Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Holland
I en del af verden, der er præget af krig, spændinger mellem to befolkningsgrupper og en langvarig militær besættelse, er det være svært at finde ubekymrede festmennesker, der nyder den lokale musikscene. Men i juli 2018, under et Boiler Room-sæt fra den palæstinensiske by Ramallah, kunne man se masser af feststemte mennesker danse til Jazar Crews musik. Dj-duoen, som består af Ayed Fadel og Rojeh Khleif, prøver at puste nyt liv i den regionale musikscene ved at arrangere fester, hvor unge palæstinensere for et øjeblik kan glemme Israel-Palæstina-konflikten.
Videos by VICE
Fadel og Khleif var for nylig i Amsterdam for at fortælle om deres musikalske aktivisme i forbindelse med arrangementet Body in Revolt. Jeg ringede til Fadel for at spørge ind til duoens arbejde og de udfordringer, duoen møder under deres forsøg på at forbedre tilværelsen for unge palæstinensere.
Noisey: Hej, Ayed! Hvad er ideen med Jazar Crew?
Ayed Fadel: Vi grundlagde musikkollektivet, fordi vi ville skabe dansegulv og safe space, hvor unge palæstinensere kunne slå sig løs i den israelske by Haifa, hvor vi begge to bor. Det begyndte helt af sig selv, da vi følte, at vi som arabere ikke var velkomne på den elektroniske musikscene i Israel. Vi vidste slet ikke, det ville gå i den retning, det er gået i nu.
Hvorfor følte I ikke, I var velkomne?
Desværre oplever vi som palæstinensere ofte, at vi bliver afvist på klubber og ved festivaler i Israel. Værten eller dørmanden til en fest beder måske om at se militær-ID, og sådan et har man ikke som palæstinenser, fordi vi ikke har været i det israelske militær. De finder et påskud for ikke at lukke os ind, så derfor besluttede vi os for at skabe et rum, hvor unge palæstinensere kan danse.
Hvordan startede det hele?
Vi startede med at have en meget eksklusiv gæsteliste – kun 50 navne. Hvis man ikke var på gæstelisten, kom man ikke ind. Det skulle være et safe space, der var frit for homofobi, sexisme, macho-attitude, racisme og chauvinisme – det er vi meget strikse med. Tanken var at skabe en stærkt kerne, en arabisk undergrund, på israelsk territorie. I dag arrangerer vi klubaftener i Jerusalem, Jaffa og på Vestbredden. Til at starte med havde vi palæstinensere, som bor i Israel, ingen tilknytning til palæstinenserne på Vestbredden. Palæstinensere uden israelsk pas kan ikke bevæge sig frit, og derfor vokser vi op i segregerede samfund. Vi begyndte at bygge bro mellem samfundene og grundlagde en samlet palæstinensisk elektronisk musikscene.
Hvilke udfordringer møder man, når man vil arrangere koncerter på palæstinensisk jord?
Da vi begyndte, var det svært at organisere det hele på en praktisk måde, fordi vi fysisk var så langt fra hinanden. Myndighederne gjorde det heller ikke lettere for os. De gik ud fra, at vi kun var interesserede i stoffer, alkohol og hedonisme. Generationskløften betyder meget der. Myndighederne forstår ikke unges behov, de forstår ikke, at det er vigtigt at bygge en musikscene op, og at det kan være med til at skabe en fælles palæstinensisk identitet. Det er vigtigt at få afløb gennem dans og kunst, især når man bor et sted som Palæstina, hvor man ikke kan bevæge sig frit. Det er meget svært at finde plader, fordi der ikke findes pladeforretninger i Palæstina. Det er også svært at finde lydsystemer, at få tilladelse, og officielt skal vores fester slutte klokken 1. Myndighederne håndhæver det strengere for tiden, men det er lige meget, for de kan ikke stoppe os – vi har spilet mp3’er, og vi gør alt, hvad vi kan for at arrangere fester, hvor palæstinensere kan danse og glemme deres lidelser og konflikten, der præger deres liv.
På det seneste har der været mange kunstnere, som har meldt ud, at de ikke vil spille i Israel. Hvor står I i forhold til #DJsForPalestine?
Jeg støtter bevægelsen, fordi det lægger pres på den israelske regering, når kunstnere boykotter landet. Promotere og bookere får sværere ved at finde kunstnere, og det får dem måske til at reflektere over tingene. De skal forholde sig til de etiske problemer, som en boykot sætter fokus på, og det er et stort skridt i den rigtige retning.
Skal kunstnere være mere politiske?
Ja. Kunst uden et budskab er ikke kunst. Kunst opstår, når man er engageret i sin omverden og vil ud med et budskab. Kunst skal ikke bare være sjov og ballade, det skal også have dybde. Min kunst repræsenterer den kamp, jeg kæmper hver dag. Som dj ser jeg musikken som et måde at få afløb på.
Hvad mener du, palæstinensiske unge har brug for i deres liv?
Vi har brug for dialog på Vestbredden mellem unge, kunstnere og myndigheder. De skal forstå, hvor vigtigt det, vi laver, er, og hvordan vi kan få den israelske regerings forbrydelser frem i lyset. Vi lever i et besat land, og dans er en nødvendighed. Det ville hjælpe på tingene, hvis vi havde flere klubber, kunstnere, producere, plader og lydanlæg.
Er du positivt stemt i forhold til fremtiden?
Jeg føler mig tit forvirret, for jeg kan ikke finde ud af, om tingene går i den rigtige retning eller ej. Jeg håber, flere mennesker får øjnene op for den palæstinensiske sag, selv om Palæstina er et småt sted på kloden. I mellemtiden bliver vi ved med at danse og lave musik for i det mindste at kultivere en følelse af frihed, så vi kan blive ved med at kæmpe for en lysere fremtid.
Tak for snakken.
