”Vil du gerne flytte til Danmark, Mark?”
Mark sidder overfor sin mor på et spejlblankt stuegulv i Bangkok. Det er første gang, han ser hende, siden hun for et halvt år siden flyttede til Danmark for at blive gift med en dansk mand. Kjeld. Nu er hun kommet tilbage til Thailand for at besøge Mark og fortælle ham, at hvis det lykkes hende at få dansk opholdstilladelse, skal han flytte op til hende.
Videos by VICE
Der opstår en lang tavshed efter morens spørgsmål. Den 11-årige Mark kigger lidt genert op på sin mor, og det eneste, der høres, er lyden af en stor ventilator, som står på gulvet ved siden af dem.
Så kigger Mark ned i gulvet og siger stille: ”Hvis du gerne vil have det, så skal jeg nok.”
Det er 12 år siden. I dag er Mark i lære som kok i København. For det lykkedes nemlig hans mor at få dansk opholdstilladelse til sig selv og blive familiesammenført med sin søn.
Dermed blev Mark og hans mor, Kae, en del af de 12.625 personer af thailandsk herkomst, som bor i Danmark. Heraf udgør kvinder 83 procent, hvilket er den højeste andel for nogen gruppe af indvandrere. Og antallet af kvinder, der kommer til Danmark fra Thailand, vokser støt i takt med, at stadig flere danske mænd vælger at gifte sig med thailandske kvinder. Faktisk er thailandske kvinder den nationalitet, som danske mænd hyppigst gifter sig med næst efter danske kvinder. Og det er netop de par, som er i centrum for den nye dokumentarfilm Hjertelandet, der har biografpremiere landet over i morgen.
Bag kameraet står Janus Metz og Sine Plambech, som også lavede dokumentarene Fra Thailand til Thy og Fra Thy til Thailand, der blev vist på DR1 for ti år siden. I deres nye film følger man de samme fire kvinder, Sommai, Mong, Basit og Kae, som alle er flyttet til Thy, fordi de har giftet sig med lokale mænd, nemlig Niels, John, Frank og Kjeld. Man kan sige, at Hjertelandet starter, hvor de gamle dokumentarer slap, i det den viser, hvordan det er gået parrene sidenhen. I alt følger man dem over en periode på 10 år.
I filmens første scene ser man, hvordan Kae (Marks mor) har en kontaktannonce i lokalavisen, hvori hun søger ægteskab med en dansk mand med styr på økonomien og en passende alder. Man følger hendes første generte møde med Kjeld, som hurtigt ender i ægteskab, for Kaes visum gælder kun i tre måneder. Hun fortæller, at en del af hendes motivation for at gifte sig er, at hun har en søn i Thailand, som hun skal tage sig af. Så kort efter brylluppet rejser hun og Kjeld til Thailand, og det er her, de ømme samtaler mellem mor og søn udspiller sig. Som da de står og hænger tøj op, og følgende ordveksling finder sted mellem dem:
Kae: “Hvis jeg får opholdstilladelse og flytter dertil, kommer jeg tilbage og henter dig.”
Mark: ”Bliver det ikke svært? Hvilken klasse skal jeg gå i?”
Kae: ”Du skal nok begynde forfra. Måske skal du begynde i 0. Klasse.”
Mark: ”Men det er jo for små børn. Får jeg nogle venner at lege med?”
Kae: ”Der er mange thailandske børn der.”
Mark husker tydeligt, at han ikke havde særlig meget lyst til at flytte til Danmark dengang. Det fortæller han, da jeg møder ham forud for filmens premiere.
”Jeg havde det godt i Thailand. Jeg var glad, gik i skole, havde venner og spillede fodbold, så jeg forstod ikke, hvorfor skulle jeg flyttes væk fra det,” siger Mark. ”Men jeg tror, hendes begrundelse har været, at systemet her er bedre organiseret, fordi der er velfærd og gode muligheder for uddannelse. Min mor har helt klart et stort håb for mig og min fremtid.”
Hvor man før i tiden talte om thailandske kvinder, der rejser til Danmark for at gifte sig med danske mænd, som nogle stakler og brugte nedladende betegnelser som ‘købekoner’ og ‘postordrebrude’, tegner Hjertelandet i stedet et billede af en gruppe stærke, selvstændige kvinder, som træffer rationelle valg ud fra deres livsomstændigheder. Ved at krydsklippe mellem hverdagen for de thailandske kvinder i Thy, og dem, der endnu bor i den fattige thailandske region Isan, som mange af dem, der er rejst til Thy, oprindeligt stammer fra, illustrerer filmen, hvordan mange af de her kvinder reelt kun har tre muligheder for at forsørge sig selv og deres familie: 1) ustabilt sæsonarbejde i markerne 2) sexarbejde i Pattaya 3) indgå ægteskab med en mand fra Vesten. Sidste mulighed er vel at mærke den, som kan sikre den mest økonoms stabile og varige løsning, og som Kaes søster siger til hende, da de sidder i bilen på vej ud for at møde Kjeld første gang: “Tænk på alle kvinderne i Pattaya. De vil også gerne herop, men får ikke den chance. Du er bedre stillet end dem. Sådan er det.”
Hjertelandet gør desuden meget ud af at vise, hvad der motivere kvinderne til at rejse ud, og for størstedelens vedkommende handler det om at give deres børn en bedre fremtid, end den de selv fik stillet i sigte. Derfor vælger flere af de thailandske kvinder også at ansøge om familiesammenføring, så de kan få deres børn op til sig. Således kom der i perioden fra 2006-2010 cirka 150 thailandske børn til Danmark om året. De fleste af dem var mellem 10-14 år, da de kom. Mark var selv 13 år.
“Mit første indtryk af Danmark var, at her var stille. Og meget åbent. Nærmest tomt,” siger Mark, hvis fulde navn er Nuntawat Tantiang, men som mange thailændere bruger han mest sit kælenavn. For ham var der en verden til forskel på det liv, han havde haft med sin far i Bangkok, til det stille liv i den lille jyske by Møldrup, hvor han boede med sin mor, papfar og nye lillebror.
”Det første år, jeg boede her, lavede jeg ingenting. Jeg gik bare derhjemme, så fjernsyn og spillede fodbold alene i baghaven.” Efter et år begyndte Mark i en dansk folkeskole, dog ikke i 0. klasse, som han havde frygtet. I stedet startede han i en 5. klasse kun for udlændinge, og det var egentlig meget godt, for de forstod hinanden og de udfordringer, der er som nytilkommen i Danmark. Men efter et år blev han sat i en almindelig dansk 9. klasse, og her var det lidt sværere at få venner. Især på grund af sproget, som Mark synes, har været det allersværeste ved at flytte til Danmark.
”Men det passede mig meget godt at være alene. Jeg havde ikke så stort et behov for at få venner.”
I dag er Mark 23 år og bor sammen med sin kæreste, som også stammer fra Thailand. Han har kun været tilbage én gang, siden han flyttede derfra, alligevel fylder hans hjemland stadig rigtig meget i hans hverdag. ”Jeg har mange thailandske bekendtskaber og foretrækker at lave ting, der har med Thailand at gøre.”
Og det er han ikke alene om. For alle de medvirkende i Hjertelandet spiller Thailand stadig en stor rolle, de har et stærkt fælleskab med de andre lokale thailændere, og flere af dem taler om, at de gerne vil flytte tilbage, når de en dag bliver gamle. Mark savner også Thailand. Faktisk savner han alt ved det. Ikke fordi han ikke kan lide Danmark. Han kan bare virkelig godt lide sit hjemland.
”Før i tiden har jeg nogle gange stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor min mor overhovedet skulle komme her, for det var rimelig godt i Thailand. Der var meget at lave, naturen er smuk, og maden er god. Men jeg har ikke så meget fokus på de negative sider længere.” I stedet tænker Mark meget på fremtiden. På hans højre arm har han tatoveret en pose, der bugner af pengesedler, som minder ham om alle de ting, han godt kunne tænke sig i opnå i sit liv – for eksempel at købe et hus og en bil. Og så drømmer han om en dag at vende tilbage til Thailand.
“Ikke endnu. Men når jeg bliver ældre.”
Hjertelandet kan ses i biografer landet over fra torsdag den 20. september.
