Nutellas nye konkurrent vil gøre smørpålæg mere bæredygtigt

Potten nutella op een rijtje

Artiklen er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Nutella får kamp til stregen til januar, når de skal forsvare deres globale markedsandel på 54 procent. Som Reuters kan fortælle, så er italienske Barilla Group (jeps, det samme firma som producerer pastaprodukter, kiks og småkager) i fuld gang med at producere deres version af det vanedannende smørepålæg – Creme Pan di Stelle hedder det – som er på markedet i Italien til januar.

Videos by VICE

Nu tænker du nok: hvordan i alverden har de tænkt sig at vippe klodens mest kendte smørepålægsbrand af pinden? Ved, efter eget udsagn, at gøre deres eget produkt mere miljøvenligt.

Nutella, som er ejet af den italienske fødevareproducent Ferrero Rocher, har i de senere år fået en del kritik for at benytte palmeolie i deres produkt for at gøre det mere, tjah, smørbart. Der findes palmeolie i mange ting, fra masseproducerede kosmetiske produkter til stegemidler, men palmeolieindustrien er en rigtig miljøsynder, som blandt andet har fået Greenpeace på nakken på grund af forurening. Miljøorganisationen lancerede for nylig en viral antipalmeoliekampagne med en trist, animeret orangutang, hvis mor er død på grund af palmeolieindustriens omfattende skovhugst.

Ifølge Reuters består Crema Pan di Stelle af den mindre problematiske solsikkeolie. Produktet indeholder mindre sukker, end man finder i Nutella, og det er lavet på ”ægte italienske” hasselnødder og bæredygtig kakao. Lanceringen passer med den overordnede brandingstrategi, firmaet har implementeret: transparens, bæredygtighed og helsebevidste budskaber. Barilla fremstiller allerede en småkage kaldet Pan di Stelle – ”stjernebrød” – og planen er, at smørepålægget skal speges op med småkagestykker, så det giver mere knas end Nutella.

Nutella har forsvaret sin brug af palmeolie og er gået lang for at være transparente omkring fremstillingsprocessen og demonstrere sit bæredygtige sindelag. Internationale grupper som Greenpeace og Verdensnaturfonden fordømmer palmeolieindustrien for det aftryk, den efterlader på miljøet, men har dog aldrig opfordret til decideret boykot. I 2015 da den franske økologiminister fordømte Nutellas brug af palmeolie, var det faktisk Greenpeace, som kom firmaet til undsætning. Man påpegede, at Nutella går forrest i kampen for at finde en bæredygtig og fair-tradeorienteret løsning på palmeolieproblemet.

Der er selvfølgelig ingen, der kan spå om, hvor vidt forbrugerne er klar til at droppe Nutella for et mere bæredygtigt produkt, men under alle omstændigheder hilser vi et bredere sortiment af delikat smørepålæg velkomment.