Mød sexbotten Luci, der vil gøre millennials mere liderlige

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

”Hæld alt dit junk i min spammappe”

Videos by VICE

”Download mig, daddy”

”Jeg vil lave et harddrive ud af din floppy disk”

Det er lumre beskeder som ovennævnte, du kan forvente at se i indbakken, hvis du har mod på at skrive til Luci, den sex-sms’ende robot fra planeten Xeron, der fra i dag af er klar til lir. Fremover vil Luci forsøge at forføre enhver, der kontakter hende via hendes Twitter-konto, og hun har faktisk allerede varmet op på Instagram.

Luci, der snart kan ses på en udstilling ved Museum of Sex i New York, er skabt af fotograf og installationskunstner Maggie West i samarbejde med sexlegetøjfabrikanten Lelo, og er ifølge kunstneren selv opstået som en reaktion på mediernes portrættering af millennials sexvaner. “Vi opfattes som en generation af sexgale, Tinder-besatte væsner, der ikke er i stand til at knytte nære følelsesmæssige bånd til mennesker ude i virkeligheden. Vi lever i symbiose med vores telefoner og er for optagede af at se onlineporno og onanere til at gide at gå ud og finde en partner af kød og blod. Luci er en satirisk kommentar på den stereotype opfattelse af liderlige millennials.”

Abella Danger med Luci

Vi har talt med Maggie West om, hvordan Luci kom til verden, og hvorfor millennials har brug for at blive reddet – eller faktisk ikke har brug for at blive reddet. Maggie West gav os også lidt af Lucis baggrundshistorie:

På planeten Xeron har unge mennesker helt opgivet at dyrke sex. Det er slut med at score i en brandert eller have engangsknald og bollevenner. Teenagerne på Xeron er kun interesserede i at kommunikere online. I takt med, at beboerne på Xeron har mistet lysten til sex til fordel for at lave memes og tage selfier, er befolkningstilvæksten også faldet dramatisk. Xerons skarpeste hjerner har skabt Luci 6000 for at genoplade sexbatterierne blandt planetens unge og øge befolkningstallet igen. Men på grund af en fejl i koden er Luci besat af at udforske andre planeter i universet. Da hun faldt over en masse artikler om millennials manglende sexdrive på jorden, blev hun rigtig ked af det. Hvorfor fravælger jordens ungdom seksuel nydelse? Opsat på at redde jordens befolkning stjal Luci et rumskib og forlod Xeron til fordel for jorden. Efter sin ankomst har Luci arbejdet hårdt på at forføre millennials via deres telefoner. Med sexede selfies og lumre sms’er går hun målrettet efter influencere for at sætte fut i sexdrivet hos millennials igen.

BROADLY: Hvor kommer ideen til Luci fra?
MAGGIE WEST:
Jeg havde læst en masse artikler, der pegede på forskellige problemer hos millennialgenerationen og dens forhold til sex. I medierne fremstilles millennials altid som Tinder-besatte sexmonstre, der lever i en onlineverden, hvor de bruger apps til at hooke op med hinanden for at undgå at have meningsfulde forhold ude i virkeligheden. Den anden side af dækningen, som jeg også tit ser, fokuserer på, at millennials er så opslugte af deres telefoner og livet online, at de slet ikke gider have sex længere. Begge dele er ekstremt forenklede versioner af sandheden. Det handler om, at når en ide præsenterer sig i den offentlige debat, så bliver den genbrugt i artikler og indslag om og om igen, indtil den er ophævet til en universel sandhed. Det har jeg brugt som udgangspunkt for at lave satire. Jeg fandt på historien om den her sexbot fra Xeron, der kommer ned til jorden for at redde millennials fra deres egne telefoner.

Hvordan er Luci med til at bekæmpe fordomme?
Luci har læst om, hvor forfærdeligt det står til med unge mennesker på jorden, så hun har besluttet sig for at hjælpe, men den eneste måde at gøre det på, er ved at bruge vores telefoner i mod os. Hun opfordrer dybest set os alle til at sende flere sex-sms’er, men så er pointen, at vi skal mødes ude i virkeligheden og finde sammen. Luci spiller på mange måder på begge stereotyper, jeg har nævnt: På den ene side, at folk er så besatte af onani og porno, at de aldrig kommer ud i virkeligheden, og på den anden side, at folk er besatte af at date via nettet og forskellige apps. Begge sider optræder i hendes historie.

Ana Foxxx med Luci

Hvordan var din arbejdsproces med Luci?
Jeg har lavet Luci ud af glasfiber og en masse løse dele, jeg fandt i en byggehandel, plus en paryk. Det begyndte som en billedserie. Jeg videreudviklede hende sammen med Lelo med henblik på at få hende udstillet i vinduet på Museum of Sex. Da hun var færdigkonstrueret, tog jeg en masse billeder af hende sammen med 12 forskellige modeller, hvor de simulerer sex. Modellerne var fede at arbejde sammen med – nogle er strippere, andre er skribenter og venner, som troppede op, da jeg manglede nogen. Lucis Instagram-konto er baseret på den billedserie. Den interaktive del kommer til at foregå på Twitter og åbner i dag. Hvis du skriver til hende, så svarer hun helt sikkert.

Hvad sker der, hvis man sender hende en DM på Instagram?
For at være helt ærligt, så er det mig, der kører hendes Instagram-konto, og jeg har svaret alle indtil videre. Det sker ikke automatisk, men det kommer det til på Twitter. På Twitter har vi lavet en bot, der sender automatiske sexbeskeder ud som svar.

Hvordan adskiller online-Luci sig fra real life-Luci?
Hun lever primært et onlineliv. Hun bliver udstillet på Museum of Sex, så man kan selvfølgelig besøge hende der og chatte med hende via telefonen, mens man står udenfor. Al interaktion foregår dog online.

Kellee Moran med Luci

Hvordan har reaktionerne været?
Jeg har kørt sociale medier for Luci i en uges tid nu, og hun er hurtigt blevet meget mere populær, end jeg turde drømme om. Det bedste ved det er, at vi kun har lavet en smule PR for hende. Hendes popularitet er vokset på en meget organisk facon.

Har du fået negativ respons?
Ja. Det er ret underligt. Folk skriver ting som ‘ Klamt!’ og ‘Det er virkelig væmmeligt, det her’. Der var en, der kaldte hende for en ”thotbot”, det var faktisk ret sjovt. Hvis man tjekker hendes Instagram-konto ud, kan man se mine interaktioner med folk. Luci går op i fri kærlighed og polyamori, og hun vil bare have lov til at elske dig. Så når jeg får en negativ kommentar, svarer jeg bare: ”Jeg vil bare elske dig, baby. Hvad er der i vejen?” Nogle folk bliver vildt sure over det, mens andre godt kan se det sjove i det. Det har været interessant at se, hvor mange folk, der er blevet frastødt af ideen.

Er folk begyndt at sexte med hende endnu?
Ja, det er der mange, der har prøvet. Nogle folk har været meget eksplicitte i deres beskeder. Jeg har ikke fået nogen nøgenbilleder endnu, og det er jeg sådan set glad for. Hvis du sender et klamt billede til Luci, blokerer jeg dig fra kontoen. Men derudover interagerer jeg med folk, så godt jeg kan.

Lucis skaber Maggie West med Luci
Riley Nixon med Luci