Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Det er først, da jeg sidder på bussen på vej gennem Soho i silende regnvejr, at det går op for mig, hvad det er, jeg går ind til. Jeg sagde i sin tid ja til en karaokeaften sammen med MØ, men på sådan en henkastet måde – ligesom når man bestiller en frisørtid et godt stykke ude i fremtiden. Det var ikke noget, jeg havde gennemtænkt. Jeg havde ikke overvejet, at hun er en verdensberømt popstjerne, som har arbejdet sammen med alle fra Justin Bieber til Charlie XCX og Ariana Grande. Og nu er det så meningen, at jeg skal synge sammen med hende. Jeg skal simpelthen drukne hendes flotte stemme med min egen hæslige stemme, første gang vi mødes, og vi kommer formentlig begge to til at være ret ædru mandag aften klokken 18.
Videos by VICE
Først lidt baggrund på MØ. Sangeren, komponisten og produceren, hvis rigtige navn er Karen Marie Ørsted, har været kendt i nogle år efterhånden. Hun grundlagde sin karriere med punkbandet MOR (man kan stadig finde deres syrede DIY-videoer på YouTube), inden hun skiftede til elektropop. Debutalbummet No Mythologies To Follow blev en af genrens grundpiller i 2014, og hun er kun blevet mere berømt i årene siden da. ”Lean On” – som hun skrev sammen med Major Lazer – er et af de bedst sælgende og mest streamede numre nogensinde, og ”Cold Water”, som er lavet med Major Lazer og Justin Bieber, lå nummer ét i 20 lande, da det blev udgivet.
Men det er sangerens andet album, jeg er mest oppe at køre over. Forever Neverland udkom i fredags (vi mødes et par dage inden), og det er efter min mening et af årets bedste popalbum. MØ har altid haft talent for at skrive fængende hooks, som hun kombinerer med underlige, alternative pop-beats og følelsesladet vokal, men på det her album finder hun virkelig ind til kernen af sin lyd. Sange som ”Blur”, ”Beautiful Wreck” og ”Hollywood” gennemvæder lytteren i farver, og de levende tekster om kærlighed og forhold og californiske drømme leveres med en vokal, der veksler mellem honningsød og bidsk i samme sætning. I stil med Lana Del Rey og Lorde har MØ præsteret at lave et helstøbt album. Det er en plade, der fortjener at blive gennemlyttet fra ende til anden.
Men tilbage til karaokeaftenen. Det viser sig, at der slet ikke er grund til bekymring. Inden jeg når frem til pubben, får jeg en email fra MØs agent, hvor der står, at MØ ser frem til interviewet, og at hun gerne vil synge ”Teenage Dirtbag”. Det svarer jeg selvfølgelig ja til. Da jeg ankommer får jeg et kram fra sangeren, der ikke kan stå stille af begejstring. Hendes energi smitter. Pludselig kan jeg slet ikke vente med at skråle med på poppunk- og grunge-klassikere sammen med en person, som jeg har kendt i fem minutter. Vi er spændte og bestiller drikkevarer (MØ får en Heineken, og jeg bestiller en Jack Daniel’s), hvorefter vi sætter os for at finde ud af, hvilke numre vi skal optræde med.
Over en times tid pløjer vi os igennem Wheatus, Green Day, No Doubt, Nirvana, Marilyn Manson, RHCP og en hel stak Blur-sange. På et tidspunkt, mens vi synger ”Under the Bridge”, lægger MØ harmonier over min falske vokal under linjen // And I don’t ever wanna feeeel, like I did that day / take me to the place I looove, take me all the way //. Jeg ser på hende, hun ser på mig, og jeg tænker, at det her muligvis er den mest terapeutiske oplevelse, jeg har haft hele året. Fuck at bruge en plov i timen på en psykolog. Man skal hellere bruge pengene på en karaokeaften, som man kommer ud af med ny energi og klarhed (altså, rigtig terapi er nok bedre, men du forstår pointen).
Til sidst er vi begge udmattede og sætter os ved et bord under en discokugle for at snakke. Vi er halvfulde, så samtalen er rimelig abstrakt.
Noisey: Du siger, der ikke er mange steder, man kan synge karaoke i Danmark. Hvad sker der for det?
MØ: Nej! Det er der ikke meget af – ikke engang i København. Nogle gange foreslår jeg mine venner, at vi skal finde en karaokebar, og så er de sådan: ”Øhhh…” Jeg kan bedst lide en lille karaokebås som den her, jeg har med at overtænke det på barer.
Totalt. Det er nevepirrende, hvis der er for mange mennesker.
Ja, så skal man ligesom underholde folk. Ikke kun ved at ramme tonerne, man skal også være sjov.
Er der nogen sange, vi har glemt, som du gerne ville have taget?
Jeg elsker at synge Lana Del Rey, jeg kender alle hendes sange. Men folk på karaokebar vil gerne have noget, der kører i et højt tempo. Sommetider ændrer energien sig fra ’party’ til ’følelsesladet’, og det kan jeg egentlig godt lide, men det er ikke alle, der er til det.
Jeg sang Tracy Chapmans ”Fast Car” engang og skræmte alle væk fra dansegulvet. Nåh, men vi er jo egentlig på vores ’første date’. Hvad er den mest akavede date, du har været på?
Det var nok den første date, jeg nogensinde var på. Jeg tror, jeg var 13-14 år gammel. Det var med en fyr, som jeg aldrig havde mødt før – vi havde sms’et lidt inden. Vi var i biografen og se The Matrix 2, og vi mødtes, inden filmen startede, og så sad vi ellers bare der i tavshed og svedte. Vi sagde ikke et ord til hinanden. Bagefter tog vi afsked og talte aldrig sammen igen. Jeg kan huske, jeg tænkte: “Hvad var det?”
Det er bedre at tage en date med til karaoke, ikke? Det var sjovt at prøve det med dig, fordi du er professionel. Har du prøvet det med andre popstjerner?
Jeg har sunget karaoke med Charli XCX – hun er nede med det. Vi varmede op for Sia i Australien, og Charli kendte en karaokebar i Melbourne. Det var vildt sjovt. Men der var rigtig mange mennesker. Det føltes lidt som en koncert.
I må have optrådt sammen før. Hvordan ændrer man sin indstilling, når man skal synge karaoke sammen?
Vi optrådte ikke på samme tid. Hun tog én sang, så tog jeg én, og vi var også vildt fulde.
Det gad jeg godt have set. Jeg er vild med din nye plade. Hvordan har du det selv med den?
Tak! Jeg er helt oppe at køre over den, men det er også nervepirrende. Den udkommer om et par dage, så jeg ret spændt. Jeg har glædet mig i virkelig lang tid til at få den ud. Jeg har det også lidt sådan: ’Fuck!’ Det er meget følelsesladet for mig. Det tog lang tid at finde frem til et sted med den, hvor det føltes helt rigtigt.
Dit sidste album udkom for fire og et halvt år siden. Der er sket meget siden da.
Ja, da ”Lean On” med Major Lazer blev et stort hit, åbnede det en del døre for mig – hvilket selvfølgelig er godt – men jeg tror også, det er derfor, det har taget så lang tid. Jeg skulle finde min stemme igen. Ikke på en dårlig måde, men det var en ny verden for mig.
Hvordan tilpassede du dig til den nye verden?
Den første plade var mere indiepop og elektro. Men dengang var jeg ikke så kendt. Jeg er ikke superstor i dag, men det er anderledes. Så blev hele EDM-tingen mainstream. Jeg havde en kunstnerisk identitetskrise i 2015 og 2016. Jeg vidste ikke, hvilken retning jeg skulle gå i. Jeg er perfektionist, og jeg ville være tro mod min egen filosofi, hvis du forstår?
Hvad er det for en filosofi?
Jeg skal være sikker på, at jeg er mig selv. Jeg gider ikke gøre noget, fordi nogen siger: “Gør det her, det er populært.” Det er der ikke noget forkert i, men jeg havde brug for at finde min stemme igen. Efter ”Lean On” ville jeg udgive en single, der ville klare sig godt, men jeg havde brug for at være mig selv – det skulle ikke bare tjene førstnævnte formål.
Ja, jeg tror, at autenticitet gør en kunstner mere tidløs.
Helt sikkert. De bedste popsange er dem, der viser kunstnerens personlighed. Det er langt sværere at lave den slags singler, fordi så mange faktorer skal spille sammen, og publikum skal være klar til det, men det er værd at vente på.
Du er en alt-pop-troldkvinde. Hvad er din hemmelige ingrediens? Hvad er opskriften på den perfekte popsang?
Den skal være enkel og let at gå til, men den skal også have moderne ’know-how’, men så skal man også have noget fra fortiden med og noget af sin personlighed og så selvfølgelig et underligt twist. Det er stort set de fem hovedingredienser: simplicitet, fortid, nutid, personlighed, underligt twist.
Vildt, at du bare giver mig din hemmelige opskrift uden videre! Men det giver mening i forhold til dine sange. De har klassiske pop-temaer, men de lyder også futuristiske, og så lyder de som dig.
Jeg er glad for, at du synes, de lyder som mig. I begyndelsen var jeg bange for at miste mig selv i det. Jeg var bange for at lave en sang, som enhver anden kunne have lavet. Der gik lang tid, før jeg var sikker nok på mig selv til at sige: “Nej! Det skal være sådan her!” Vi vil altid gerne stå ved vores principper, men det er let at glemme.
Var det svært at navigere i den proces?
Ja. Det er egentlig lidt underligt, for jeg har altid været meget bevidst om at være den, jeg er, og ikke føle mig mindre værd, fordi jeg ikke passer ind i en bestemt kategori. Men lige pludselig – uden at det var nogen andres skyld – begyndte jeg at tvivle på mig selv. Måske var det på grund af alle mulighederne, og fordi det hele gik meget stærkt pludseligt. Men det var fedt at genopdage alle de ting og tænke: “Fuck, selvfølgelig.” Men du må ikke misforstå mig: det er godt at lytte og prøve at udvikle sig, men man skal holde fast i sig selv.
Hvad er dit stjernetegn?
Løve, men jeg har krebsen på ascendanten. Jeg tror, min måne står i skorpionen, men det er jeg ikke helt sikker på.
Det er en interessant blanding. Krebs er tit følelsesladede og tryghedssøgende, men så har du entertainerdelen i form af løven også.
Lige præcis, det er modsætninger. Jeg tror, meget af min inspiration kommer fra den der under kontrast. Jeg har altid identificeret mig med at være løve, men hvad så med alle de andre ting? Hvad er du?
Jeg er vægt.
Fint! Det kan jeg godt lide. Mange af mine nære venner er vægte.
Vi er gode til at være venner. Det er interessant, at du har den der iboende kontrast i dig, for på din første plade synger du, ”I’ve never been a socialite”. Men så har du en anden side med en masse kontakter og forbindelser, du arbejder sammen med så mange folk…
Jeg er vel meget åben, men når jeg er til fest, er jeg super genert. Hvis jeg er et sted, hvor jeg ikke kender nogen, bliver jeg vildt angst, det er min største frygt. Jeg er bange for, at folk ikke kan lide mig. Hvis jeg er til et eller andet fornemt arrangement, tænker jeg altid: “Jeg hører slet ikke til her, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.”
Fester du meget?
Det gjorde jeg engang. Jeg var ret vild med det. Jeg kan godt lide det en gang imellem, men jeg er lige fyldt 30, og jeg kan mærke, at min krop ikke kan klare det så godt længere. Jeg får nogle hårde tømmermænd. Jeg bryder mig ikke om at tænke for meget over tingene. Jeg har det med leve meget i mit hoved, og det er derfor, jeg godt kan lide at drikke og gå ud.
Det kan jeg godt forstå. Det er en befrielse at slippe for sig selv.
Helt klart. Man begynder at drikke i en tidlig alder i Danmark, og jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Nu kan jeg endelig bare *skriger*” Jeg ville ønske, der var en måde at få den følelse uden at skulle gøre noget særligt for det. På scenen føler jeg nogle gange, at følelsen af frihed er det bedste ved det hele. Jeg tror, jeg længes efter den frihed – som vi alle længes efter – fordi jeg længes efter at finde en forbindelse til andre.
Ja, uden alle de andre ting. Uden alle kvalerne…
Præcis. Og det føler jeg, at jeg kan gøre på scenen. Det er den bedste rus i verden. Men det er noget andet end samtaler.
Hvad er den bedste fest, du har været til?
Det har været de fester, jeg var til, da jeg var 20, i den lille by jeg kommer fra. Jeg kommer fra et aktivistmiljø, og vi dyrkede punk og hiphop. Vi havde et hus, hvor vi kunne gøre, hvad vi havde lyst til, så vi havde koncerter og fester. Jeg malede også dengang. Der følte jeg mig fri. Min ven boede i en campingvogn, og vi lavede musik og drak sammen.
Det lyder vildt. Du nævner, at du lige er blevet 30. Det mærkelige ved at blive ældre er, at man føler sig som sig selv, men man er alligevel en anden. Man har sådan et aha-øjeblik, hvor man tænker: ”Nåh, det er sådan, det er at blive ældre.”
Det har jeg tænkt meget over på det seneste. Jeg har prøvet at sætte ord på det for mig selv, når jeg sidder og dagdrømmer. Jeg føler mig virkelig, som jeg altid har gjort, men det er rigtigt nok… noget er anderledes.
Er det noget andet, end du troede, det ville være?
Jeg har altid tænkt: “Om fem års, så er jeg meget klogere og bedre udrustet til at blah blah blah.” Og det mærkelige er, at det faktisk passer. Men i stedet for at mærke efter og være i det, så ser man altid fremad og tænker: “Jeg kunne være bedre.”
Det er svært at sætte ord på, ikke? Men jeg ved godt, hvad du mener.
Mens jeg husker det, så jeg på din Instagram, at du fandt den der bog, den sorte bog, hvem er det nu, forfatteren er?
Haha! Ensom blandt mennesker? Jean-Paul Satre.
Ham filosoffen fra Frankrig, ikke? Det er vildt sammentræf. Den anden dag hørte jeg nogen tale om ham og hans filosofi. Handler det ikke om, at der aldrig kommer et endeligt ’så er det nu’-øjeblik? Alt er kaos, og en gang imellem oplever man lykke og skønhed. Det, synes jeg, er en fed filosofi. Jeg har ikke bogen, men jeg er meget interesseret.
Er der én derude, som vil sende et eksemplar af Ensom blandt mennesker til MØ?
Jeg er ikke en god læser, jeg læser meget langsomt. Jeg har altid lært om ting fra andre mennesker. Jeg har en storebror, som er superklog, og han læser en masse og fortæller mig om tingene.
Jeg så på din Instagram, at du var sammen med en masse klovne tidligere på dagen. Hvad gik det ud på?
Det var et kunstprojekt af en tysk kunstner, men jeg har glemt hans navn. Det var ret underligt. Det var fedt, at klovnene bare slappede af og sov. Det er ligesom en masse entertainere, som lige tager et hvil fra at være på hele tiden… det kan jeg relatere til.
Hvad skal du efter interviewet? Du er i Soho, natten er ung…
Det lyder kedeligt, men jeg skal nok bare tilbage til hotellet og svare på emails.
Det skal jeg sikkert også – minus det med hotellet – så er vi to. Tak for snakken, MØ. Det var fedt!
