Musikken på ‘Chappelle’s Show’ var lige så potent som Rick James’ kokain

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Lige meget, hvordan man vender og drejer det, så var Princes mytiske status cementeret i 2004. Han var om nogen den største popstjerne igennem de foregående 30 år. En verdenskendt og anerkendt filmstjerne, der vente op og ned på kønsmarkører, farvenuancer (lilla), meteorologiske fænomener (regn) og klassiske, amerikanske muskelbiler (Corvetten). Men Chappelle’s Show var så gennemført og genialt, at det var i stand til at ændre den velkendte myte om den nu afdøde legende fra Minnesota, næsten to årtier efter kunstneren første gang lod sin sjæl rense af det iskolde vand i Lake Minnetonka.

Videos by VICE

Der er stor sandsynlighed for, at Prince, som du forestiller dig ham, egentlig ligner Dave Chappelles parodi mere end den ægte vare – pakket ind i et Zorro-kostume af fløjl, mens han dunker en basketbold med ryggen mod nettet og efterfølgende bliver hængende i kurven og driller Eddie og Charlie Murphy. ”Game… Blouses”. Men Chappelle’s Show formåede ikke alene at udvide den nærmest overmenneskelige pallet, som Purple One malede med, den rebrandede også hele ideen om pandekager. Det er i sandhed indflydelse. Ét er at øge den enorme respekt og agtelse, man allerede har for manden, der skrev ”Kiss”, men noget helt andet er at få folk til at ændre opfattelse af noget så grundlæggende og ikonisk som pandekager. Selv Prince var enig. Han endte med at bruge Chappelles parodi som artwork på omslaget til singlen ”Breakfast Can Wait”.

Princes singlecover til “Breakfast Can Wait”

Verdens fedeste musikprogram var tilfældigvis et tv-show med sketchkomik, og det ligger i en liga helt for sig. The Chris Rock Show er det eneste, der er bare tilnærmelsesvist tæt på at nå samme højder – de bookede sågar nogle af de samme kunstnere, da Rocks program kørte fem år før Chappelles – men det havde ikke lige så stor indflydelse som Chappelle’s Show. In Living Color var hysterisk morsomt og banebrydende på sin egen måde, men parodier over Vanilla Ice er slet ikke lige så sjovt som Charlie Murphy, der fortæller om at give Rick James tæsk. Så kunne han bare lade være med at svine den nye sofa, som Charlie Murphy havde købt med sine Coming to America-penge, til med sine beskidte cowboystøvler. For vores kollektive mentale helbreds skyld er det nok meget godt, at der ikke findes nogen statistisk optælling af, hvor mange mennesker, der efter at have sniffet en bane, har sagt: “Cocaine is a helluva drug”.

Man kan pege på en lang række tv-serier, der har booket helt exceptionelle kunstnere til at optræde: The Muppets, MTV Unplugged, Rap City, Yo! MTV Raps, Arsenio, Ed Sullivan, The OC, Beverly Hills 90210 (for nu at citere Steve Sanders om The Flaming Lips: “Jeg har aldrig været fan af alternativ musik, men de gutter rockede helt vildt”.) Men der var ingen, der gjorde det med samme flair for knivskarp samfundssatire, grovkornet humor, stærke musikalske indslag og ”Pac lever”-jokes som Chappelle’s Show.

Programmet tilbød et blik på verden set gennem øjnene på en person, der er besat af hiphop – en person, som voksede op med kulturen og pludselig var blevet en af dens bærende bjælker. I pilotafsnittet erklærer Chappelle sin kærlighed til ”hiphop-musikken” og forsvarer den over for anklager om at være overfladisk og kvindefjendsk. Indslaget går så over i en ublu sketch om Nat King Cole, der sprøjter champagne udover en paillet-klædt natklubsangerinde, mens han skriger “King Cole Records!”, som om han var Birdman i 1999. Som om det ikke var nok til at slå fast, hvem og hvad Chappelle repræsenterede, så åbnede han hvert afsnit med Dead Prez’ ”Hip Hop”.

Ud over comedy og Spike Lee-film var det hiphop, som Chappelle og programmets medskaber og medforfatter, Neal Brennan, mødtes over. Brennan, der er opvokset i Chicago og Philadelphia, blev fan af musikken, da han første gang hørte Public Enemys ”Bring the Noise” som teenager. Kun få år efter skrev den fremadstormende komiker artikler for The Sources comedy-udgaver.

”Mens vi skrev pilotafsnittet, så vi Lauryn Hill Unplugged om og om igen,” fortæller Brennan. ”Hele det program var et voldsomt opråb, og det endte helt klart med at gennemsyre Chappelle’s Shows DNA.”

Det geniale ved Chappelle’s Show er ikke nødvendigvis de surrealistiske indslag, men den måde programmet formår at vende virkeligheden på hovedet. Prince og Rick James-indslagene skete faktisk i virkeligheden. R.Kelly ”Piss on You”-sangen var baseret på referater fra retssagen. Wu-Tang Financial var fjollet, men ikke utænkelig. Chappelle og medskaberen Neal Brennan havde en helt intuitiv forståelse for, hvordan man karikerer popmusikkens store karakterer, mens Chappelle var fremragende til at imitere dem og finde på mindeværdige replikker – på den måde er han sidste skud på en stamme, der tæller store navne som Richard Pryor, Eddie Murphy, George Carlin og Chris Rock. På engelsk er der næppe andre end måske Too Short, der kan vride lige så meget musikalitet og humor ud af ordet ”bitch”, som Chappelle kan.

Chappelle’s Show definerede en kultur og fik det til at være sejt at være bevidst og kritisk i sit blik på omverdenen,” siger Big Boi, hvis optræden med ”The Rooster” var et af programmets mest mindeværdige øjeblikke.

Da han blev bedt om at dele sin yndlingssketch fra programmet, nævnte den Savannah-opfostrede halvdel af Outkast ”Making the Band”-parodien. Det er endnu et eksempel på Chappelle’s Shows tidløse kvalitet, hvor de fleste comedyprogrammer hurtigt bliver lige så bedagede som en Eminem-punchline om Chris Kirkpatrick. Man behøver ikke at have set et afsnit af Diddys kortlivede MTV-realityserie for at se det sjove i, at Dylan spytter ”hot fire”. Hvis nogen beder dig om at opremse dine fem yndlingsrappere, er det stadigvæk sjovt at svare, “Dylan, Dylan, Dylan, Dylan, Dylan”. Om ikke andet så sælger Chappelles vilde øjne, hans mimik og slapstick-humor af Marx Brothers-kaliber sketchen hver gang.

”Han gjorde grin med de ting, der foregik i samfundet, men der var altid et dybere lag af sandhed i det,” tilføjer Big Boi. ”Han gik ikke efter de største kunstnere, men efter dem, der var fede, og så skabte han interessante rammer omkring dem.”

Dave Chappelle som Lil Jon

Chappelle’s Show dukkede op på skærmen første gang i 2003 i kølvandet på en storhedstid for undergrunden, men komikeren havde i mange år været en del af Soulquarian-scenen. Han mødte sin nuværende forretningspartner, Corey Smyth (som også er manager for Vince Staples og Chad Hugo), til en koncert med De La Soul og Talib Kweli på Kenyon College i slutningen af 90’erne.

Ved et tilfælde mødtes de to igen en aften i The Village i New York. Chappelle kom kørende forbi på sit skateboard på vej til at optræde i Comedy Cellar. Smyth stod og talte i telefon på hjørnet uden for Electric Ladyland Studios, hvor nu legendariske sessions med The Roots, Talib Kweli, Common, D’Angelo, Erykah Badu, Mos Def og J Dilla blev optaget. Et par måneder senere lavede Chappelle Nelson Mandela- og Rick James-parodier på Reflection Eternal-albummet (Kweli var på daværende tidspunkt i stald hos Smyth). Efter Comedy Central gav Chappelle grønt lys til at lave sit program, var det helt naturligt, at han opsøgte Smyth i forbindelse med at booke musikalske indslag.

”Vi satte et pitch sammen til kunstnerne, hvor vi understregede, at vi ikke bare ville have dem til at optræde med deres singlehit,” siger Smyth. ”De skulle vælge et track fra b-siden eller noget, der var mindre kendt, så der var mulighed for at lave en video og skabe den helt rigtige kulisse.”

Det kommer sikkert ikke som nogen overraskelse, at Comedy Central mente, at deres valg af kunstnere var for fokuseret på undergrunden. Selskabets ønskeliste bestod hovedsageligt af succesfulde navne med crossover-appel og høje placeringer på hitlisten. Efter det andet eller tredje møde med kanalens ledelse var det stadigvæk ikke lykkedes Smyth at booke en eneste kunstner.

”Dave syntes bare, vi skulle booke vores venner… booke vores crew,” fortæller Smyth. ”Jeg var sådan lidt: ’Er du sikker på, at Comedy Central er cool med det?’ Han svarede: ’Det går nok’.”

Dave Chappelle som Rick James / Foto: Lia Kantrowitz

Den første musikalske gæst på Chappelle’s Show gjorde et uudsletteligt indtryk. Mos Def og Dave kørte rundt i Harlem, mens den originale Pretty Flacko spyttede rim, der kunne få Dylan til at inkludere ham i sin top-fem. Hele Carpool Karaoke-konceptet kommer herfra.

Hvis man gennemgår resten af listen over kunstnere, der har optrådt i programmet, er antallet af store navne overvældende. Busta Rhymes, Big Boi, Killer Mike, Erykah Badu, Slum Village, The Roots, Wyclef Jean, Blackstar, De La Soul, DMX, Ludacris, Cee-Lo, Common, Kanye og Snoop Dogg. I tredje sæson skulle blandt andre Nas, som optrådte sammen med sin far Olu Dara på Cotton Club, dukke op. Beastie Boys optrådte på færgen fra Manhattan til Staten Island. Så var der også Eminem og Proof. Ingen af de optagelser er nogensinde blevet vist, og man må gå ud fra, at de ligger og samler støv i en kælder under Comedy Centrals hovedkontor.

”Musikalske indslag fungerer sjældent på tv,” siger Brennan. ”Jeg ser næsten aldrig de musikalske indslag i SNL, men når jeg står der i studiet, så er det meget gribende. Der går et eller andet tabt i processen – man kan ikke mærke bassen dunke i brystet, når man ser det på tv. Sport og komik fungerer rigtig godt på tv, men det gælder ikke livemusik. Derfor prøvede vi at eksperimentere med formatet.”

I visse tilfælde er liveopførelsen af numre i dag, den eneste version vi husker. Kanye og Commons version af ”The Food” blev den, der havnede på Be.

”Da Kanye dukkede op i studiet, sagde han: ’Hvorfor filmer vi det foran ildstedet? Sangen hedder ’The Food’. Vi burde filme i et køkken’,” fortæller Smyth. ”Det hele handlede om at gøre kunstnere tilpasse med rammerne, de optrådte i. De begyndte at lave mad i køkkenet, og det var rigtig fedt.”

Det er næsten gået 15 år, siden Chappelle’s Shows popularitet og indflydelse blev så overvældende for manden bag, at han takkede nej til en enorm sum penge, fordi han ikke ville risikere at høre fyre skrige,” I’m Rick James, bitch,” efter sig hele livet. Man kan heller ikke klandre ham for det. Chappelles skarpe replikker og karikaturer har ætset sig ind i vores kollektive bevidsthed. Han omkalfatrede myten og gjorde den både sjovere og mere mærkelig, men uden at miste personen han karikerede bag ved af syne.

Før Chappelle var de fleste folks opfattelse af Lil Jon, at han var en crunkrapper med et svært begrænset ordforråd. De tilbagevendende sketches brugte selvfølgelig den opfattelse til at producere komisk guld, men indimellem slog Chappelle over i en højtidelig og velovervejet tone (“How’s that sandwich coming?”) Kontrasten tjener til at gøre joken skarpere, men den understreger også på subtil vis den tidligerende business-studerendes evner – den side af hans personlighed, der ikke passede ind i popkulturens klichéramme.

I begyndelsen så folk Chappelle’s Show, fordi det var morsomt. Programmet er blevet legendarisk, fordi der indtil videre ikke er noget, der når det til sokkeholderne. Chappelle’s Show behandlede alvorlige emner som race, køn, ulighed og politik samt popkulturens latterlige natur, men man må heller aldrig glemme Oscar Wildes berømte ord: Hvis man skal fortælle sandheden, skal man gøre det på en sjov måde – ellers prøver de bare at slå dig ihjel.

Chappelle’s Show endte med at definere en hel generation af kunstnere, der i de følgende år skulle komme til at dominere mainstreamarenaen. En rapper som Common var måske nok blevet filmstjerne og succesfuld hiphop-kunstner uden det boost, han fik gennem programmet, men der er ingen tvivl om, at Chappelle’s Shows succes beviste, at det er muligt at slå igennem uden at gå på kompromis. Ligesom al god komik, så var Chappelles humor baseret på ærlighed – en ærlighed, der udviskede grænsen mellem undergrund og mainstream, det der var på kanten, og det der var acceptabelt, myte og virkelighed, pandekager, og hvad end det nu er, almindelige dødelige spiser til morgenmad.