Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Sirlige, rødbrune linjer snor sig fra mine fingerspidser, hen over min håndryg og ender ved håndledet. Linjerne bliver til blade og blomster, prikker og yndefulde mønstre og bevæger sig ned over fingrene og ind i håndfladerne, hvor sved har gjort farven mørkere, fordi fugten fremhæver pigmenterne. Jeg går i syvende klasse, og jeg skal til at stå på skolebussen iført min bedstemors kunsthåndværk på huden.
Videos by VICE
Henna er et farvestof, som bruges til at farve alt fra uld til fingernegle. Det er lavet af tørrede blade fra Lawsonia inermis-busken, som knuses til et fint pulver, man på arabisk kalder henna eller mehndi på det indiske subkontinent. Mennesket har brugt farvestoffet i 5.000 år, og det er gennem tiden blevet anvendt i Sydasien, Mellemøsten og Afrika.
Som barn af marokkanske immigranter i Colorado elskede jeg at blive udsmykket med henna. Dekorationen betød ofte, at vi skulle til familiefest, bryllup, barnedåb, ramadan eller skulle på rejse til Marokko. Min bedstemor blandede hennapulveret op med vand, lod det stå i nogle timer og hældte det på en sprøjte, så hun kunne tegne komplicerede mønstre på mig, min søster og mine kusiner.
Det er traditionelt kun kvinder, der lader deres hænder og fødder udsmykke med henna, men min bror ville ikke gå glip af morskaben, så min bedstemor tegnede slanger og skorpioner på hans arme. Jeg kan huske, at jeg kæmpede meget med trangen til at pille i de tørre hennaflager, der dækkede min hud, før pigmenterne var størknet. Når farven endelig var tør, blev det tid til den store afsløring.
Men den dag på på bussen havde jeg mest lyst til at gemme mine hænder i ærmerne. Der er masser af ting, som er forvirrende for unge mennesker. Men i mit tolvårige hoved, hvor et begreb som internaliseret racisme ikke fandtes endnu, var udviklingen af bryster vand i forhold til den balancegang mellem stolthed og skam, som jeg følte overfor henna. Jeg følte, at jeg lige så godt kunne have haft et stort skilt i panden med påskriften: Jeg er udlænding.
Når mine klassekammerater i skolen viste interesse, smøgede jeg ærmerne op igen og beskrev den bagvedliggende teknik og fremgangsmåde. ”Øhhh… hvad er den der underlige, orange farve på din hånd?” Var et spørgsmål, der gjorde mig opmærksom på, hvor svært det er at skjule sine hænder, når man går i skole og prøver at have en normal hverdag.
Den første gang jeg så en anden person, som ikke var fra Afrika eller Sydvestasien, med hennatatoveringer, gik jeg i gymnasiet. Bæreren var ingen ringere end skuespilleren Vanessa Hudgens. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var flatterende og tænkte: “Okay – henna er sejt nu. Måske skulle jeg spørge min bedstemor, om hun vil lave henna på mig over weekenden”.
I takt med, at henna blev mere synligt i amerikansk popkultur, mødte jeg flere piger i skolen, som spurgte ind til mine hennatatoveringer. Men tonen var en helt anden, end den jeg havde mødt i syvende klasse. I begyndelsen var det rart med opmærksomheden, og jeg følte mig vigtig, når jeg spurgte min bedstemor, om hun ville lave hennatatoveringer på mine venner.
Men så gik det op for mig, hvad den opmærksomhed i virkeligheden betød.
I årene efter begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg først var holdt med at skamme mig over mine hennatatoveringer, da de hvide piger blev interesserede i dem. Det gik op for mig, at de samme, hvide venner – i dag er mange af dem stolte Trump-tilhængere – ingen interesse havde for min kultur, eller hvad henna betyder for mig. De ville bare ligne Vanessa Hudgens og Jenner-familien. Jeg så til, mens deres hennafarvede hænder, som de havde fået ved en musikfestival til latterligt høje priser, blev mødt med komplimenter i stedet for fremmedgørende kommentarer. Jeg begyndte således at forstå, hvad kulturel appropriation er, før jeg vidste, at der fandtes et ord for det, og jeg udviklede et dybtfølt had til hvide piger med hennatatoveringer.
Hvorfor var det kun sejt, når de gjorde det? Havde de helt glemt, at de plejede at få mig til at føle mig som en idiot, fordi jeg havde det på? Hvad var der sket?
De andre kvinder i min familie er fortsat begejstrede, når de ser en kvinde i en film, reklame eller et magasin, som har hennatatoveringer. ”Se, hendes hånd! Hun har henna på!” Min mor, mine tanter og min bedstemor er altid hurtige til at påpege, at den pågældende kvinde i virkeligheden poserer som en slags hyldest til os. Jeg ruller i stedet med øjnene. Jeg har før prøvet at forklare dem, hvorfor det pisser mig af, og selv om de godt kan følge mig et stykke ad vejen, så ser de det alligevel som noget positivt, når brudstykker af vores kultur dukker op til overfladen i USA.
Da jeg for nylig var hjemme for at besøge min familie, var min mor og jeg på World Market, en eksotiserende, men ikke desto mindre charmerende forretning, der byder på ”basarens spændende stemning”. Min mor finder en marokkansk tekop, som er alt for dyr, og korser sig. ”De har da forstand på at planke et design,” siger hun. Det er sjældent, hun er i humør til spydigheder, så jeg får lyst til at spørge, hvordan hun har det med hvide piger med hennatatoveringer.
”Jeg synes, det er sejt. Før anede de ikke, hvad henna var,” siger hun. ”Nu er der mange, som er interesserede i det”. Jeg besluttede mig for at gå hende på klingen, så jeg spørger, hvordan hun ville have det, hvis folk som støtter Trump går med hennatatoveringer. ”Det ville jeg nok blive lidt vred over,” svarer hun. ”Hvis du ikke kan lide muslimer, arabere eller vores kultur, hvorfor så smykke dig med den? Man kan ikke bare vælge og vrage”. (Selv om henna også bliver dyrket i andre kulturer, så er det den arabiske og islamiske, som min mor associerer det med).
Min mor siger, at hun aldrig har hørt om begrebet ”kulturel appropriation” før vores samtale om det. Jeg gør mit bedste for at forklare hende det. ”Det er trist,” indrømmer hun. ”Der er også folk, som bruger begrebet i forhold til henna,” svarer jeg.
”Jeg ved det ikke. Jeg synes bare ikke, det har noget med religion eller politik at gøre, det er bare for sjov, og sådan synes jeg, det skal være,” siger hun. ”Jeg synes ikke, henna hører til på linje med alle de andre ting, der foregår i verden”.
Jeg spørger også min tante, som heller ikke ser noget problem i, at hvide mennesker går med henna. ”Det er måske lidt underligt, hvis man ser det i skoler, for unge og børn forstår ikke den slags, men det er noget andet med voksne,” siger hun. Sidste år var der en kollega, som udtrykte interesse for hendes hennatatoveringer, og derfor inviterede min tante hende med til en henna-komsammen. ”Hun var vild med det,” siger hun. ”Når jeg ser andre med hennatatoveringer her, tænker jeg, wow, det er sejt, det er en del af vores kultur, som er blevet populær”.
Det er en kunstform, som betyder meget for min tante. ”Det minder mig om at være derhjemme og være barn igen, når vi fik hennatatoveringer på ramadanens 27. dag. Så tog vi pænt tøj på og lagde makeup. Det var noget helt særligt,” siger hun. ”Hver ramadan giver jeg min datter marokkansk kjole på og prøver på at genskabe den stemning, jeg husker, fra da jeg selv var barn. Det kan hun godt lide”.
Efter at have talt med min mor, tante og bedstemor, som alle har den samme opfattelse, når det handler om hvide kvinder med hennatatoveringer, bliver det tydeligt, hvorfor vi har forskellige holdninger til det. Vores erfaringer adskiller sig markant fra hinanden. Da de gik i skole, fik de kommentarer som: ”Tillykke! Hvornår skal du være søster?” eller ”Eid Mubarak!” De har aldrig skulle forsvare deres hennatatoveringer. For dem har det aldrig været en politisk kamp.
Som muslimske immigranter i USA har min mor, min tante og min bedstemor været udsat for langt mere lort, end jeg har, og det er desværre et faktum, at anti-muslimske holdninger og hadforbrydelser bliver mere og mere udbredt i landet. Hvor jeg skal iføre mig henna, tale arabisk eller gå rundt i jellaba for at skille mig ud, så stikker mine kvindelige slægtninge ud i kraft af deres blotte tilstedeværelse. Hvis de vil bevare henna – en tradition de associerer med vidunderlige minder, og som får dem til at føle sig hjemme – fri af den aggression og negativitet, de møder hver dag, så kan jeg også lære og være okay med det.
Jeg kan godt accepterer deres holdninger uden at negere mine egne. For jeg vænner mig aldrig til at se hvide piger med hennatatoveringer.
