Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Jeg har siddet ved siden af Sigrid i cirka 49 sekunder i et veloplyst atrium på et hotel i den østlige ende af London, og det er allerede lykkedes mig at freake hende ud. Det går faktisk lige så godt, som mine første dates plejer at gå. Jeg begynder med at spørge hende om, hvordan hendes virkelige første date gik i sin tid, men det falder ikke i god jord. Den 21-årige trækker lidt på smilebåndet, ler og kigger så over på sin agent, som sidder ved bordet ved siden af og siger: “Jeg har ikke så meget at sige der – er det okay? Jeg synes, det er…ret privat.” Hun ser forfærdet ud. Hvis den, man er på date med, taler udenom ved første spørgsmål, plejer det at være tegn på, at tingene er på vej ned ad bakke hurtigt. Men sådan bliver det ikke med Sigrid.
Videos by VICE
På kort tid lykkes det mig at vende samtalen, og pludselig sidder den norske popstjerne og jeg og sludrer som to venner på en platonisk date. Hun minder meget om fortællerstemmen i sine tekster – hun er selvsikker, men ikke arrogant, indsigtsfuld, men ikke prædikende. Den overgang, der finder sted i vores samtale, fra forvirret til charmerende, er et godt billede på det, vi ved om Sigrid som offentlig person indtil videre. Hun er høflig, hun er typen, der læner sig frem mod en for at lytte nøje efter, når man stiller hende et spørgsmål. Hun holder tonen meget positiv. Hun er også meget bevidst om sine egne grænser. Hun udviser en underspillet selvsikkerhed, der står i skarp kontrast til hendes ungdommelige udseende.
Du har formodentligt hørt hendes navn efterhånden, men her får du historien i grove træk. Hun skrev under på en kontrakt med et stort pladeselskab i 2016 og blev af mange udråbt som det næste store talent, da hendes gennembrudssingle “Don’t Kill My Vibe” landede. En sang, der handler om en dårlig oplevelse med en nedladende sangskriver, og gav Sigrids jævnaldrende en kampsang at råbe med på. Sangeren har faktisk udgivet adskillige tracks inden da begyndende med debuten “Sun” fra 2013, der desværre aldrig rigtigt nåede udover hjemlandet Norges grænser. Under et år efter udgivelsen af “Don’t Kill My Vibe” vandt hun BBC’s Sound of 2018-meningsmåling. Men siden da har vi ikke lært meget mere om hende, end hvad vi kan få ud af hendes tekster.
De har det med at give udtryk for den samme sursøde kvalitet, man finder i rigtig meget skandinavisk pop for tiden. En sangs overordnede budskab kan være melankolsk, samtidig med at det er leveret med en funklende vokal og eller et drop, der lyder, som om det hører hjemme i et Skrillex-sæt. Bare lyt til “Plot Twist” eller bangeren “Strangers”. Mens vi snakker, går det op for mig, at hendes privatliv er lidt ligesom et ufokuseret billede, fordi hun arbejder på den måde. Hun har måttet lære hurtigt, hvilke kort hun skal holde tæt ind til kroppen, i takt med at hun er blevet mere og mere kendt, og hvilke øjeblikke hun er tilpas med at dele med andre. Vi kommer ind på emnet over en kop urtete, inden Sigrid skal videre for at optræde senere samme aften.
Noisey: Hej, Sigrid. Du slår mig som typen, der går meget op i din familie. Hvilken slags musik ville du putte på en playliste til dem?
Sigrid: Ha, min far har sådan en typisk ‘far-rock-smag’ i musik – han er vild med Neil Young. Jeg ville nok smide Teenage Fanclub og War on Drugs på. Måske Maren Morris. Min mor elsker jazz, og vi lytter tit til Chet Baker derhjemme. Vi lytter også til et norsk band, der hedder Hajk.
Har du hængt ud med dem før? Jeg har indtryk af, at alle kender alle på den norske scene.
Jeg har faktisk interviewet dem til Beats engang. De var meget flinke. Og ja, musikscenen er så lille, at man møder en helt masse mennesker, når man spiller på de samme festivaler.
Den fornemmelse fik jeg også til by:Larm i Oslo for et par uger siden?
Okay, hvordan var det? Var det koldt?
Det var superkoldt. Vejret var helt exceptionelt koldt. Men så havde man jo også en undskyldning for at løbe mellem de enkelte koncerter.
Hvad så du?
HALIE, hun var såååå god.
Vi har samme management. Kender du sangen “Ignorant”?
Den er fed.
Jeg skrev den med hende, og hun har varmet op for mig i Oslo.
Sejt! Hvordan var den oplevelse?
Det var fedt! Jeg har ikke skrevet så meget sammen med andre – jeg har vist prøvet det to gange nu, sammen med hende og sammen med Fredwell, som varmer op på min turné i Storbritannien og også har samme manager som mig. Det er en fascinerende proces, når man skriver musik, man ved, man ikke selv skal optræde med. Det var på en måde meget befriende at vide, at jeg ikke selv skulle synge den.
Du har selvfølgelig brugt dit eget liv som inspiration på “Don’t Kill My Vibe”, men føler du dig tvunget til at bruge dig selv i dine sange på det her tidspunkt i din karriere?
Det var en svær proces med den sang. Alle de andre har været positive oplevelser. Jeg har været heldig i forhold til de mennesker, jeg har arbejdet sammen med. Men jeg har også ændret min tilgang til det lidt… Jeg har flere lyttere nu, så jeg er mere opmærksom på ikke at dele for meget fra mit privatliv. Jeg er 21, så jeg prøver selvfølgelig at leve et liv ved siden af musikken også. Det er på en måde mit liv og på en måde bare mit arbejde. Det handler om at finde en balance. Hvis man deler alt, så ligger det bare derude. Jeg har ikke noget at skjule, men jeg vil gerne beholde nogle ting for mig selv.
Det er interessant. Sådan har jeg det også med journalistik. Når man deler alt fra sit sexliv og samtlige halvbagte holdninger, man har, så får man indflydelse. Det gider jeg ikke rigtigt.
Jeg er helt enig. Det er også vigtigt for mig, når jeg skriver sammen med andre folk. Historierne, vi taler om, kommer fra os alle sammen – en sangskrivningssession er typisk 80 procent snak og 20 procents arbejde, ærlig talt. Men vi prøver altid at gøre budskabet universalt, så alle kan relatere til det, samtidig med at vi beskytter os selv. Det sjove ved den nye generation og brugen af sociale medier – bla bla, det har du selvfølgelig hørt om før – er, at alle på sin vis er miniberømtheder i dag. Du har 12-13-årige unger, der deler intime detaljer fra deres hverdag med hele verden. Det er lidt vildt.
Jeg er 29, så jeg er gammel nok til at huske dengang, folk postede 80 billeder fra en bytur, hvor man lignede lort på dem alle sammen, og belysningen var forfærdelig. Dengang kunne man ikke redigere noget som helst, man så bare stiv og dum ud.
Ja! Det er interessant, fordi – og det havde jeg faktisk ikke tænkt på – det har ændret sig på rekordtid. Vi plejede nemlig at dele tonsvis af billeder fra en enkelt aften. Det kan jeg godt huske, fra da jeg gik i ottende klasse og var til fest. Det var bare en masse versioner af det samme billede taget fra forskellige vinkler. Men nu leder vi alle sammen efter det ene perfekte billede. Jeg tror bare, at unge bliver hurtigere voksne i dag. Det har jeg også selv oplevet. Jeg var 13, da jeg lavede en profil på Facebook, og det, synes jeg, er ret tidligt i dag. Jeg skulle have ventet, til jeg blev 20 – altså sidste år.
Jeg går lidt frem og tilbage i forhold til, hvad jeg synes om sociale medier. Begrænser du din brug af dem?
Haha, I wish! Nej, jeg er så dårlig til det. Det gør bare noget ved folk, det er ikke sundt. Jeg ville faktisk ønske, at jeg havde brugt mere tid på at stirre ud af vinduet og kede mig som barn. Det er derfor, jeg elsker at gå på vandretur. Når jeg er ude i naturen, har jeg ingen dækning på min telefon, og den ligger alligevel i bunden af min rygsæk. Så kan jeg bare se mig omkring og tale med dem, jeg er sammen med – det er oftest min familie.
Har du ændret syn på din hjemby, efter du er begyndt at rejse så meget?
Jeg tror bare, jeg er blevet gladere for den. Da jeg var yngre, så jeg den altid som en lille by – der bor omkring 50.000 mennesker. Er du vokset op i nærheden af London?
Nej, langt fra. Jeg er født i Gabarone, som er Botswanas hovedstad, hvor der bor 400.000 mennesker eller sådan noget. Da jeg var barn, lå befolkningstallet i hele landet på under to millioner.
Det er endnu mindre end Norge!
Byen er lille nok til, at fremmede kommer over, når jeg er ude og handle, og hilser på, fordi jeg ligner min mor, som de kender, på en prik.
Ha, det er det samme for mig. Når folk ser mig, siger de: “Nåååh, Anettes datter,” eller også kender de min bedstemor. Da jeg var barn i Ålesund, kunne jeg ikke tænke på andet end at komme væk derfra. Jeg ville til en større by. Men nu, hvor jeg ikke bor der længere, savner jeg den konstant. Heldigvis besøger jeg tit mine forældre, når jeg har fri. Min familie og jeg er meget tætte. De er de vigtigste mennesker i mit liv.
Det må have været vildt for dem at følge din rejse mod berømmelsen over det sidste halvandet års tid. Har du overhovedet selv haft tid til at bearbejde det?
Det er der sjældent tid til. Som for eksempel da jeg vandt BBC’s Sound of 2018, havde jeg slet ikke tid til at fordøje det. Det var bare afsted, afsted, afsted! Et par uger senere sad jeg i min lejlighed, og pludselig slog det mig ligesom. ‘Wow, det skete virkelig.’ I forhold til Coachella – det var stort for mig – blev jeg booket for fire måneder siden, og jeg var sindssygt spændt, men jeg måtte ikke fortælle nogen om det. Så da det blev offentliggjort, var jeg bare sådan lidt: “…okay.” Jeg har aldrig rigtig mulighed for at nyde de der øjeblikke, når de dukker op. Det er altid enten før eller et godt stykke tid efter.
Det fik jeg godt en fornemmelse af, da jeg så dig i interviews, efter du havde vundet. Det virkede ret intenst, sådan at være på kamera og skulle svare på spørgsmål, selv om det var helt nyt.
Det bliver lettere med interviews på en måde. Man bliver i hvert fald nødt til at vænne sig til det. Hvis man hele tiden er på vagt, hver gang man skal på tv eller i radioen, så bliver man udmattet til sidst. Man bliver nødt til at slappe lidt af i den situation.
For et par år siden interviewede jeg Paul Simon, og han fortalte mig, at han havde gået gennem en cyklus med interviews: først kunne han godt lide det, så blev det noget, der skulle overstås, så begyndte han at hade det, og nu har han det fint med det igen.
Ja, man kan godt arbejde sig igennem sine tanker ved at tale om dem. Og så er jeg jo også heldigt, at der er nogen, der vil interviewe mig. Jeg laver mange interviews, men det er faktisk rart at møde nye folk og sludre. Kan du godt lide at møde så mange nye mennesker i forbindelse med dit arbejde?
Jeg elsker det. Jeg kan virkelig godt lide folk. Jeg er ret kynisk indstillet generelt, men jeg kan godt lide at møde nye mennesker og høre deres historier.
Er du kynisk? Det kan jeg godt lide, at du indrømmer.
Jeg har et ret kynisk blik på verden, men på tomandshånd er det berigende at møde nye mennesker.
Det er derfor, jeg elsker sådan noget her, hvor vi kan tale åbent. Det er meget særligt for mig. Jeg kan godt lide at høre forskellige historier, jeg føler mig inspireret af det.
Har du mødt nogle af dine egne idoler endnu?
Det har jeg, ja… Det føles lidt som namedropping!
Jeg har nævnt Paul Simon, så det går nok.
Jeg har mødt kongefamilien i Norge, og så har jeg mødt William og Kate. Du ved nok, William og Kate?
Haha, ja, dem kender jeg godt.
Det var ret stort. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var rimeligt benovet.
Det kommer bag på mig. Det troede jeg ikke, du ville være.
Jo, det var helt vildt. Vi spillede på det kongelige slot i Norge, og Will og Kate – haha, jeg er på fornavn med dem. Hvad kalder man dem? William og Kate? Skal man sige de kongelige højheder? Nåh, men de var der i hvert fald. Vi spillede et par numre til middagen, og jeg var virkelig nervøs. Der var også en berømt fodboldspiller med, så ham var jeg også ret benovet over. Det er nok sidste gang, det er sket – det var tilbage i februar.
Har du planlagt din fremtid meget nøje, eller er det ikke noget, du bekymrer dig om?
Jeg har da drømme. Jeg har altid været meget ambitiøs. Men jeg synes, det er rart at holde nogle af mine drømme for mig selv. Hvis det så ikke sker, er det ikke så pinligt. Men da vi spillede på Graham Norton, var jeg rigtig nervøs for interviewdelen. Det var ret nervepirrende at tale på live-tv med tre berømtheder ved siden af mig. Da han spurgte mig om, hvad jeg drømmer om, svarede jeg af en eller anden grund: “Jeeeeeg vil gerne møde en kænguru.” Jeg var bare så nervøs, så det røg bare ud, men jeg fik så også mulighed for at møde en i Australien. Så det var fedt.
