Mød mændene, der vil skille sig af med deres giftige maskulinitet

Artiklen er oprindeligt udgivet af Broadly USA

I 2006 kom 56-årige Nathan op at skændes med sin teenagesteddatter, fordi han var utilfreds med, at hun ikke passede sine huslige pligter. Skænderiet eskalerede, og Nathan skubbede steddateren, så hun faldt. De havde tit sloges på den måde, men det var aldrig gået så vidt før.

”Det er en af de værste ting, jeg nogensinde har gjort,” fortæller Nathan. ”Jeg havde det, som om jeg forlod min krop. Min vrede eksploderede fuldstændig, det var helt ude af proportioner. Jeg tror næsten, jeg blev lige så bange for min reaktion, som hun gjorde.”

Nathan indså efterfølgende, at han havde brug for hjælp til at takle sine følelser. Han har altid ligget til venstre for midten på det politiske spektrum, doneret penge til Planned Parenthood, der tilbyder underbemidlede kvinder hjælp med blandt andet abort, udvandret fra biografer, hvis en film var for voldelig, og har i det hele taget aldrig udvist den type adfærd, man normalt associerer med ”giftig maskulinitet”. Men ligesom så mange andre er han opvokset med en ide om, at dominerende adfærd er et ønskværdigt karaktertræk i en mand. Nathan er gammel amerikansk fodbold-spiller, han har altid troet, at smerte er noget, man gemmer bag en barsk facade.

Få måneder efter slagsmålet stødte Nathan på ManKind Project, en nonprofit organisation, der arrangerer ”erfaringsbaserede kurser i personlig udvikling for mænd”. Han tilmeldte sig et tre dage langt intensivt træningsprogram og fulgte op på det med et 10 uger langt ”integrationsforløb”.

ManKind henvender sig til et traditionelt maskulint segment af befolkningen – optagelsesritualet kaldes ”New Warrior Training Adventures” – men de bruger mest tid på at arbejde med stereotypisk ”ikke-maskuline” ting, som følelser. Igennem programmet har Nathan lært at analysere sine følelser og finde ud af, hvor de kommer fra, og hvordan de opstår, forklarer han. Han har også lært jævnligt at vurdere sine følelser samt teknikker til at dæmpe vredesudbrud.

”Jeg skulle reflektere meget over mig selv for at lære at forstå, hvordan jeg gennem mit liv har projiceret mine frustrationer på min familie,” siger han. ”Jeg har altid været klar over, at ansvar og følelsesbearbejdelse er en del af at være mand, men efter jeg rent faktisk er begyndt at praktisere det, har det fuldstændigt vendt op og ned på mit forhold til min familie.”

Da nyheden om Harvey Weinstein-skandalen kom frem i oktober 2017, steg antallet af Google-søgninger på “toxic masculinity” (giftig maskulinitet, red.) med 50 procent. Det skete nærmest fra den ene dag til den anden. Den magtfulde filmproducer – som endte med at stå anklaget for overgreb mod og/eller voldtægt på mere end 80 kvinder – blev pludselig fremhævet som skræmmebilledet på ”giftig maskulinitet”, en tyrannisk form for adfærd, der forherliger seksuelle erobringer, vold og undertvingelse.

Selv om den voldsomme debat, der fulgte i kølvandet på afsløringerne, samt fremkomsten af #MeToo-bevægelsen, gav indtryk af, at en skelsættende udvikling i kønsdynamikken var under opsejling, så har hændelserne over det sidste års tid – fra de dødbringende ”incel”-angreb til Brett Kavanaughs opførsel foran højesteretsdommerne – vist, at der stadigvæk er lang vej endnu. Det til trods er der tegn på, at flere mænd, ligesom Nathan, er i gang med en selvransagelsesproces.

ManKind Project er med sine kurser og uddannelsesprogrammer en del af en bevægelse i USA, som er grundlagt og styret af kønsforskere, rettighedsorganisationer, NGO’er og kunstnere, der under en samlet betegnelse er kendt som ”bevægelsen for sund maskulinitet”.

Græsrodsbevægelsen har til hensigt at omdefinere maskulinitet for at komme den giftige maskulinitet til livs. Og selv om fokus er på behandling af vrede og aggressive impulser, så er filosofien endt med at favne mange andre aspekter af moderne maskulinitet.

Det vides ikke helt præcist, hvor mange initiativer der eksisterer i USA, men visse kurser, som dem Promundo og Men Can Stop Rape tilbyder, hævder allerede at have nået ud til millioner af mænd, der søger sundere måder at udtrykke deres maskulinitet på. Det sker hovedsageligt ved, at man tilbyder mænd en ny definition af maskulinitet – en definition, der ofte henvises til som ”progressiv” eller ”moderne” maskulinitet – som afviser den smalle afgrænsning af, hvad der traditionelt opfattes som ”mandigt”.

”Progressiv maskulinitet handler om at komme i kontakt med sine følelser og bortmane frygten for at vise sin sårbarhed,” siger Stephen Hicks, der første gang stødte på bevægelsen via programmet ReThink Masculinity, som han i dag arbejder med. ”Det handler om at række ud og bede om hjælp, når man har brug for det, om at dukke op, om at tage ansvar, om at arbejde med følelserne for at støtte det fællesskab, hvis arbejde man han nydt så godt af. Det handler om at indse, at man ikke har krav på andre menneskers kroppe eller deres tid, det handler om at forstå samtykke og om at bekræfte mangfoldigheden i et menneske, diversitet i det hele taget og det maskuline udtryk.”

ReThink Masculinity (RTM), som er resultatet af et samarbejde mellem forskellige aktivistgrupper som Collective Action for Safe Spaces, ReThink og den Rape Crisis Center i Washington D.C., er et to måneder langt kursus i Washington D.C., der promoverer ligestilling, arbejder mod kønsbaseret vold og underviser mænd i ”progressiv maskulinitet”.

Hver uge modtager de godt 20 kursister læsemateriale, hvor de kan lære om arbejdet med deres følelser, mikroaggression og strukturelle overgreb. De mødes i diskussionsgrupper og diskuterer emnerne og udfører øvelser under kyndig vejledning fra tidligere kursister, der har gennemført forløbet.

Hicks fortæller, at undervisningsplanen for uge fire, som fokuserer på samtykke og voldtægtskultur, som oftest er den sværeste for kursisterne at takle. Diskussionerne ledes af en erfaren krisehjælpsvejleder og starter med, at mændene taler om, hvordan de selv spiller en rolle i videreføringen af voldtægtskultur. Selv om de ikke nødvendigvis har begået overgreb, så opfordres de under diskussionerne til at overveje, hvordan de selv er led i en ulighedskultur, der foranlediger systematiseret overgreb. Kursisterne udstyres med redskaber til at identificere og takle problemerne ude i virkeligheden. Kurserne hos RTM udspiller sig i fortrolighed, og derfor har Broadly heller ikke haft mulighed for at følge forløbet. Hicks fortæller, at der typisk tegnes et anspændt og kompliceret billede af kursisternes forhold til samtykke og overgreb henover forløbet. Nogle af mændene afslører sig selv som tidligere overgrebsforbrydere, mens andre kommer ud som overlevere – visse har begge roller.

Efter kursisterne har delt deres personlige historier, trækkes diskussionen ud i en bredere, kulturel kontekst. Man taler om blandt andet #MeToo, Harvey Weinstein og Bill Cosby og stiller spørgsmålstegn ved, hvem der bliver hørt, og hvem der bliver overhørt i samfundsdebatten. Til sidst tjekker de ind med hinanden for at sikre, at alle er okay, det er en øvelse i at lytte – afslutningsvist kører man rollespilsscenarier for at træne samtykke i praksis. ”Vi underviser i, at et ’nej’ kan repræsentere tryghed og selvsikkerhed,” siger Hicks. ”Når man ved, at man har givet nogen muligheden for at vælge det, der er rigtigt for dem, kan man finde en vis styrke i det.”

Hicks siger, at de evner han har tilegnet sig gennem RTM-kurset har vist sig at være meget brugbare i hans dagligdag, hvor han arbejder som dørmand. Før brugte han aggression og fysisk dominans for at holde ro og orden på den beværtning, han arbejder på – en form for ”erhvervsbetinget maskulinitet”, der har vist sig at optrappe konflikter mellem udsmidere og gæster. I dag, når der opstår et problem for en gæst, er deres behov Hicks’ første prioritet. Han finder vand frem til dem, finder deres venner for dem og ringer til en taxa, hvis der er behov for det. Han sørger for, at de er i stand til at komme hjem og rapporterer så om hændelsen til sin leder. Selvfølgelig har han stadigvæk lyst til at pande den person, som har forulempet gæsten ned, men det gør han ikke, fortæller han.

Selv om Hicks først har set lyset i progressiv maskulinitet som voksen mand, så findes der også kurser i sund maskulinitet for teenagere. Et af dem er Maine Boys to Men, som forsøger at opmuntre unge drenge, mens de fortsat er i gang med at støbe deres identiteter som sociale væsner, til at inkorporere filosofien i deres verdenssyn. Det skal ikke bare komme drengenes omgangskredse til gode, men også hjælpe dem med at leve bedre liv. Unge mænd, hvis attitude og opførsel ligger i forlængelse af stereotypisk maskulinitet, er statistisk set mere tilbøjelige til at være voldelige, misbruge stoffer og insistere på ulige roller i et heteroseksuelt parforhold og har derudover generelt mere udsatte i forhold til psykisk sygdom.

MTBM’s fire uger lange kursus for drenge i 8.-9. klassealderen sigter efter at give de unge mænd et rum, hvor de kan give udtryk for deres følelser og interesser. Materialet, der gennemgås, minder meget om det, ReThink Masculinity bruger, men det er dog vinklet til yngre kursister. Ligesom deres øvrige kurser begynder dette med ”kønskasse”-øvelsen. Underviseren tegner en kasse på tavlen, og så skal kursisterne fylde kassen ud med maskulinitetsstereotyper – hård, bølle, vred, kriger. Konsekvenserne ved ikke at legemliggøre de egenskaber skrives udenfor kassen – til grin, får tæsk, bliver droppet. Den færdige illustration fører til en samtale om, hvor begrænsende den dominerende definition af maskulinitet kan være, og hvordan det påvirker både drenge og piger. Kurset indeholder også storytelling-komponenter, som kommer ind på spørgsmål om samtykke og kønsdynamik.

Ifølge en tredjeparts evaluering foretaget af University of Southern Maine, så er den type fordybende læring, som kurset tilbyder, effektiv i forbindelse med at lære drengene om køn, vold og lighed. MBTM’s leder, Heidi Randall, siger, at hun oplever, at eleverne omgående bruger det, de har lært i praksis.

”Et par af drengene, som har deltaget i kurset, overhørte nogle klassekammerater mobbe en anden dreng ved at kalde ham ’homo’ på en nedladende facon,” siger hun. ”Bagefter tog de selv initiativ til at have en samtale i klassen om, hvorfor det ikke er i orden.”

En anden elev, som dyrker sport og har en typisk machoudstråling, indrømmede overfor sin klassekammerater, at han godt kan lide at tage sminke på, fortæller Randall, mens en helt tredje tog sin far og lillebror med til MBTM’s filmarrangement, hvor man viste The Mask You Live In, så han kunne ”åbne en dialog om maskulinitet med mændene i sit liv.”

Hvert kursusforløb indenfor bevægelsen for en sundere maskulinitet har sin egen unikke definition af, hvad ”progressiv maskulinitet” betyder – nogle fokuserer på følelsesmæssig intelligens, mens andre arbejder med samtykke og ikkevoldelig konfliktløsning. Kunstneren Daniel Crooks kurser fokuserer på sårbarhed, en tillært kvalitet, som kan gøre en stor forskel i forhold til, hvordan mænd ser sig selv og behandler andre.

Crook voksede selv op med en far, som kunne finde på at slå en person ned, hvis man sendte ham et skævt blik. Crook har altid haft en morbid fascination af den type voldsforherligende, halvalkoholisk maskulinitet, som mændene i den lille, konservative by, han kommer fra, abonnerede på. I dag er han en queer-mand, der udtrykker sig som en kvinde, og han forklarer, at han tidligt i sit liv blev interesseret i alternative kønsudtryk. Som barn forstod han ikke, hvorfor mændene i hans by skulle slås for at føle sig som mænd. Han følte en enorm omsorg overfor dem.

”De var så skrøbelige og vrede,” siger han. ”Det var tydeligt, at de opførte sig sådan, fordi de havde en ide om, at det er sådan, man gør, når man er en mand. Jeg havde selv fundet et kønsudtryk, som jeg var glad for og følte tryghed i – såfremt de var åbne overfor det, kunne jeg så ikke hjælpe dem med at finde noget lignende?”

Som voksen begyndte Crook at inkorporere sin filosofi i sin kunst. Han inviterer heteroseksuelle cismænd ind i sit studie, hvor han laver nøgenportrætter af dem (med modellernes samtykke naturligvis) og i løbet af processen henholdsvis dekonstruere og rekonstruere deres opfattelser af maskulinitet i intime rammer, som fordrer dybe samtaler. Han stiller spørgsmål som, ”Husker du den første gang, der blev set skævt til, at du rørte ved en ven eller viste dine følelser overfor en anden mand?” og ”Hvordan føles det at blive kaldt en ’fisse’ eller få at vide, at man skal ’være som en rigtig mand’?”

Sårbarheden i at besvare den slags spørgsmål, mens man oveni købet er nøgen – og foran en person, som mange mænd er konditioneret til at se som en trussel mod deres seksuelle omdømme – kan føre til en forvandling.

”Jeg tror lidt, det skubber dem udover en kant, som de ellers har været bange for at kigge udover,” siger Crook. ”Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har mødt mænd, som i virkeligheden havde et kæmpe behov for omsorg.” Crook husker særligt engang, hvor en model faldt ham i armene efter et vredesudbrud udløst af mindet om hans døde slægtning. Der var ingen grund til vrede i det øjeblik, men Crook forstår, hvorfor det var hans indledende reaktion – han havde ikke fået et knus af et andet menneske i fem år, fortæller Crook.

En anden af Crooks modeller fortæller mig, at den sårbarhed, han oplevede, da han stillede op som model, tillod ham at bearbejde den del af hans psyke, som havde saboteret forhold hele vejen gennem hans liv – det faktum, at han kun var tiltrukket af unge kvinder. En tredje model fortæller, at han følte sig død indeni, og at Crook hjalp ham med at sænke sin følelsesmæssige barrierer. ”Det er en lettelse at finde ud, at man ikke behøver være på en bestemt måde for at være en mand,” fortæller han. ”Nogle gange bliver man nødt til at være sårbar for at komme til sådan nogle erkendelser, men så står man til gengæld også meget stærkere bagefter.” (Begge mænd beder dog alligevel om at være anonyme i artiklen).

”Når mænd lærer at genkende og fortolke visse følelser i sig selv og andre og forstår den styrke, der ligger i det, kommer de typisk til at hvile i sig selv, og der hvor de står i livet,” siger Ronald Levant, som er professor i psykologi ved University of Akron og har redigeret bogen The Psychology of Men and Masculinities. ”De bliver mindre tilbøjelige til at lange ud efter andre, når de skal hævde deres autoritet.”

Adskillige undersøgelser peger på, at mænd, som abonnerer på en mandsdomineret verdensanskuelse og traditionel maskulinitet, har større risiko for at lide at psykiske sygdomme, som de ikke behandles for. Det lader til, at bevægelsen for sundere maskulinitet også potentielt kan slå igennem i den bredere offentlighed. Der findes undersøgelser, som har bevist, at når mænd præsenteres for bredere definitioner af maskulinitet, reduceres voldelig adfærd og undertrykkende tankemønstre. Det er værd at bemærke, at der sågar er belæg for at sige, at progressive maskulinitetsudtryk kan være med til at bekæmpe klimaforandringer og forurening og gavne økonomien.

”Det hele handler om at plante frø, et for et,” siger Hicks. ”Man kan ikke ændre verden på én dag. Men hvis man kan hjælpe en fyr med at få et sundere og mere positivt liv, kan det hurtigt sprede sig. Det er en vanedannende effekt, og det gør en kæmpe forskel.”