Mario Sorrenti deler 50 aldrig før udgivne portrætter af ekskæresten Kate Moss

Artiklen er oprindeligt udgivet af i-D UK

I starten af 90’erne var Mario Sorrenti og Kate Moss unge, smukke og nyforelskede. I en ny bog, som har fået den enkle titel Kate, deler Mario nu 50 intime, tidligere uudgivne portrætter af sin daværende kæreste som ung kvinde. Billederne inspirerede Calvin Kleins ‘Obsession’-kampagne, der gjorde både fotografen og modellen til megastjerner. Herunder taler Mario om ung kærlighed og sin rejse mod selvindsigt i arbejdet som fotograf.

Videos by VICE

Kate Moss er en af de mest fotograferede personer på jorden, hvordan fanger du hele tid en ny side af hende i dine billeder?
Vi har kendt hinanden gennem mange år. Vi elsker vores arbejde, og vi elsker at dele ideer. Vi stoler på hinanden, og derfor har vi været i stand til at skabe nogle interessante billeder.

Har du en personlig favorit blandt billederne af Kate?
Jeg ved ikke, om jeg har en enkelt favorit. Alle billederne i bogen er meget personlige, og de minder mig om de stunder, vi har haft sammen. De er alle sammen meget særlige.

Hvad gør et Kate-billede særligt?
Et billede, der afslører hendes indre skønhed og taler åbent og ærligt til os.

Hvordan vil du beskrive Kate for en person, som aldrig har mødt hende?
Cool, sjov, ærlig, charmerende, loyal og ivrig efter at opdage nye facetter af tilværelsen. Hun værdsætter sine venskaber, og hun elsker at more sig.

Hvordan begyndte din karriere som fotograf?
Jeg begyndte at tage billeder, da jeg var 18 og boede i New York, da jeg læste på kunstskole. Jeg begyndte først at arbejde med det som 20-årig i London. Min første opgave var til The Face med Kate.

Hvad var dit store gennembrud?
Da jeg tog billeder af Kate til Calvin Kleins Obsession-kampagne i 90’erne.

Hvilket billede har inspireret dig mest i sin karriere?
Der er mange, som har inspireret mig igennem mit liv, både af kendte og ukendte fotografer. Jeg bliver altid rørt af billeder, som afslører noget mystisk eller intimt, fotografer som Larry Clark, Richard Avedon, Irving Penn, Diane Arbus, William Eggleston og Robert Frank.

Hvad er det bedste ved at være fotograf?
Muligheden for at arbejde sammen med utrolige mennesker og fantastiske kunstnere. Jeg er meget heldig i kraft af, at jeg har arbejdet med det, jeg elsker, og har haft mulighed for at udtrykke mig gennem billeder.

Hvad er det værste?
At besvare e-mails.

Lytter du til musik, når du arbejder? Hvordan ser en Mario Sorrenti-playliste ud?
Den har ændret sig meget over årene. Det begyndte med Beastie Boys og Biggie Smalls og en masse hiphop. Så blev jeg vild med Nirvana og Neil Young, og senere Cat Power og Smog. På det seneste lytter jeg meget til R’n’B og Soul fra 60’erne og 70’erne. Jeg kan lide forskelligt musik fra hele verden.

Du har arbejdet meget med store stjerner. Hvem er din favorit at arbejde med?
Jeg har taget billeder af så mange fantastiske mennesker, at det er svært at vælge én. Jean-Luc Godard, JFK Jr., Catherine Deneuve, Julianne Moore, Richard Serra, Joe Biden, Oprah, Dr. Kevorkian, Bob Hope, Christopher Reeve, Barbra Streisand, Richard Avedon… De har alle påvirket mig enormt.

Hvilke tre livsregler abonnerer du på?
Respekt, kærlighed og venlighed.

Hvis du ikke var fotograf, hvad ville du så have været?
Jeg ville gerne bygge ting eller være maler. Jeg ved det ikke…

Hvilket råd vil du give unge fotografer, som gerne vil følge i dine fodspor?
Fotografi er en rejse mod selvindsigt. Man skal være meget fokuseret. Hold altid dine ideer og drømme for øje, og prøv at behandle andre så respektfuldt som muligt. På samme tid skal du have modet til at udforske det ukendte i dit arbejde.

Hvordan har branchen ændret sig, siden du startede? Har vilkårene forbedret sig?
Branchen har ændret sig markant. Teknologiske fremskridt har påvirket den meget. Jeg har nydt godt af den innovative proces, og jeg elsker at eksperimentere med nye ideer og måde at være kreativ på.

Hvis du kunne fotografere hvem som helst, hvem skulle det så være?
Jeg har altid gerne villet tage et portræt af Louise Bourgeois. Hun er en kunstner, som jeg har stor respekt for. Jeg villet have elsket at sidde med hende i et par timer, se hende i øjnene og fange hendes geni.

Hvad er dit karrierehøjdepunkt?
Jeg er mest stolt af mine bøger.

Afslut sætningen, fotografi er…
Et medium, som giver mig mulighed for at udtrykke mig selv.