Artiklen er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA.
Åh, YouTube, internettets inspirerende og angstprovokerende videoportal. Kun her kan du finde en guide til, hvordan du overlever på tre dollars om dagen og umiddelbart efter falde ned i et ormehul, hvor du bruger 45 minutter på at se en video med en koreansk pige, der smasker sig gennem en spand KFC i family size. Det er let at fare vild i det kaos af madrelateret indhold, der ligger på YouTube, så her er en gennemgang af de subkulturer, der findes på siden, fra de lærerige til de helt mærkelige.
Videos by VICE
Hvad jeg spiser på en dag-vloggere
”Hvad jeg spiser på en dag”-videoer er præcis, hvad de lyder som, og de vækker vores nysgerrighed. Når man ser dem, føles det næsten som om, man gør noget forbudt – som når man læser i en fremmeds dagbog. Selvom mange af de populære ”Hvad jeg spiser på en dag”-videoer er underligt konventionelle (açaí, avocado-toast, fancy te i søde krus), er der andre, der ikke er bange for at vise en opskrift, der gik helt galt. Eller en dag, hvor de spiser kage til aftensmad. Se det er noget, vi kan relatere til.
Hvad jeg spiser på en dag-kritikere
Hvis noget bliver populært på nettet, kan man være sikker på, at trolls vil dukke op, og ”Hvad jeg spiser på en dag”-videoer er ingen undtagelse. De bliver udsat for en morderisk kult, der sidder i realtid og reagerer på de andre vloggeres videoer. Det er en kynisk verden, hvor det er vlogger mod vlogger, og kun de hårdeste overlever.
Raw-veganere/frugtarer
Det her er YouTubes glinsende evangelister, som altid bor i troperne. Frugtarer har en kost, der består af intet andet end frisk frugt og grønt. De bliver nødt til at spise absurde mængder mad for at få nok kalorier til at overleve, og det resulterer i noget ret fascinerende fjernsyn. Det bedste er vlogs om ”banana island”, som er en slags udrensning, hvor frugtarer spiser intet andet end bananer. Så mange bananer. Altså, måske 50 bananer på en dag. Intet andet.
Opskrifter
Det var sandsynligvis den her slags madindhold, opfinderne af YouTube forestillede sig, da de grundlagde hjemmesiden for ti år siden. Alt hvad du hader ved mad-TV – værter, der læser op af et manuskript, urealistiske opskrifter og ekstrem redigering – er væk på YouTube, hvor alle kan lave den mad, de har lyst til, uden en producers indblanden. Nogle gange er resultatet meget smukt. Og andre gange… er der “hot dog spaghetti“.
Mukbang
Den her dille stammer oprindeligt fra Korea, og den er underligt populær, selvom den må være et mareridt for folk, der lider af misofoni (frygten for klamme lyde). Mukbang-typerne filmer sig selv, mens de spiser et stort måltid mad fra start til slut, med alt hvad det indebærer af smasken, slubren og gnasken, og ofte snakker de med mad i munden. De her videoer er normalt virkelig lange, tit omkring 40 minutter, og der er åbenbart nogle mennesker, der synes, det virker helt vildt beroligende. Det er lidt det samme som med ASMR-videoer af folk, der spiser, og på samme måde er det svært at forstå, hvorfor folk har det vildt over dem.
IIFYM-bodybuildere
Når musklerne skal vokse, er det ikke nok at bunde en proteindrik efter en tur i Fitness World. Der findes en subkultur af bodybuildere på YouTube, som er tilhængere af en hyper-neurotisk form for kostplan ved navn ”If It fits your macros”. Den går ud på, at folk holder styr på mængden af hver eneste næringsstof (proteiner, fedt, kulhydrater, osv.), de indtager i løbet af en dag. Hver enkelt person har sine egne personlige macro-mål, de skal ramme hver dag, og de holder øje med hver eneste partikel ved hjælp af en følsom vægt og apps som MyFitnessPal. Deres videoer er et studie i dedikation: De tager deres vægte med på restauranter og deler råd til, hvordan man kan ”macro-hacke” mængden af sin mad (for eksempel ved at tilføje revet squash til sin havregrød).
Udfordringer
Hvis du gør noget ekstremt, farligt eller idiotisk, og du ikke lægger det på nettet, er det så overhovedet sket? YouTubes madudfordringer har eksisteret siden tidernes morgen. Eller i hvert siden cinnamon challenge gik viralt. Nu er udfordringerne blevet meget mere bizarre, som for eksempel “Eat it or wear it”, hvor man skal vælge mellem at spise noget mad, man virkelig ikke kan lide, eller få det hældt i håret. Der er også en “10,000 Calorie Challenge,” som lidt giver sig selv, om end det er en virkelig ond og usædvanlig måde at smadre sig selv på.
Bittesmå serveringer
Japanernes glæde ved små pussenussede ting smitter så meget. Det her er små samlesæt med mad i mini-størrelse, og de findes kun fordi det skal se sødt ud – mange af dem er endda lavet af en uspiselig blanding af kemikalier og pulver. Smager de godt? Aner det ikke, men se, hvor små de er! Vi kan ikke forklare hvorfor, men folk elsker det.
Food hacks
Lige meget hvor langt du løber, kan du aldrig gemme dig fra Pinterest-agtige ”hacks”. Hvis du har levet under en sten,, kan vi fortælle, at du kan bruge en tom vandflaske til at skille blommen fra æggehviden, og du kan skære en bøtte Ben & Jerrys over på midten, så du har to engangstallerkener. Der er også mindst 300.000 forskellige videoer om, hvordan man laver en mikroovnskage i et krus, og det er rundt regnet 300.000 flere, end vi har brug for.
Smagstest
Har du nogensinde haft lyst til at smage maden i et fængsel? Bare rolig, der findes folk på YouTube, der har gjort det for dig. Takket være internettet behøver vi nu aldrig selv at prøvesmage astronautmad, underlige smagsvarianter eller verdens ældste peanutbutter.
Ekstreme spisere
Epic Meal Time skabte en hel genre af ekstrem mad-clickbait, efter de fik millioner af views på at lave nogle virkelig klamme ting. Og desværre er der altid nogen, der skal toppe det. Efterhånden er vi nået ud i at folk bunder sprit, ryger chilipeber og en masse andet lort, som ingen mangler.
Så næste gang du har lyst til at fortabe dig i et internet K-hole, så lav dig en drink, og hop ind på YouTube. Autoplay: on. Vi ses på den anden side.