Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA
Sommeren 2018 skulle have været gigantisk for rap. Kanye West annoncerede, midt imellem vilde udtalelser om alt mellem himmel og jord, at han havde masser af nye projekter på vej fra G.O.O.D. Music. Drake udgav sit femte album, Scorpion, i juni. Kort tid efter fortalte Nicki Minaj, at hun havde sit første album i fire år klar i august (efter det var blevet udskudt et par gange). I den digitale alder vi lever i, er der ikke meget, der kan fyre op under forventningerne som nyt materiale fra Ye, Drake, Nicki, Nas, Pusha T og Kid Cudi inden for to måneder. Men i takt med at projekterne dukkede op, blev det mere og mere klart, at de var langt bedre til at efterlade et kortvarigt aftryk på internettet end et længerevarende et på musikarven.
Videos by VICE
Drakes Scorpion var et af sommerens stærkeste udspil, fordi det indfriede lytternes forventninger – ballader om at uretfærdige ekskærester og skarpe numre om fortsat at være overset, selv om kunstneren har opnået meget. Men de 25 sange, der strækker sig over næsten 90 minutter, er langt fra det bedste, vi har hørt fra Drake. Drizzys rodede beef med Pusha T i starten af sommeren var langt mere ophidsende, og Pusha T fik alt, hvad han kunne ud af den fejde, hvilket har gjort ham langt mere mainstream relevant, end han nogensinde har været før. Kanyes ye var tilfredsstillende i kraft af produktionen, men albummets syv tracks var bedst i de øjeblikke, hvor det ikke var Kanye, der rappede. I stedet var han mere optaget af tale i øst og vest om sine sindslidelser og række hånden ud i sympati til folk som Russell Simmons. Nas’ NASIR kom og gik. Pladen blev overskygget af et fælles udspil fra Beyoncé og JAY-Z dagen inden udgivelsen. Kort tid efter døde XXXTentacion på tragisk vis, og derfor fik Carter-familiens fremstød heller ikke helt den digitale succes, de havde håbet på.
Det implicitte løfte om, at de plader, rappens titaner havde i støbeskeen, ville være ventetiden værd, endte med ikke at holde, men når vi ser tilbage på sommeren, der gik, er der ingen af dem, der for alvor har fået alvorlige ar på eftermælet. Alt afhængig af hvem man spørger, har Kanye West mindst tre klassikere under bæltet (College Dropout, Late Registration, MBDTF). Nas er et evigtgyldigt ikon for mange. Drake, der godt nok ikke har lavet en plade, de fleste vil kalde en klassiker endnu, vil gå ned i historiebøgerne for at give rappen en blødere og mere følelsesladet kant.
Den seneste rapsuperstjerne, som har udgivet et nyt album, er Nicki Minaj, og hendes situation er lidt en anden. Over det sidste årti har hun været en af de bedste rappere på scenen. Men fordi rapfans, ligesom det øvrige samfund, er investeret i en ide om, at der kun kan være én kvindelig stjernerapper ad gangen, bliver hun sat op over for sin kollega fra New York Cardi B. Sammen med nogle uheldige episoder på nettet og musikalske valg betyder det, at der har været enormt kritisk pres på Nickis seneste plade Queen. Hendes fjerde album satser stort, og på mange måder bekræfter det også hendes storhed, men alt i alt er det bare endnu en kedelig og overhypet udgivelse i stil med sommerens andre.
Nicki Minaj har altid været ekstrem. I interviews veksler hun mellem at tale varmt og åbenhjertigt om sin arbejdsproces til pludselig at grine højlydt som en superskurk. Mens hun stadig var på vej op ad karrierestigen, udbyggede hun sin i forvejen groteske Barbie-persona med tegneserieagtige forestillinger og vanvittige vokalforvrængninger (hvilket på en eller andet måde har inspireret endnu vildere varianter). På Queen er Nickis ekstremer i højere grad bundet op på albummets flow. Når hun er på toppen, er der få, der kan slå hende. Men når hun rammer ved siden af, rammer hun virkelig ved siden af.
De første to numre på albummet er desværre i den sidste kategori og må siges at være bizarre valg af numre til at starte et karrieredefinerende album med. Introen, “Ganja Burn”, er solidt forsøg på afropop, men formår ikke at etablere et tema eller give en forsmag på det, der følger. Det efterfølgende nummer er et bedaget samarbejde med Labrinth og Eminen, som i det store hele suger al liv ud af nummeret ved at rappe som en galning, til trods for at det ødelægger sangens flow. “Rich Sex” med Lil Wayne, der udkom som single før albummet, lyder også mere som noget, der stammer fra optagelserne til The Pinkpoint, der udkom i 2014.
Men som hun tidligere har vist i nogle af sine mest ikoniske øjeblikke (som på 2010’s “Monster”-vers og 2014’s “Lookin Ass”), så er der øjeblikke, hvor Nicki Minaj kan få dig til at glemme alt om hendes tidligere fejltrin, mens hun fremviser nogle egenskaber, der er fuldstændigt unikke for hende. “LLC” er det ultimative Nicki-track: produktionen er nedbarberet, og der er plads til Queens-rapperens nærmest åndeløse vokalstil. Det er på den sang, hvor hun viser format, // Tryna make a new Nicki, where the factory?/ They’ll never toe to toe on a track with me / There’ll never be another one after me / ‘Cause the skill level still just a half of me //. Hendes vokalregister (som er stærkt undervurderet) får lov at skinne på “I Thought I Knew You”, der byder på en feature fra The Weeknd. På “Coco Chanel” har hun inviteret sit forbillede, der også kommer fra Trinidad, Foxy Brown, med på vokal. Den kombination af numre er Nicki Minaj, når hun er bedst – en kunstner, der kan rappe med genrens bedste, synge som en engel og supplere sine tracks med autentisk caribisk kultur.
Albummets stærkeste track er “Barbie Dream”, som er Nickis andet forsøg på at lave et cover af et gammelt Notorious B.I.G.-track fra 1994, hvor han forestillede sig, hvordan det ville være at hooke op med datiden mest populære R’n’B-stjerner. I 2007 rappede hun over samme beat og forestillede sig, hvordan det ville være at hænge med folk som Rich Boy, Hell Rell og Gilly da Kid. Den her gang tager hun pis på ekskæresten Meek Mill (// ‘I used to pray for times like this’ face-ass when I fuck him //), Young Thug (// Caught him in my dressing room, stealin’ dresses and shit //), Drake (// I don’t know if the pussy wet or if he cryin’ and shit //) og andre. Det, der gør sangen til noget særligt, er Nicki Minajs særegne evner: hendes skarpe lyrik, stemmeføring og hendes glatte humor og entertainergen. Og så er det også et eksempel på hendes evne til at skabe dialog i rapmiljøet.
Men i stil med kollegaen Hendes Young Money-kollega Drake, så drukner lyspunkterne på Nickis plader, fordi hun ikke har været god nok til at redigere udvalget af numre. Pladen er alt for lang – det føles allerede som en ørkenvandring halvvejs igennem. Og det gælder faktisk ikke kun albummet – flere af numrene kunne sagtens have været kortere. ”Chun Swae” med Swae Lee kunne have stukket ud på Queen, hvis ikke den havde været hele seks minutter lang. Den er så lang, at når vi når slutningen, begynder Nicki at takke sine fans, som om det var en outro. Det er nærmest en joke, hun ikke selv er klar over, hun laver.
Det er selvfølgelig håbet om streamingsucces, der driver værket, når rapalbum er så lange, men for kvalitetens skyld må man håbe, at det ikke er en trend, der fortsætter. Og når det så ikke handler om streamingsucces, lader indsatsen til at være målrettet internettet. Men er det overhovedet en bæredygtig strategi? Skal vi virkelig blive ved at støtte hastigt komponerede plader bare for at genere sjove tweets og GIFer? Måske er det bare udviklingen. Det lader i hvert fald ikke til, at nogen op går i, hvorvidt produktet efterlader et varigt indtryk på kulturarven. Man kan lære noget fra kunstnere som J. Cole, Cardi B, Jay Rock og Travis Scott, der alle stjal rampelyset over sommeren, fordi de udgav gennemtænkte og velkomponerede plader. Man undrer sig over, om Nicki Minaj og hendes kollegaer på den store scene er bevidste om den udvikling og forstår, at de stærkeste plader ikke længere kommer fra den kant, man regner med.
Alt i alt er Queen fin nok. Men for en kunstner, der anses for at være en af genrens dygtigste, så skal man udøve en del mental gymnastik for at argumentere for, at det her album lever op til opfattelse af Nicki Minaj som en af de største kunstnere i rap. Længden alene er en udfordring, men efter at have lyttet til alle 67 minutter og en håndfuld sange, der knap nok hænger sammen med hinanden, er min holdning, at Nicki Minajs udspil desværre kan lægges ovenpå stakken af andre skuffelser denne sommer.
Der er ved at ske et skifte i hiphop lige nu, hvor rappens titaner skal tilbage til tegnebordet og genopfinde sig selv i en tid, hvor rappere, som er født i 90’erne anses for at være OG. Det, kunstnere som Nicki Minaj og Kanye West har med i baglommen, er det faktum, at deres perspektiver og holdninger har været relevante for og påvirket unge mennesker, deres kunst var i den henseende nærmest et biprodukt. Bare det at være del af det øjeblik, kunstnerne skabte, var en nødvendighed for forbrugerne. Men som tiden går, og de bevæger sig længere væk fra deres publikums interesse, kan man spørge sig selv, hvad de i sidste ende står med, hvis de ikke retter op på tingene. Øjeblikke varer ikke for evigt, og jo mere vores store stjerner jagter dem, jo mere vil deres værker afspejle det.
