Når den københavnske kvintet Mythic Sunship indtager scenen, gør de det, som guitarist Emil Thorenfeldt siger, “med røven i vandskorpen,” fordi bandets musik opstår i nuet. Det eneste, de fem medlemmer planlægger, før de skruer op for forstærkerne, er tonearten for aftenens show – resten er improviseret. Og selv om det lyder som en præmis, der virkelig nemt kunne resultere i et rigtigt lorteshow, har Mythic Sunship haft stor succes med deres potente kombination af psykedelisk rockmusik med inspiration fra kaotisk freejazz. En koncert med Mythic Sunship er et sanseligt overload, hvor den rationelt tænkende del af din hjerne opløses i snørklede og psykedeliske guitar-leads, vilde saxofonsoli og tunge grooves, mens resterne af din bevidsthed sendes en tur ud i verdensrummet.
Selv om du sikkert aldrig kommer til at se Mythic Sunship på de danske hitlister, har bandet, der siden 2016 har udgivet fire plader, herunder sidste uges Another Shape of Psychedelic Music udgivet på El Paraiso Records, skabt sig et stort følge i Europa (i år var de på en stor april-turné, der på tre uger dækkede Tyskland, Holland, Belgien, Italien, Frankrig, Slovenien, Kroatien og Østrig), hvor især den tunge stonerrock-scene har taget bandet til sig. Men til trods for, at bandet, der består af guitaristerne Emil Thorenfeldt og Kasper Andersen, bassist Rasmus Cleve Christensen, trommeslager Frederik Denning og saxofonist Søren Lyhne Skov (som kom med i bandet sidste år), spiller musik, som typisk associeres med tunge hashtåger og frimærkefrembragte hallucinationer, så skiller de sig ud fra deres langhårede kolleger på stonerscenen. ”Vi er nok det tætteste, man kommer på et straight-edge psykedelisk rockband,” siger Emil Thorenfeldt.
Videos by VICE
Det er ikke kun i deres forhold til bevidsthedsudvidende stoffer, gruppen adskiller sig fra resten af scenen. Mythic Sunship mener nemlig, at den psykedeliske musik i mange år har været præget af kedelige klicheer og faste formler, og det har de derfor sat sig for at ændre. For dem handler det om at sprænge rammerne og gøre musikken i sig selv bevidsthedsudvidende.
Vi mødte det pladeaktuelle band uden for deres øvelokale på Mayhem i København til en snak. Hør deres nye album herunder, og scroll videre for at læse, hvad de havde at sige om bevidsthedsindsnævrende musik, at udfordre sig selv musikalsk, og hvorfor det er okay, at de nok aldrig bliver spillet på P3.
Noisey: Hej drenge. Hvad er det, der tiltaler jer ved at præsentere folk for spritny musik, der bliver komponeret på stedet, når I optræder?
Emil Thorenfeldt: For mig handler det ikke kun om, at publikum skal høre noget nyt. Det handler mere om, at det skal være sjovt, farligt og spændende at spille. Vi sætter benspænd op for os selv, så det, vi spiller, bliver ved med at være nyt.
Søren Lyhne Skov: Det er uforudsigeligt, og det gør det interessant både at spille og lytte til. Da jeg begyndte at øve med bandet, fik jeg nogle korte instrukser og en toneart. Det var alt. Det er en tilgang, der tiltaler mig rigtig meget. Den eneste kritik, jeg fik fra de andre i starten, var, at jeg gerne måtte spille vildere.
Men er det ikke vildt angstprovokerende at stå foran et publikum og skulle improvisere det hele?
Emil: For mig er det det modsatte. Det handler om at lytte efter og spille sammen. Vi har hinanden så meget på rygraden. Man kan ikke gøre det med fire tilfældige musikere, men vi kender hinanden så godt efterhånden.
Kasper Andersen: Vores indspilningssessions har været meget tæt på en koncertsituation i virkeligheden. Det er samme tilgang. Vi laver en løs aftale, og så sker der et eller andet.
Frederik Denning: Det er meget sjovere. Når jeg har været ude at spille med andre bands, skulle jeg stå og huske melodier og sangtekster og guitarsoli, der var skrevet ned. Hvis man missede et beat, brasede det hele sammen. Her er man ligesom bare til stede i musikken, og så sker der dét, der sker.
Skal man være helt hamret ud på LSD, når man spiller stonerrock og psykedelisk musik?
Emil: Vi drikker da et par øl, men vi er nok det tætteste, man kommer på et straight-edge psykedelisk rockband.
Frederik: Vi er sikkert mere målrettede end så mange andre bands inden for vores genre. Der er i hvert fald en del, der bare hygger sig og ryger noget bong. Vi er vildt glade for, at stoner-miljøet har taget os til sig, men det er slet ikke der, vi kommer fra. Vi er meget mere inspirerede af jazz og krautrock – John Coltrane, Pharaoh Sanders, alle de store. Der er ikke rigtig nogen af os, som lytter til stonermusik.
Kasper: Vi dyrker også meget Ash Ra Tempel og Can.
Emil: Og en masse japansk rock.
Hvilke tanker ligger bag titlen på den nye plade, Another Shape of Psychedelic Music?
Rasmus Cleve Christensen: Da vi havde lavet pladen, snakkede vi om, at den repræsenterede noget andet end det, man kalder psych rock. Den skulle have en statementagtig titel, fordi vi følte, at vi præsenterer et andet bud på den psykedeliske musik, som vi i virkeligheden synes er mere psykedelisk end så meget andet.
Emil: Langt det meste af den musik, der beskrives som psykedelisk og bevidsthedsudvidende, er rimelig bevidsthedsindsnævrende, fordi det bruger en klassisk opskrift. Hvis man har en wah-pedal og en phaser-effekt og spiller solo over seksten takter, så er det psykedelisk, fordi det så lyder ligesom de klassiske psykedeliske bands. Det er dét, vi prøver at undgå. Jeg er fortaler for en røven-i-vandskorpen-tilgang. Vi skal være lige så meget på glatis som dem, der hører det. Vi skal ikke vide, hvor musikken bevæger sig hen. Når vi spiller, er den på vej et sted hen, vi ikke kender. Det er dér, bevidsthedsudvidelsen opstår.
Hvad kendetegner jeres afart af den psykedeliske musik?
Rasmus: Der skal være ild i den hele tiden. Vi snakker meget om soloens rolle i vores musik. Det skal være som en Coltrane-solo. Der er solo hele tiden, og der må godt være flere oveni hinanden. På den måde er den traditionelle struktur væk.
Det er ikke ligefrem musik, der har bred mainstream-appel. Hvad er jeres mål som band?
Kasper: Nej, det er ikke musik, der skaffer en airplay eller store stadionkoncerter. Vi kommer sikkert heller aldrig med i MTV Cribs, men det er heller ikke det, det handler om.
Frederik: Vi spiller musik, fordi det er fedt at spille musik. Det er målet i sig selv. Vores turnéer er jo bare tre ugers ferie med ens homies, hvor man spiller koncerter næsten hver dag, og det er det sjoveste i verden. På den nye plade er der et højt kunstnerisk niveau, som jeg er ret stolt over at have været en del af – det er vores største ambition. Men personligt er jeg da pisseligeglad med, om vi nogensinde bliver spillet på P3.
Klart, tak for snakken.
