Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Arabia
Utallige familier bor på kirkegårdene rundt omkring i Kairo, klemt sammen i små rum, der oprindeligt blev bygget for at give gæsterne ly for solen. I årtier har ejerne af kirkegårdene udnyttet byens akutte boligmangel ved at udleje rummene til Kairos fattige. I dag vurderes det, at én million ud af byens 19 millioner indbyggere bor på en kirkegård.
Videos by VICE
66-årige Nariman Al Samra har tilbragt hele sit liv på Salah Salem-kirkegården, også kendt som De Dødes By. “Det har været min udsigt i omkring 60 år,” fortæller hun, og kigger udover skoven af gravsten. Nariman kan se, hvor utryg jeg er. “Du skal ikke være bange,” siger hun for at berolige mig, “de døde er døde.”
Hendes værelse er spartansk – en lille seng, tre stole, en blæser og et billede af hende selv fra hendes ungdom. Hun har opgivet håbet om, at regeringen nogensinde finder hende en mere human bolig.
“Jeg blev født her, jeg blev gift her, jeg har fået mine børn her, og jeg regner med at blive begravet her,” fortæller hun. “På 66 år er jeg aldrig blevet tilbudt en rigtig lejlighed, og nu er jeg på dødens rand.”
Hendes datter, Fatma, bor i værelset ved siden af sammen med sin mand og fire børn. Hun har ikke mange penge at gøre godt med – hun sælger ænder og kyllinger på det lokale marked – men familien modtager heller ingen understøttelse fra det offentlige. Nariman har to sønner, som ikke bor på kirkegården, men hun vil ikke bede dem om penge. “De har deres egne familier og deres egne problemer,” siger hun. “Jeg kan ikke bede om de penge, som deres egne børn egentlig skal have.”
Selv om hun har tilbragt hele sit liv på en kirkegård, er hun ikke blevet helt følelseskold over for, hvor underligt det er at være omringet af døde kroppe. Hun siger, at hun stadig bliver bange, især om aftenen. “Vi er kun mennesker,” siger hun. “De søvnløse nætter kommer normalt, når en ny person er blevet begravet her.” Faktisk undgår hun så vidt muligt at gå rundt på kirkegården en uge efter en begravelse.
Fatma boede godt nok et andet sted med sin familie i et stykke tid, men blev tvunget til at flytte tilbage. “Jeg boede i slumkvarteret Manshiyat Nasser i det sydlige Kairo, men pludselig steg vores husleje så voldsomt, at vi ikke havde andet valg end at flytte tilbage til min mor.” I februar 2016 ansøgte Fatma om understøttelse og en almen bolig gennem en statslig ordning, men hun har endnu ikke fået noget svar.
Fatma fortæller, at hendes børn selvfølgelig er ret bange, især når det bliver mørkt. “De vækker mig midt om natten, så jeg kan følge dem på toilettet, fordi de er bange for at gå rundt mellem gravstenene.” Men det hele bliver lidt nemmere om dagen – gravstenene er meget praktiske, når man skal lege gemmeleg.
Selvom Salah Salem ligger ved siden af den største politistation i Kairo, fastholder Fatma, at beboerne ikke føler sig trygge. “Vi er nemme ofre for tyve,” siger hun. “Og hvis vi ringer til politiet, ignorerer de os.”
Det er samme historie, hvis man besøger en anden kirkegård i nærheden af Salem. Hver dag sidder Haj Hanafy foran en metalport ved indgangen. Den 80-årige mand har arvet jobbet som sikkerhedsvagt fra sin far. Han kan knap nok hverken høre eller se, men han insisterer stadig på at invitere mig hjem i sin lejlighed på kirkegården.
Hanafy bor med sin kone i et værelse uden vinduer, mens hans datter Kawthar og hendes sønner på 15 og 18 bor overfor i et mindre rum. Han fortæller, at ejerne af kirkegården truer med at smide ham ud og erstatte ham med en yngre vagt, og hvis det sker, aner han ikke, hvor hans familie skal bo.
“Mange tror, at man vænner sig til at bo på en kirkegård, at efter et stykke tid, så er okay at være omringet af død hele tiden, men det bliver ikke bedre,” siger Kawthar, som arbejder som rengøringshjælp. “Som oftest er mine børn og jeg bange, når vi går i seng.”
Hendes største frygt er, hvad der vil ske med hendes familie, hvis hendes far mister sit job. “Så er der ikke andet at gøre end at bo på gaden,” siger hun bekymret.
Selv om hun har fået hjælp fra en NGO, synes Kawthar, at det er unødvendigt kompliceret, tidskrævende og dyrt at ansøge om bistandshjælp og en almen bolig. “Jeg kan ikke bruge den ene dag efter den anden på at sende dokumenter frem og tilbage, bare for at få dækket basale menneskelige behov,” siger hun. “Jeg bliver nødt til at tage på arbejde, så jeg kan tjene penge til at brødføde min familie. Selv om jeg gør det, har jeg ikke råd til at betale depositum eller husleje for de billigste lejligheder.”
Lige rundt om hjørnet bor Hajja Abel Hakim, som har boet på kirkegården hele sit liv, men er desperat efter at skabe et bedre liv for sin datter og børnebørn i deres eget hjem. “Ved sidste valg sagde præsident Sisi, at hvis vi stemte på ham, ville han sørge for at skabe boliger for alle dem, der bor på kirkegårdene,” siger han. “Så vi stemte på ham, men det viste sig, at han løj for os. Der er ikke sket noget som helst.”
Herunder kan de se flere billeder af dem, der bor på kirkegårdene i Kairo.
