De her japanske kødkager burde vinde enhver bagedyst

Den engelsktalende del af internettet har lige opdaget Japans vildeste fødselsdagstradition: kødkage. Vi har på fornemmelsen, at Google kommer til at registrere en stigning i søgninger på, hvordan man lettest opnår japansk statsborgerskab.

Sidder du nu og tænker på små kødtærter, så kan du godt tro om igen. Der er tale om rigtige kødkager, og de er et smukt syn.

Videos by VICE

Kødkagerne startede som lidt af en gimmick på landes yakiniku-restauranter, der har specialiseret sig i grillet kød, og hvor mange japanere vælger at fejre fødselsdage og særlige lejligheder.

Yakiniku-restauranterne begyndte at gøre sig bemærkede på internettet ved at sammensætte mere og mere komplekse fødselsdagskager lavet af råt kød, som man serverede til fødselsdagsbarnet. Derefter blev kagerne dekonstrueret og smidt på grillen. De nuttede kødkager har endda fået et sødt japansk navn: niku keeki (肉ケーキ).

Langsomt er kagerne blevet mere og mere komplekse med stjernekastere, kødrosetter, og adskillige lag af forskelligt kød, fisk og skaldyr. Og nu er amatørbagere også begyndt at skabe ambitiøse kødkreationer derhjemme.

Twitter og Instagram er blevet oversvømmet af billeder af kagerne under hashtagget #肉ケーキ, og hjemmesider som Kotaku har samlet billedgallerier.

Hvis der er nogen derude, der har en japansk kødkage-forbindelse, så er jeg på det første fly til Tokyo. Ellers er der ikke andet for end at gå i gang derhjemme med en pakke Tulip.