Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK og bringes her med bidrag af Noisey Danmark
På et tidspunkt må du have undret dig over, hvordan dit liv ville se ud, hvis der blev lavet en dokumentar om dig. Hvilke scener ville komme med? Hvordan ville narrativet være opbygget?Hvilke dele af din identitet ville komme i fokus og blive overeksponeret? Jeg har tænkt over, om jeg ville blive portrætteret som empatisk eller sød. Måske ville de inkludere et billede af mig med blå øjenskygge på, der er midt i et grin, mens en af mine bekendte siger, at jeg var “meget charmerende.” Eller måske ville de vise mig fra min værste side: smurt ind i snot og skrigende på skadestuen. Ville det bare være videooptagelser af mig, der jeg hulker ned i nogle Cup Noodles klokken 3 om morgenen, mens mine bekendte gentager forfærdelige udtalelser, jeg aldrig kan tage tilbage, til kameraet? Det, jeg prøver at sige, er: Hvem af os kan hævde at være enten totalt velafbalanceret eller helt ude af balance? Opmærksomme eller helt væk? Handler det hele ikke bare om timing og vinkling?
Videos by VICE
Det er noget, jeg kom til at tænke på, mens jeg så Steve Loveridges nye M.I.A.-dokumentar, MATANGI / MAYA / M.I.A., som Noisey Festival præsenterer den danske forpremiere på i aften. M.I.A. har flere personligheder end nogen anden britisk kunstner, og de forskellige sider af hende er uadskillelige, og kan ikke præsenteres uafhængigt af hinanden. For nogle er hun åbenmundet, uden nuancer; en person, der impulsivt kan finde på at tweete telefonnummeret på en journalist, der kritiserede hende, eller gjorde et klodset forsøg på at sætte muslimer og afro-amerikanere op imod hinanden på trods af, at hun låner flittigt fra sidstnævntes kultur. For andre er hun en rebel; en, der giver fingeren til kameraet under Super Bowl og spytter ned i en mikrofon på scenen, mens hun er gravid. Hun taler ud om flygtningekrisen, når det føles, som om ingen andre vil. Hendes musik er voldsom, fremadtænkende og fuld af liv. Måske er hun alle de ting, og måske er hun ingen af dem – de er hendes fortids-jeg’er, og alt, der eksisterer nu, er nutiden.
Sat sammen af utallige, fantastisk intime, håndholdte optagelser (hun har selv skudt mange af dem) fra M.I.A.’s barndom op til nu, formår MATANGI / MAYA / M.I.A. på en eller anden måde at stykke alle de her facetter sammen på en måde, der ikke prøver at gøre dem til noget andet. Man ser hende som et barn, hvor hun danser til Madonna i en lille lejlighed efter at være fløjet til London fra Sri Lanka. Man ser hende som kunststuderende, hvor hun laver beats på sit værelse med det udstyr, hun havde råd til, og spray-painter grafik på papir. Man ser hende udvikle sig til en international popstjerne, der optræder på tv, går på røde løbere og laver albums. Og man ser hende vende tilbage til Sri Lanka, hvor hun møder sin familie, der stadig lever i borgerkrigens skygge, især fordi hendes far var med til at danne De Tamilske Tigre. Hun kæmper med alle de her ting på én gang, og mens man ser dokumentaren, tager man sig selv i at kæmpe sammen med hende.
“Den hedder ‘MATANGI / MAYA / M.I.A.’, fordi det er de tre navne, hun har haft på sin rejse,” siger Loveridge, der mødte M.I.A., mens de begge gik på kunstskole på Central Saint Martins. “Det handler om at være alle tingene på én gang. Filmen har en ikke-lineær struktur, fordi jeg ville vise, hvordan den lille pige fra Sri Lanka stadig er kvinden, der optræder til Grammy-uddelingen med Kanye og Jay-Z.” Grunden til at det var vigtigt for ham, forklarer han, er, fordi mennesker og deres liv er rodede og komplekse og fulde af selvmodsigelser. “Det er vigtigt at slå et slag for virkelige nuancer,” tilføjer han. “Du kan ikke vise mennesker, som om de har ensporede identiteter. Mange fok har ikke det privilegium i deres liv – de er en blandet collage, lidt af dit, lidt af dat – og jeg synes, at de mennesker er fantastiske.”
Det er vigtigt at anerkende, at den slags personligheder eksisterer i alle. Vi er fulde af lys og mørke, og af gamle og nye jeg’er. Men det er især relevant, når vi snakker om oplevelsen som immigrant, fordi dem, der bliver set som ‘de andre’, ofte ender med at blive hevet i forskellige retninger. “Maya har oplevet livet i Sri Lanka, og hun har lært at være en popstjerne,” siger Loveridge. “Nogle folk synes, at det underminerer hendes autencitet. ‘Du er ikke en ægte Tamil mere, fordi du ikke har boet her i 20 år’, ‘du kan ikke tale om de ting, fordi de bor i Beverly Hills og spiser trøffel-pomfritter’, ‘du er ikke rigtig punk, for hvad ved du om The Clash?’ Men der er en risiko ved at skubbe flygtninge og immigranter ned i et mellemrum, hvor de bliver tabt som ‘ikke-mennesker’ og mister deres identitet, fordi de ikke er 100 procent én ting. Men Maya skammer sig ikke over sin identitet; hun er stolt af den.”
MATANGI / MAYA / M.I.A. prøver ikke at proppe M.I.A. ned i kasse eller retfærdiggøre hende som person – den er meget varmere og klogere end det. I stedet får man et langt portræt af en person, som har levet et mangesidet liv – og stadig lever det. Man ser smerten og volden i den srilankanske konflikt. Man hører den ufiltrerede energi og rå nerve i hendes musik. Man ser palæer i sydøst-London og Hollywood, moderskab, og en musiker, der aldrig forsvandt, men i stedet larmede mere og mere – især når det gjorde andre folk utilpas.
“Den her dokumentar var ikke et forsøg på at omvende haters,” siger Steve. “Det var aldrig pointen. Det er bare virkelig rart at se en positiv historie om immigranter – der også beskæftiger sig med udfordringerne og besværlighederne – på det store lærred ved siden af alle de andre dokumentarer og føle, at Maya klarede den. Nu findes der en konkretisering af en af de mange historier, der er derude, og det er på grund af hende.”
