Mød drag-kollektivet for udviklingshæmmede

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Drag som kunstform er et globalt fænomen og en verdensomspændende industri. I dag er dragqueens kendisser, der via programmer som RuPaul’s Drag Race er blevet fast inventar i familieunderholdningen på tv. Men udviklingshæmmede er fortsat fraværende i drag-verdenen. Det har et nyt dragshow ved navn Drag Syndrome, der byder på dragqueens og –kings med Downs syndrom, sat sig for at råde bod på.

I december 2017 arbejdede koreografen Daniel Vais med Culture Device Dance Project, et dansekompagni for dansere med Downs syndrom. Culture Device var inviteret til at optræde ved LimeWharf i Østlondon. Med sig til forestillingen havde Vais skuespilleren Sarah Gordy – den første person med Downs syndrom, som har modtaget den fornemme MBE-orden af den engelske dronning. Det viste sig, at der samme aften var fest for dragqueens på LimeWharf. ”Sarah var vild med forestillingen,” siger Vais. ”Jeg spurgte hende, om hun havde lyst til selv at prøve det. Hun kiggede på mig og svarede, ’Ja!’”

I Storbritannien, hvor Drag Syndrome hører hjemme, fødes der i gennemsnit to børn med Downs syndrom hver dag: på nuværende tidspunkt er der godt 60.000 mennesker med Downs syndrom i landet. Som oftest er folk med Downs syndrom udviklingshæmmede, lave af statur og har et fladt baghoved. Folk med Downs syndrom er underrepræsenterede i kulturverdenen: kun omkring fire procent af ansatte ved britiske museer og kulturinstitutioner identificerer sig som handicappede, ifølge en rapport fra 2017. ”Folk ser personer med Downs syndrom som uskyldsrene og nuttede væsener,” siger Vais. ”Man ser ikke deres virkelig potentiale. Folk tænker sjældent, gad vide, hvad den her person med Downs syndrom kan udrette?”

Han ser Drag Syndrome som en måde at opmuntre kulturinstitutioner og teatertrupper til at åbne for ”udviklingshæmmede og inkludere dem”. Men han insisterer på, at Drag Syndrome ikke handler om velgørenhed: det er et dragshow i sin mest essentielle form. ”Det hele udspringer af kunsten… publikum ser, at handicappede kan være både rock’n’roll og avantgarde, og så bliver de accepteret”.

Den 29. marts sidste år var Drag Syndrome klar med deres første forestilling på vFd, et LGBTQ-teaterrum i Østlondon. Det udsolgte show, som bød på seks forskellige optrædende, blev markedsført som ”Londons første undergrunds-dragshow med optrædende med Downs syndrom”. Der var en stor energi i lokalet, og bagefter var deltagerne helt eksalterede, husker Vais. ”De sagde alle sammen, ’vi håber, der kommer flere’,” fortæller han. Siden da har yderligere fire optrædende meldt sig til truppen.

”Drag giver selvtillid,” siger 31-årige Otto Baxter, der optræder under navnet Horrora Shebang. Baxter, som har Downs syndrom, er en af Drag Syndromes største stjerner. Da han var yngre, så han Priscilla, Queen of the Desert og Rocky Horror Picture Show, og begge film har inspireret hans eget sceneshow. Han arbejder på nuværende tidspunkt på at producere og instruere sin egen gyserfilm.

”Jeg elsker alt ved dragshowet – udvælgelsen af musikken, forberedelsen, at gå i karakter, prøve nye dansetrin af og eksperimentere med sminken,” fortæller Baxter mig. Han mener, at alle burde prøve at optræde i drag mindst én gang i deres liv. ”Det er overvældende! Man skal ikke tage sig af, at folk siger, det bare handler om sex. Det er en kunstform, så fat mod, og prøv det af selv.”

I begyndelsen udvalgte Vais musikken for de optrædende, men i dag sammensætter de selv soundtracks. Dragkingen Justin Bond, hvis rigtige navn er Ruby Codiroli, elsker at danse til ”Can’t Stop the Music” af Justin Timberlake. Den 20-årige kvinde fra Hertfordshire blev først introduceret for konceptet via RuPaul’s Drag Race. Og selvtilliden har aldrig været et problem. ”Når jeg står på scenen, ejer jeg stedet. Det er mit! Jeg er trods alt en konge. Jeg bliver aldrig bange eller nervøs. Jeg er superfokuseret.”

Det kræver meget planlægning og mange ressourcer at rejse rundt med kunstnere, som har Downs syndrom, da folk med den lidelse ofte bliver hurtigt udmattede og skal ledsages af hjælpere. ”Det er lidt ligesom modeverden, hvor folk har hjælpere og assistenter, og mange af dem kan ikke gå langt, så man skal køre med taxa overalt,” siger Vais. Men det har ikke afholdt ham fra det. I november sidste år optrådte truppen i Norge for første gang, og de har planer om en verdensturné i løbet af i år. Vais håber, at andre mennesker med Downs syndrom ser showet og lader sig inspirere til selv at optræde eller finde andre kreative udtryksformer. ”Jeg håber, vi kan vise andre med Downs syndrom, at de har muligheder ligesom alle andre,” siger han. ”De kan være del af en kultur, lige meget om det er optræden, dans, politik eller mode.”

”Vi vil vise familier og forældre til børn med Downs syndrom, at alt er muligt,” fortæller han. ”Verden har ændret sig, og folk med Downs syndrom ændrer sig også, og de har langt flere muligheder end før.”