Denne artikel blev første gang publiceret af MUNCHIES USA i oktober 2014.
At være tjener ved oktoberfest er hårdt. Meget hårdt. Man navigerer rundt mellem feststemte og fulde mennesker, ens vagter varer op til 16 timer, og man balancerer op mod 12 fyldte én-liters krus ad gangen. Det lyder ikke lige umiddelbart som den mest afslappende tjans, men for den professionelle fotograf Sonja Herpich er forholdene i Hofbräu-teltet under Münchens årlige oktoberfest lige så afslappende som en uge på langs ved middelhavet. At servere øl ved oktoberfest startede med at være på listen over ting, hun skulle nå, inden hun dør, men nu anser hun den 16 dage lange festival for at være både et mentalt afbræk fra hendes kreative arbejde og en mulighed for at udfordre sig selv.
Videos by VICE
Det eneste, der kan forhindre mig i at arbejde under oktoberfesten, er, at jeg bliver gravid eller brækker benet.
Vi mødte Sonja ved afslutningen på hendes femte år som tjener ved oktoberfest, som hvert år trækker mere end seks millioner besøgende til München. Hun mestrer at balancere de tunge Maß-ølkrus og at servicere den massive skare af festivaldeltagere, samtidig med at hun dokumenterer sine oplevelser igennem en serie af selvportrætter, hun tager af sig selv hver morgen og aften. Vi talte med hende kort efter festivalens afslutning for at høre mere om livet som tjener ved oktoberfest, og om hvordan man fejrer festivalens afslutning.
MUNCHIES: Så sluttede dette års Oktoberfest. Hvordan gik det? Sonja Herpich: Jeg er enormt træt. Under festlighederne har vi alle sammen følelsen af, at det er et nemt job; man bliver ikke syg af det eller noget. Men når vi så lige får en pause, så mærker man pludselig, at kroppen er nedkørt. Benene smerter, og musklerne kramper. Men i år var vores organisering så god, at der var enighed om, at det var et af de nemmere år. Der var ikke så meget drama, og jeg er af den opfattelse, at gæsterne var sødere i år, end de plejer at være.
Alle fotos af Sonja Herpich.
Hvordan endte du med at arbejde til oktoberfest? For omkring 15 år siden arbejde jeg med at sælge kringler efter skoletid. Jeg kan godt lide den slags arbejde – man arbejder hårdt på steder fyldt med mennesker. Jeg kunne derfor godt tænke mig at prøve noget lignende igen – dog uden at sælge kringler eller souvenirs. På et fotoshoot mødte jeg en madstylist, der også arbejdede som tjener til oktoberfest. Vi talte sammen om oktoberfest, og jeg fortalte hende, at det var en livslang drøm for mig at få lov til at arbejde der. Så tænkte hun over det, introducerede mig til de andre piger, og det var så min måde at komme med på holdet.
Hvad gjorde dig interesseret i jobbet? For mig var det en selvrealiserende oplevelse. Nogle mennesker vandrer i Alperne for at finde ud af, hvor hårdt de kan presse sig selv. For mig var det oktoberfest. Er jeg i stand til at klare det? Er jeg stærk nok? Det er de samme spørgsmål, jeg stiller mig selv hver eneste år. Som fotograf skal man hele tiden overveje: “Skal jeg tage billedet fra denne vinkel eller en anden?” Der er ingen, der fortæller dig: “Nu er det færdigt.” Man er nødt til selv at have en fornemmelse af, hvornår et billede er færdigt.
Oktoberfest er noget helt andet. Jeg kan slå hjernen fra, og det gør arbejdet let. Det er fuldstændig ligegyldigt, om jeg serverer øllet fra den ene eller den anden side. Jeg serverer bare øl, og det er meget nemt. Det er en lille ferie for min hjerne. Det er en slags auszeit, en pause fra ens normale tilværelse.
Hvordan ser en typisk arbejdsdag ud? Det er hårdest i weekenden. Vi starter om morgenen ved otte-ni tiden, og når vi ankommer til teltet, står der allerede hundredvis af mennesker og venter på, at dørene åbner. Vi går indenfor, og alt er tomt og koldt. Så gør vi os klar til at begynde udskænkningen og tørrer bordene af. En halv time senere åbner sikkerhedsvagterne dørene, folk går helt amok og løber skrigende ind i teltene på udkig efter et bord. Vi står ude i siderne af teltet og følger med i spektaklet og begynder så at servere øl ved ni-ti tiden. Det er hårdt arbejde at servere de første par omgange til folk, og ja, så begynder folk at blive berusede. Dagene består af de samme rutiner. Man sælger øl, og man sælger mad. Der er mennesker overalt. Folk der danser, folk der råber, folk der hopper rundt. Det er man nødt til navigere igennem. Alle vil have de øl, man bærer. Man er nødt til at beskytte alt – også ens lommer. Man kan ikke lade noget stå ubevogtet.
Når klokken bliver 15, smider vi alle folk ud af teltet, så vi kan rydde det hele op igen. Så føles det næsten som om, en helt ny dag begynder. Klokken 16 kommer de firmaer, der har bestilt bord, og vi starter forfra med et nyt sæt gæster, der endnu ikke er fulde. Vi arbejder så indtil sidste udskænkning kl. 22.30. Så bliver folk smidt ud, og det går rimeligt hurtigt. Sikkerhedsvagterne kommer ind i teltet, lukker barerne og beder folk om at gå. Så samler vi alle de beskidte glas og sender dem til opvask, rydder bordene og drikker et par øl selv. Så tager vi hjem, og jeg er som regel hjemme ved midnatstid.
Hvor mange øl kan du bære? Jeg kan bære 12 øl. Der en særlig metode – det ser meget tungere ud, end det er. Det er selvfølgelig tungt, men med den rigtige teknik går det fint. Det er rigtig sjovt, når fyre eller turister siger: “Wow, det vil jeg også prøve,” for bagefter at udbryde: “Det er alt for tungt, åh gud, jeg kan ikke klare det.” De kender ikke den rette metode.
Hvad er det allerførste, du har lyst til at gøre, når det hele er overstået? Har du lyst til et stort krus øl eller et lang varmt bad og en omgang massage? Begge dele. Vi fik ret mange øl i går, og i dag har vi også drukket et glas champagne for at fejre, at det er overstået, at det hele gik som smurt, og at ingen fra vores hold kom til skade. I morgen tager vi alle sammen på wellness-hotel for at få lidt massage, lidt god mad og noget fred og ro. Så jeg skal både have øl og massage.
Hvad var det bedste, der skete i år? Den sidste aften er noget særligt. Når oktoberfest er overstået, er der et specielt arrangement for alle tjenerne. Hele teltet var fyldt med stjernekastere, lysene blev slukket, og der blev spillet “Angels” med Robbie Williams. Under hele oktoberfest er det forbudt at stå på bordene, men til allersidst stiller alle tjenerne sig op på bordene. Der bliver skreget og grædt, og det bliver fejret, at det hele er overstået. Man får gåsehud. Det er ret fantastisk. Alle er bare så glade.
Havde nu nogle dårlige oplevelser i løbet af festivalen? Der var en enkelt rigtig dårlig oplevelse. En af vores gæster kom ud for en frygtelig ulykke. Han sad på et hegn og skreg og var glad. Så faldt han bagover, lige ned på nakken, og rejste sig ikke igen. Jeg ringede efter sikkerhedspersonalet, og der kom samaritter og tilså ham. Jeg gik ned til mine kolleger og brød sammen, fordi det var så voldsomt at overvære. En halv time senere var jeg dog kommet så meget til hægterne, at jeg kunne arbejde videre. Han havde det sjovt, festede og hyggede sig med sine venner, og så to sekunder senere lå han dér på jorden.
Og du fortsatte med at arbejde? Ja. Bordene, der ikke grænsede helt op til hegnet, havde ingen anelse om, hvad der var sket, og de skreg derfor efter øl. Man har de her forfærdelige billeder kørende oppe i hovedet, men er nødt til at fortsætte som om, at intet var hændt. Det kunne jeg ikke klare. Jeg var nødt til at have en pause, nødt til at drikke en øl, græde en smule, og så en halv time senere var jeg i stand til at arbejde videre. Der sker masser af ulykker, men normalt resulterer de højest i lidt blodige hænder.
Det er et hårdt job. Ja, det er det. Folk kommer med én eneste ting for øje: at drikke sig fulde. Folk mister kontrollen, når de drikker og begynder at opføre sig åndssvagt. Og man befinder sig midt i det hele, pinligt ædru.
Vender du tilbage til oktoberfest? Ja, det gør jeg helt sikkert. Det eneste, der kan forhindre mig, er, hvis jeg bliver gravid eller brækker benet. Jeg vil gøre det hver eneste år resten af livet. En af mine kolleger har været med i 19 år, og hun er fantastisk. Hun har lært mig alt, hvad hun ved. Hvordan man bærer øllene, hvordan man håndterer gæsterne, hvordan man får det hele til at fungere. Man er nemlig nødt til at værne om sin privatsfære. Man skal være sød, men man er også nødt til at være bestemt overfor gæsterne: “Her går grænsen. Hertil og ikke længere.”
Hvad skal der ske nu, når oktoberfest er overstået? Skal du bare slappe af? Begge dele. Jeg tager med mine kollegaer på det her afslappende wellnessophold, og så skal jeg på arbejde i den kommende weekend. Så tager jeg en kort ferie med min familie – jeg har et barn på et år – og vi skal fejre hendes fødselsdag med en tur i bjergene. Og så er det tilbage til den normale tilværelse. Jeg har en soloudstilling i slutningen af oktober i München, og jeg skal derfor organisere en masse ting. Der er stadig meget arbejde at lave. Så det bliver en kort hvileperiode på et par dage, inden den står på arbejde igen.
Tak fordi du ville tale med mig, Sonja.
