Det er let nok bare at kalde Copenhell for Danmarks hyggeligste festival. Men først efter ‘SEE YOU SOON’-bannerne ved festivalens udgang på sidstedagen bliver til ‘SEE YOU MOTHERFUCKERS’-bannere, og du har tilbragt tre plus dage under Ulven omgivet af ild, død, utæmmet skægvækst og gudesmukt metalhår, sidder du tilbage med følelsen i kroppen af, hvad det egentlig vil sige at have været til den hyggeligste festival i landet.
Der er ny metal. Gammel metal. Udenlandsk metal og dansk metal. Der er hash, øl og søm-slåning. Der er skamløse hyldester til den gamle metal i Biergarten og vovet omgang med nye, forskruede fortolkninger af metallens univers. Der er en minimal polititilstedeværelse, og selv ordensmagten mødes med bajerglade smil og/eller diskrete, jointskjulende håndmanøvrer.
Videos by VICE
Desværre var der – som ellers lovet – ikke mere ild, end tidligere år. Faktisk var der overraskende lidt ild i årets Københelvede, men det er der op til flere årsager til. Det vides ikke, om Peter Madsens tidligere involvering i konstruktionen af Copenhells flammekanoner har noget med ild-underskuddet på årets Copenhell at gøre – men det har afbrændingsforbuddet i Københavns Kommune helt sikkert. Ild-sirenen lød stadig – flammekanonen skød bare med blanks.
Til gengæld var der var mere plads (yeeeah, streetfoooood, jeg tror endda, jeg så en lêlê et sted?) og mere merch (yeeeeah, chokerhalsbånd med pigge og “I’m With Satan”-t-shirts i alle tænkelige størrelser). Og Ozzy Osbourne viste sig til gengæld stadig at være i live, hvilket efterhånden er ret utroligt. Efter han har velsignet det danske metalpublikum med sin mørke tilstedeværelse for anden gang på lige så mange år, kan man ikke andet end at fryde sig over at se ham sige ting i virkeligheden (og efterlade resten af bandet alene på scenen i 15-20 minutter) og undre sig over, hvad der mon er på hans rider nu. Et sarkofag? En iltmaske?
På mange måder kan man opsummere Copenhell-oplevelsen med en beskrivelse af de sidste 100 civile meter af Refshaleøen, man skal igennem for at komme gennem Helvedets Port og ind til metalorkanens øje. Efter det cykelspækkede buskads og den mudrede holdeplads for Buslinje 666, der konsekvent er oversværmet af hele Nordens metalyngel, skal du gå cirka tre minutter ned ad en lige, indhegnet sti, der egentlig er ret ordinær. Bortset fra at indgangsområdet er en form for skærsild, fyldt med elementer, der illustrerer skellet mellem de to verdener, det adskiller: København og Copenhell.
Fra Jesus-freaks, der desperat forsøger at få folk til at vælge Bibelen til og deres syndige hang til at tilbede luciferisk musik med Walls of Death fra, til folk der sælger “Ozzy Osbuns” med smør og ost og billige, kolde øl “straight from Hell”, mens Pantera dundrer ud af en nærliggende højtaler, står det på denne korte gåtur klart, hvad der er så inkluderende ved metalorgiet Copenhell. Det er danskernes kombinerede evner til at holde nænsomme og pissegode temafester og vores samtidige, nordiske affinitet for metal, der mødes i et brændende (ikke så meget i år) tematisk korrekt sammenskudsgilde, hvor det er okay at dække dit ansigt med en lædermaske, klæde dig ud som Manden med Leen – eller have din gode, gamle battlevest på. Zakk Wylde har også sin med.
Selv om koncepter som Smadreland klart fungerer bedre på papiret end i virkeligheden, så er Copenhell stadig et helle af livemusik (med instrumenter og det hele), klemt ind mellem Distortion og det ugelange plunge ned i Roskilde Festivals basfyldte campingområde.
Tak for i år Copenhell, vi ses næste år.
