Bag om den nye dokumentar om den katastrofale Fyre Festival

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE UK

På papiret – eller på telefonskærmen for at være mere præcis – skulle det have været en ”helhedsoplevelse af en festival på grænsen det umulige”. I instruktøren Chris Smiths nye Netflix-dokumentar, Fyre, der handler om det “gigantiske clusterfuck”, Fyre Festival endte med at blive, ser vi optagelser af tech-iværksætteren og arrangøren Billy McFarland, der fortæller en gruppe supermodeller, at de skal sælge ”den helt store drøm til gennemsnitlige tabere”. Det, der endte med at ske, lå et sted indimellem.

For de af os, der ikke var personligt investerede i den, var Fyre Festival et sjovt afbræk fra en ellers dybt deprimerende strøm af nyheder. En flok unge, rige mennesker havde betalt op til 78.600 kroner for en ”oplevelse”, hvis eneste rigtige markedsføring var Kendall Jenner og hendes #squad, der uploadede en orange firkant på Instagram. Gæsterne mødte op til regnvåde madrasser, nødhjælpstelte, elendig mad og allerværst… ikke nogen festival? Hvis man hader rige mennesker, fylder det automatisk en med varme, indtil det går op for en, hvor voldsom en effekt McFarlands grådighed og uvidenhed havde på øens lokalbefolkning.

Fyre Festival var det første forsøg på at bruge de sociale mediers indflydelse på så stor en skala – billetterne var udsolgt i løbet af to dage, selv om det var en helt ny festival uden nogen oplysninger om logistik – men det var samtidig den første, hvis katastrofale afvikling gik viralt. For at citere Bibelen: Instagram giver, Twitter tager. Eller som en af interviewpersonerne siger: ”Magtfulde modeller skabte den her festival, og et enkelt billede af ost på toastbrød rev det hele fra hinanden.” Men ligesom med de fleste andre ting her i livet stikker fiaskoen dybere, end man først havde troet.

Vi har talt med Chris Smith om den nye dokumentar, som er co-produceret af VICE Studios.

VICE: Hvorfor besluttede du dig for at lave en dokumentar om Fyre Festival?
Chris Smith: Ligesom så mange andre, der havde set overskrifterne og været vidne til implosionen på Twitter, var jeg nysgerrig efter at finde ud af, om der var mere i historien.

Hvor startede du?
På det tidspunkt (september/oktober 2017, red.) var jeg ved at lægge sidste hånd på en anden film. Vi startede med at tale med en amerikansk VICE-journalist, som havde dækket Fyre grundigt, der fortalte os alt, hvad hun vidste, og derfra begyndte vi at stykke sammen, hvem hovedaktørerne var, og hvad der var sket. Hun formidlede kontakt til kilder, og vores næste store interview var med entreprenøren Marc Weinstein. Det var dér, det gik op for os, at der var materiale til en film. Interviewede varede tre og en halv time og gav os en bedre forståelse af, hvad der var foregået. Når jeg ser tilbage, var det dengang ikke tydeligt ud fra mediernes dækning, at der lå en meget mere interessant historie bag hele skandalen.

Du så hele fadæsen udfolde sig på Twitter ligesom os andre. Jeg ved ikke, om du syntes, det var lige så sjovt, som mange af vi andre gjorde. Selv efter at have set dokumentaren er det stadig sjovt. Man har ikke ondt af de her folk – det havde jeg i hvert fald ikke – før går op for en, hvordan det påvirkede det lokale erhvervsliv og øboerne.
Jeg har ondt af lokalbefolkningen på Bahamas. Min mission var at sætte et ansigt på hele historien, så folk kan relatere og forstå, hvad der skete, og hvordan det kunne gå til. Der var mange andre involverede end bare gæsterne – der var folk, der prøvede at passe deres arbejde, selv om omstændighederne blev forværret hele tiden. En lokal restauratør ved navn MaryAnn (som endte med at betale 327.500 kroner fra sin egen opsparing for at rydde op efter Fyre Festival, red.) sagde, at hun gerne ville se, hvad der skete, hvis folk fra Bahamas rejste til et andet land og teede sig på den måde. Der ville lyde et ramaskrig. Men gæsterne kom til deres land, opførte sig forfærdeligt og skred igen, og det havde absolut ingen konsekvenser for nogen af dem. Hun føler også, at regeringen har spillet fallit i den sammenhæng.

Tror du nogensinde, de får en form for erstatning, eller at dokumentaren kan gøre noget godt for dem?
Vi talte faktisk med MaryAnn så sent som i går. Vi har arbejdet i månedsvis på at sætte en GoFundMe-konto op for hende, fordi vi hører fra folk, der har set filmen, at de gerne vil hjælpe hende. Hendes historie stikker virkelig ud i kraft af hendes opofrelse, og hvordan det har påvirket hende og hendes forretning.

Det virker helt grotesk, at der har været store sagsanlæg – en blogger har fået tildelt 16,4 millioner kroner i erstatning – men MaryAnn har ikke fået noget som helst.
Man bliver nødt til at indse, at den erstatning var symbolsk – det er højst usandsynligt, at bloggeren får nogen som helst penge. Han er bare en person i køen. McFarland skal betale 180 millioner i erstatning i alt, så vidt jeg ved. Den person, som skal betale pengene, sidder i fængsel (dommen lyder på seks år, red.). Det, der overrasker mig, er, at man bare kan vende hjem og fortsætte, som om intet er hændt, velvidende at folk på øen har gjort så meget og givet så meget i forsøget på at hjælpe.

Efter du har lavet den her film, hvad er så dit syn på McFarland? Har du forsøgt at kontakte ham på noget tidspunkt?
Han er en kompleks person, og jeg tror, det er det, der gør ham til en interessant og enigmatisk figur i filmen. Vi har rakt ud til ham. Vi skulle have optaget med ham ved to lejligheder – vi var helt klar – men så udskød han det. Og i sidste ende ville han så have penge for at deltage. Det kunne vi ikke. Det var uretfærdigt, når man tager i betragtning, hvor meget andre mennesker har mistet på det her.

Det er vildt, at han overhovedet kan få sig selv til at spørge.
Er det virkelig, når man har set filmen?

God pointe. Hvad synes du, at filmen siger om menneskelig natur og folks evne til bare at tage skyklapper på?
Jeg tror, vi har en tendens til gerne at ville tro på, at noget er virkeligt. Det ligger i forlængelse af de sociale medier, hvor vi har det med at præsentere os selv fra vores bedste sider. Filmen kommenterer på forholdet mellem opfattelse og virkelighed på flere niveauer – i sidste ende kunne de jo ikke leve op til forventningerne. Og så er der opfattelsen af Billy: Billy havde en Maserati, han boede i en penthouselejlighed, han fløj rundt i privatfly. Han havde en idé om, at hvis bare man ser succesfuld ud, så tror folk på, at man har succes. Han påstod, at hans firma havde en gigantisk omsætning, men det var faktisk kun 4,3 millioner kroner. Det her spil mellem opfattelse og virkelighed handler ikke kun om festivalen – det viste sig også i hans privatliv.

Tak, Chris.

Fyre: The Greatest Party That Never Happened er på Netflix fra i dag.