Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien.
Tatoveringer gør nas, men for de fleste er smerten kun et middel til et mål. De fleste tatovører er da også bevidste om deres klienters smertetærskel. De sørger for at smide pauser ind, hvor det er nødvendigt, og undgår unødvendig brutalitet. Det er ikke normalt, at man spænder folk fast, mens de bliver tatoveret, eller at de springer op i dyb smerte for at undgå nålens nådesløse dolkning. Det er heller ikke særlig hyppigt, at man ser sadistisk nydelse i ansigtet på tatovøren, mens han skærer unaturligt lange, tykke, dybe sår i huden, tilsyneladende uden pauser, som savede han uophørligt gennem solide stykker af træ.
Videos by VICE
Men så har du ikke hørt om Brutal Black. Det er et tatoveringsprojekt, hvor mandalaer og sommerfugle lider en smertefuld død. Her betragter de ikke din neo-traditionelle, japanske tribal som andet end et pussenusset fashion-statement. Valerio Cancellier, Cammy Stewart og Phillip “3Kreuze” er de tre tatovører, der står bag det fælles projekt, og de vil gerne genføde tatoveringen som en rituel handling. Det, de har fundet på, er én af de mest brutale oplevelser, man kan forestille sig. De påstår med stolthed, at det vil “ødelægge folks liv”.
Jeg tog kontakt til dem for at finde ud af, hvad fanden de har gang i.
VICE: Hvordan er Brutal Black anderledes fra en almindelig tatoveringsoplevelse?
Cammy: Normalt er resultatet det vigtigste ved mit arbejde. Men det her er noget helt andet. Jeg påstår ikke, at den slags tatoveringer er noget, alle kan gøre, men det her koncept flår alt, hvad tatoveringer er blevet, i stykker, for det er hverken plastisk, åndsløst eller nedbrudt af moden, medierne og popkulturen. For mig er det en stor fuckfinger til den opfattelse, de fleste har af tatoveringer.
Valerio: Tatoveringsverdenen er blevet til en stadig søgen efter det perfekte, exceptionelle håndværk, som ofte bliver kaldt for kunst. Det er en hån mod det rituelle aspekt. Brutal Black går ikke på kompromis nogle steder. Det grundlæggende element er at gennemgå ritualet.
Phillip: Når jeg tatoverer til daglig, er jeg også brutal, rå og hård, og jeg kan udfylde enorme stykker hud med farve på meget kort tid, men jeg er mere bevidst om mine kunders behov. I det her projekt er der ingen medfølelse, ingen skrupler, ingen form for empati – det var lidt mærkeligt at skulle opføre sig sådan. Men det er så fucking sygt at smadre folk under de her sessioner. Når jer ser smerten i deres øjne, deres krop ryster, og der er blod over det hele. Det fylder mig med stolthed at nå et mål med min klient. Det handler ikke om at fuldføre et sleeve eller et stort værk, men om at nedbryde en persons viljestyrke og gå helt til kanten. Hvis man har svært ved at gå bagefter, så har vi gjort det rigtigt. Smerte er forgængeligt, men stolthed varer evigt!
Hvordan startede alt det her?
Cammy: Jeg mødte Valerio via Facebook. Han havde tatoveret én i ansigtet, og jeg syntes, det var et fedt motiv, så jeg ville gerne snakke med ham. Efter et par e-mails besluttede vi os for at samarbejde om et stort blackwork-projekt i Italien. Det gik godt, vi kom godt ud af det, og vores tatovørstil komplimenterede hinanden, så vi fortsatte med at samarbejde så tit som muligt, normalt et par gange om året. Vi har lavet tre projekter sammen indtil videre. Det seneste var i Tyskland, hvor Phillip var med, men jeg endte med ikke at deltage, fordi jeg havde problemer med flyet.
Phillip: Cammy fik problemer, da han skulle ind i Skotland, fordi han ser ud, som han gør, og har et par hagekors tatoveret. Politiet havde en del spørgsmål til ham, så han nåede ikke sit fly. Det betød, at vi var nødt til at lave hele projektet på en ny måde. Vi havde planlagt det i månedsvis, og vores kunde, som var en af mine gode venner, var klar på det. Frankie vidste godt, at han ville blive udsat for noget meget primitivt og brutalt. Selve tatoveringen tog omkring fem timer i alt over to dage, hvor vi arbejdede så hurtigt, vi overhovedet kunne, men med pauser, så hun kunne brække sig og græde af.
Hvornår fandt I ud af, at Brutal Black handlede om andet og mere end æstetik?
Cammy: Det ændrede sig for mig, da jeg så, hvordan klienten reagerede undervejs. Projekter handler ikke altid om resultatet, men om processen. Det handler om at vende tilbage til det primitive – overgangsritualet. At skubbe sine egne grænser. Hvor meget ønsker du noget? Kan du holde det ud til den bitre ende? De mærker, nålen har efterladt, er kun en påmindelse om alt det, du har lært om dig selv undervejs. Som jeg ser det, er arrene på min hud mindre vigtige end de ar, jeg har på sindet.
Valerio: Intet var defineret, intet var planlagt, intet var forceret. Vi vidste egentlig ikke, hvad det ville udvikle sig til, men en vis bevidsthed var ved at opstå. Brutal Black tager folk tilbage til den primitive brutalitet, der blev smadret af modernismen. Der er tonsvis af andre voldelige stammeritualer, som også kunne betragtes som overlevelsesprøver. Selvom projektet ikke er til minde om stammeritualer, har energien de samme rødder.
Hvad tror du motiverer folk til at få den slags tatoveringer?
Cammy: Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, for jeg går ud fra, at alle har deres egne grunde til at gøre det. Jeg nyder den energi, man deler med klienten og de andre tatovører – det er virkelig intenst, men på en god måde. Nogle gange er det sundt at presse sig selv længere ud, end man tror, man kan klare, både som kunstner og i forhold til klientens udholdenhed og beslutsomhed. Der er intet endemål, for livet er en lang række begivenheder, og det her er bare én af dem. Tatoveringer kan hjælpe os med at finde vores rødder og lære os at smerte, ligesom nydelse, kan bearbejdes, lige som vi har lyst. Det er intet andet end et intenst øjeblik i et liv, der mest består af følelser, der hurtigt er glemt igen. Når vi fjerner alt det udenom, var vi engang krigere. Husk på det. Det er let at blive en robot i den intetsigende verden, vi er tvunget til at leve i.
Valerio: Alle er fri til at fortolke oplevelsen, som de har lyst. Det kan både være en prøvelse for os selv og en kamp mod os selv. Det er måske svært at tro på, men der er intet negativitet i det – intet had, ingen sadisme. Under alle omstændigheder er jeg kun værktøjet, bødlen, slagteren. Kroppen kan sagtens udholde den slags ritualer, men det er nødvendigt at have et meget stærkt sind.
Hvornår er det næste Black Brutal-projekt?
Phillip: Det bliver i slutningen af året i Italien, og det vil få vores to dage med Frankie til at ligne ren barnemad. Lad os håbe, at ingen dør!
