånden vant til, hvor privilegeret det er at bo i Danmark.
”Som jeg joker med min tante, så har jeg altid haft problemer fra den tredje verden. Nu har jeg førsteverdensproblemer: Som at min telefon ikke har mere batteri, eller at det regner hele tiden. Efter et par sekunder så griner jeg, for det er så fantastisk, at jeg kan sige det, hvis du forstår.”
Marios visum udløber den 14. juli 2018, fire dage efter, han fylder 18. Hvad der så skal ske, ved han endnu ikke, men han håber på at kunne blive i Danmark.
Er du bange for, at du skal tilbage til Venezuela?
”Ja, det er jeg faktisk. Måske kan jeg ikke sammenligne det med Syrien, for det er jo et land i krig. Men Venezuela er også en krigszone.”
*Mario er et opdigtet navn. Da kilden kan udsætte sig selv og sin familie for repressalier ved at udtale sig kritisk om regimet, har han bedt om anonymitet. Redaktionen er bekendt med kildens fulde identitet.
