Lige nu vokser minimum 122.000 danske børn op i en familie, hvor en eller begge forældre drikker for meget. Samtidig anslår Sundhedsstyrelsen, at hver tredje dansker er i familie med en alkoholiker. Alkoholisme er en sygdom, der er blind for alder, køn og social status, og alkoholikeren findes ikke kun på bænken, men overalt i samfundet. Alligevel er alkoholisme en tabubelagt lidelse, og de pårørende får kun sjældent den hjælp, de har brug for. Angst, depression, selvmordstanker og problemer med nære relationer er blot nogle af de bivirkninger, der følger børn i misbrugsfamilier, langt ind i voksenlivet. I denne uge skriver vi om børn af alkoholikere.
Mikkel Bornemann er 17, går i 2 G. på Falkonergårdens Gymnasium og bor i en lejlighed på Frederiksberg sammen med sin mor. Der flyttede de ind, efter de en novemberaften i 2015 pakkede deres tasker og forlod Mikkels far og herskabslejligheden, hvor Mikkel er vokset op.
Videos by VICE
“Det var nærmest, som om vi stak af fra min far. I starten hed det, at vi flyttede ud i en periode, men efter vi havde boet hos min mors veninde en måned og fik vores eget sted, blev det nok klart for os begge to, at det var permanent, og så holdt jeg faktisk helt op med at se ham”, fortæller Mikkel.
Selvom Mikkel aldrig har set ham drikke så meget som en tår af en øl, har faren drukket for meget, lige så langt Mikkel kan huske tilbage: “Jeg blev bildt ind, at han havde sukkersyge, og den dag i dag ved jeg faktisk ikke, om det var rigtigt eller forkert. Det var både min far og min mor, der sagde det. Så blev sukkersygen undskyldningen, når han var træt midt om dagen eller ikke kunne køre bil, men det har jo været, fordi han var fuld.”
Det er ikke umiddelbart til at mærke på Mikkel, at han er vokset op med en fuld far, men man skal ikke tale længe med ham, før det bliver tydeligt, at der er noget anderledes ved ham. Ikke blot fordi, han går i gymnasiet og aldrig har prøvet at drikke alkohol, men mere af den grund, at han, så snart han åbner munden, afslører en ro og en dybde, de færreste mennesker får på et helt liv.
Mikkel er er med egne ord vokset op i et “kærligt hjem,” hvor man “passede på hinanden” og “aldrig manglede noget.” Han er vokset op med sin mor, sin far og hver anden uge også sin ti år ældre bror. Mikkels forældre er begge arkitekter, og der har altid været plads til både Mikkel og hans venner – om det var i sommerhuset eller i lejligheden på Frederiksberg.
Først satte han ild til sin hånd, da han skulle tænde brændeovnen. Han havde haft alkohol på hånden, og så var den bare futtet af
“Hvis man ser bort fra, at min far blev ramt af denne her sygdom, alkoholisme, så har det nok været et sundt hjem,” siger Mikkel.
Men alkoholismen havde et hårdt tag i Mikkels far. Blå blink, bekymringer og brudte løfter blev i stigende grad en del af Mikkels hverdag. For alvor fra han var ni år gammel:
Det var i 2009, og Mikkels mor var med ham til fodboldtræning. Da træningen var ved at være slut, ringede Mikkels storebror og bad dem komme hjem med det samme.
“Han sagde, den var helt gal med far. At han trak vejret, men ikke bevægede sig, og at man ikke kunne få kontakt med ham. Min bror troede på det tidspunkt også, vores far havde sukkersyge, så han prøvede at hælde appelsinjuice på ham,” fortæller Mikkel.
Mikkel og hans mor sprang i en taxa og var få minutter senere hjemme i lejligheden, hvor faren lå bevidstløs på gulvet: “Og min bror sad der med den skide appelsinjuice, og hver gang, det lykkedes ham at få min far til at tage en tår, kastede han det bare op igen.”
I de næste minutter gik det stærkt: Mikkel nåede nærmest ikke at registrere, at moderen ringede efter en ambulance, og få sekunder senere væltede det ind med læger og ambulancefolk. Mikkel trak sig tilbage i et tilstødende rum og observerede optrinnet på afstand.
”Jeg har dannet sådan et billede af mig selv, hvor jeg står i mørket, og der er blå blink overalt, mens de stabiliserer min far i stuen,” fortæller Mikkel.
Ambulancefolkene ydede førstehjælp på Mikkels far og gav ham nogle indsprøjtninger, der hurtigt gjorde ham i stand til at kommunikere en smule. Mikkel husker tydeligt, at han råbte, mens de bar ham ned af trappen.
“Han skreg til min mor, at hun ikke måtte forlade ham. Det var næsten det værste af det hele. Jeg forstod selvfølgelig ikke helt, hvad det betød, men alvoren blev virkelig tydelig for mig der,” fortæller Mikkel.
Læs også:
Få dage senere blev Mikkel og hans storebror indkaldt til familiemøde. Faren var netop kommet hjem fra hospitalet, og nu skulle han og Mikkels mor fortælle dem noget.
“De sagde ikke direkte, at min fars sygdom handlede om alkohol og ikke sukkersyge, men de fortalte, at far var alkoholiker og aldrig nogensinde ville drikke igen. At vi ikke skulle bekymre os om det, og at der var styr på det.” Mikkel holder en lille pause, før han siger: “Men det passede jo ikke.”
I de følgende år drak Mikkels far i perioder. Der var de alkoholfri uger på antabus, og der var ugerne, hvor han sov dagen væk, ikke kunne samle sig om en samtale og aldrig var i stand til at sætte sig bag rattet og køre en bil.
“Det var enormt underligt for mig. For når han ikke drak, var – og er – han verdens bedste menneske, og det er ikke, fordi han var et dårligt menneske, når han drak, men han var anderledes, og det var bare ubehageligt,” fortæller Mikkel.
I sommerferien før 9. klasse skulle Mikkel besøge sin far i familiens sommerhus. Det var blot få måneder før, Mikkel og hans mor flyttede ud af lejligheden.
“Min far skulle hente mig på stationen, og allerede i bilen tænkte jeg, han måske var fuld. Han var træt og mærkelig og slingrende,” fortæller Mikkel.
Da de ankom til sommerhuset, faldt faren i søvn med det samme, og Mikkel ringede til sin mor, der fik ham til at tjekke huset for antabus.
“Og der var ikke noget antabus nogen steder, hvilket var et tegn på, at den var gal,” fortæller Mikkel.
Mikkel bliver sikker på, faren har drukket og beslutter sig til at tale med ham.
“Jeg fik formidlet, at jeg ikke ville være sammen med ham, når han var fuld. Han prøvede at benægte, men jeg tror ikke engang, han selv troede på,” fortæller Mikkel.
Da Mikkels mor ikke har kørekort, blev det arrangeret sådan, at Mikkel blev hentet af sin gode vens forældre og kørt til deres sommerhus.
“Da de kom næste morgen, var min far egentlig ret afklaret. Måske har han et eller andet sted vidst, at det var bedst for mig ikke at være sammen med ham,” siger Mikkel og trækker på skuldrene.
Min storebror fandt ham. Lejligheden var helt mørk, og min far lå i soveværelset, hvor der var fyldt med afføring og pis og bræk og alkohol. Han var simpelthen ved at dø af druk.
I de næste uger eskalerede farens druk, og i slutningen af sommerferien hentede hans bedste venner ham i sommerhuset og sendte ham på afvænning.
“Men jeg troede ikke på min far. Jeg troede, han ville dø af det,” siger Mikkel og tilføjer: “Og der gik heller ikke mere end et par uger, før han faldt i.”
1. november 2015 flyttede Mikkel og hans mor ud af lejligheden, og få dage efter blev omverdenen informeret: “Det var egentlig meningen, jeg selv skulle have fortalt det, men jeg brød helt sammen, så min lærer blev nødt til at fortælle det til min klasse. Både at min far var alkoholiker, at vi var flyttet, og at mine forældre skulle skilles,” fortæller Mikkel.
Få uger senere brød Mikkel kontakten med sin far, og selvom han ikke selv talte med ham, blev han alligevel informeret, når der skete noget i farens liv. Og det skulle vise sig at blive et begivenhedsrigt år.
“Der var tre voldsomme episoder, før han tog sig sammen. Først satte han ild til sin hånd, da han skulle tænde brændeovnen. Han havde haft alkohol på hånden, og så var den bare futtet af,” fortæller Mikkel.
Nogle måneder senere faldt han fuld i lejligheden og fik åbent benbrud, og til sidst gik han bare i hundene: “Min storebror fandt ham. Lejligheden var helt mørk, og min far lå i soveværelset, hvor der var fyldt med afføring og pis og bræk og alkohol. Han var simpelthen ved at dø af druk,” fortæller Mikkel.
Mikkels storebror fik fat i en af farens venner. Han var selv ædru alkoholiker og fik indlagt Mikkels far til afrusning.
“Det var i efteråret 2016, og han har ikke drukket siden,” fortæller Mikkel.
Alligevel gik der mere end et år, før han så ham igen:
“Jeg var stadig overbevist om, at han skulle dø af sit misbrug, og jeg troede i lang tid, at jeg måske havde set ham for sidste gang.”
Men da Mikkels mor og storebror op gennem 2017 fortsat kun havde gode nyheden om faren, skete der også noget i Mikkel:
“Og en dag – det har nok været i september sidste år – stod jeg i badet, og så slog det mig, at jeg jo faktisk godt kunne spørge min far, om vi skulle ses, hvis jeg stødte ind i ham. Næste dag mødte jeg ham på gaden,” fortæller Mikkel.
Få dage senere gik de en tur, og siden har Mikkel set sin far omkring hver tredje uge.
Han tror aldrig, han kommer til at bo hos sin far igen, men om få uger, når Mikkel fylder 18, skal faren for første gang møde gymnasievennerne.
“Og det glæder jeg mig virkelig til,” fortæller Mikkel.
Det lyder, som om det går godt. Stoler du på, han aldrig drikker igen?
“Nej. Jeg føler mig aldrig sikker på, han ikke drikker igen. Der vil altid være et spørgsmålstegn. Og det har jeg også sagt til ham.”
