Det her er en personlig klumme og et udtryk for skribentens holdning. Klummen er skrevet af redaktør på Broadly, Lene Munk.
Nogle gange får jeg indtryk af, at der er helt stille, når nogle mennesker har sex. Måske kommer der et lille støn eller et hvin eller sådan noget, men ingen ord slipper over læberne. Der er bare alvorlige, stille ansigter, kroppe, der udøver en form for individuel orgasmejagt, mennesker, der kun har brug for hinandens kønsdele. Ingen spørger, hvad den anden har lyst til. Måske er de ligeglade. Måske tror de, at de ved det på forhånd.
Videos by VICE
Hvad er det, der får mig til at forestille mig det? Det er de her debatindlæg, facebookopslag og jokes, der florerer, hvor (især) mænd gør sig sjove på samtykkets bekostning. De joker med, at snart skal man have et juridisk dokument med i byen, som aftenens erobring kan underskrive, eller måske skal vi have opfundet en samtykke-app, for det er jo 2018, så det må hellere foregå på mobilen, ligesom kommunikationen og kærligheden og alt andet gør.
Jeg tror ikke, at de her personer joker med samtykke, fordi de gerne vil have bedre forudsætninger for selv at begå voldtægter. Jeg tror ikke, at de joker med samtykke, fordi de helst ser voldtægtsforbrydere gå fri eller ikke ønsker antallet af voldtægter bragt ned.
Jeg tror, de er dårlige i sengen.
Hvis man føler behov for at joke med samtykke på den måde, tænker jeg, at det skyldes, at man ikke ved, hvordan man gør. Man ved ikke, hvordan man sikrer sig samtykke, for man ved ikke, hvordan man taler om sex med det menneske, man skal have sex med. For hvis man ikke ved, hvordan man gør sig helt sikker på, at den, man har lyst til, også har lyst til én, betyder det så, at man aldrig spørger, hvad vedkommende ellers har lyst til? Betyder det så, at man bare går ud fra, at ens partner har lyst til det samme, som man selv har? For… shit… så er der jo virkelig behov for en samtale her.
Jeg er ikke sexolog eller sexpert eller whatever. Jeg siger ikke engang, at jeg er verdensmester til det, jeg efterspørger. Jeg kan godt være et virkelig akavet menneske. Jeg siger, at dele af samtykkedebatten muligvis fortæller os, at ikke alle er gode nok til at tale om sex.
I dag er der første behandling af et beslutningsforslag om en ny definition af voldtægt i straffeloven baseret på samtykke. Forslaget er stillet af Enhedslisten, men samtlige partier i oppositionen har meddelt, at de bakker op om forslaget.
Mange har kritiseret forslaget for at flytte bevisbyrden. Det gør det ikke. Hvis forslaget vedtages, skal anklageren kort sagt bevise, at der ikke er blevet sagt ja, hvor anklageren nu skal bevise, at der er blevet sagt nej. Anklageren skal stadig bevise, at der er tale om voldtægt, men præmissen for, hvornår noget er en voldtægt, er ændret.
Nej, det her vil ikke stoppe dem, der absolut vil voldtage. Det vil ikke stoppe dem, der er ligeglade med, at de skader andre. Men måske kan vi få flere af dem dømt. Ifølge Det Kriminalpræventive Råd bliver mere en 5000 kvinder og piger årligt udsat for seksuelle overgreb, men i 2017 modtog Politiet kun 944 anmeldelser for voldtægt og voldtægtsforsøg, og de seneste ti år er blot 54 personer i gennemsnit fundet skyldige i voldtægt om året. I Storbritannien, hvor man har haft en samtykkebaseret lovgivning i over 15 år, har flere valgt at anmelde voldtægter, og man er lykkedes med at få flere dømt, efter man ændrede loven, faktisk næsten dobbelt så mange de seneste 10 år.
Men gad vide, om en samtykkebaseret lovgivning også ligefrem kunne nedbringe antallet af voldtægter. Det ansvar, loven signalerer, at vi alle sammen har (for det her gælder altså også kvinder), er mega vigtigt. Jeg tror personligt, at det i sig selv kan have en effekt.
Jeg tror på, at en samtykkebaseret lovgivning kan lære os at spørge i stedet for at gå ud fra, at vores behov også er vores partners. Den kan gøre, at når unge mænd og kvinder skal have deres seksuelle debut, så er det det mest naturlige i hele verden at sikre sig, at den anden har lyst. De vil vide, at den anden kan skifte mening, og at det er deres ansvar at aflæse den andens signaler, og når de ikke kan det, så vil de vide, at de skal spørge igen. For det står i loven.
Min kæreste spørger mig nogen gange, om jeg vil bolle. Med de ord. Jeg tror mest, det er, fordi han synes, det er sjovt at sige bolle og så bolle bagefter. Det handler måske også om, at det er sjovest at bolle, når man ved, at den anden vil – også når man har været kærester i fem år. En gang imellem har jeg mere lyst til en ostemad, og min kæreste er heldigvis også svært glad for ostemadder. Han vil for det meste have kaffe til, hvor jeg er mere til te, men nogle gange vil han også gerne have te. Det ved jeg kun, fordi jeg spørger. Det er så let.
