Op- og nedture ved, at der kommer rigtige toiletter på Roskilde Festival

Efterhånden har du sikkert allerede hørt festivalsæsonen 2018’s suverænt største nyhed. Nej, ikke annonceringen om Gorillaz på Orange. Selvfølgelig kommer Damon Albarn på Roskilde – hvad skulle han ellers lave? Nephew, CV, ja, fedt at de er tilbage på programmet – men det er røgslørs-annonceringer. Nej, vi taler om den fede, klistrede, dampende nyhed, som Danmarks største festival lod glide tørt ned af siden på nyhedskummen i lørdags. I en artikel i Dagbladet Roskilde blev det nemlig for få dage siden annonceret, at Roskilde Festival har påbegyndt en hygiejnisering af den kaotiske toiletsituation på campingområderne. Med andre ord lader det til at være begyndelsen på undergangen for de ikoniske, blå plastik-das.

Umiddelbart en fair nok beslutning, taget i betragtning at festivalen indtil nu har været ensbetydende med 300-350 slamsugerkørsler i løbet af en uge, og at hundredetusindevis af festivalgæsters efterladenskaber tidligere er blevet bragt hele vejen til København for at kunne blive behandlet.

Videos by VICE

“Det er noget bøvl,” siger Henrik Bondo Nielsen, som er divisionschef for Arealdivisionen, der står for at indrette Roskildes festivalplads, da vi ringer ham op til en snak om toiletrevolutionen på Roskilde Festival 2018. “Vi har ikke fået meget ros for festivalernes mobile toiletter. De er sgu ikke særligt delikate at komme ind på. Især ikke, hvis vejret er varmt. Så vi har hele tiden haft et ønske om at kunne gøre det bedre.”

Men et festivaltoilet er ikke så meget et fysisk badeværelse, som det er en konstatering om, at den toiletoplevelse, du er gået ind til, hverken kommer til at være rar, hygiejnisk eller på nogen måde i orden. Ligesom en uge, hvor du bor i telt, selv om du faktisk har råd til en normal lejlighed, er en konstatering til verden om, at du nu efterlader din monotone tilværelse på den anden side af hegnet.

“Øh nej, det tror jeg ikke,” svarer Bondo Nielsen, da vi spørger ham, om han har personlig erfaring med festivaltoiletterne på Roskilde. “Men jeg har erfaringer med at benytte mobiltoiletter ved andre begivenheder. Jeg synes ikke, at der er noget særligt romantisk ved det. Og jeg er nok ikke en af de sarte typer. Her får vi bare etableret noget, der er helt normalt. Lige meget, hvor man er, har man fået afskaffet de her mobile toiletter. Det er lige før, at Roskilde Festival er et af de sidste steder, hvor man overhovedet kan finde dem. Så vi er super glade for, at det kan lade sig gøre. De tilbagemeldinger og thumbs up, vi har fået på nyheden, fortæller os, at alle er glade for, at man får noget bedre.”

Rystet og forvirret over, hvad denne henkastede ændring af en af grundpillerne af festivalens DNA kunne komme til at betyde for den Roskilde Festival, vi kender og elsker, besluttede vi os for at dykke dybere ned i op- og nedturene ved toiletopgraderingen.

OPTUR

Du kan nu glæde dig til en festival med toiletforhold nærmere standarderne for et vestligt I-land. Hvis det altså er sådan noget, der behager dig.

NEDTUR

Først kom de med Clean Out Loud-områder og ryddede op og lod stilheden sprede sig over campingområdet, og jeg sagde ikke noget, fordi jeg lå ikke i Clean Out Loud.

Så kom de med træk-og-slip toiletter, og jeg sagde ikke noget, fordi jeg sked stadig på festivaltoiletter og pissede i fællesbadet.

Kan du se, hvor jeg vil hen med det her? Selvfølgelig er der ikke noget galt med lidt moderne luksus i festivalsølet. Lidt latrinær komfort midt i en uge, hvor størstedelen af samfundets øvrige regler og begrænsninger er blevet efterladt på den anden side af hegnet. Hvad bliver det næste? Chromecastede koncerter på tablets i teltet i stedet for livekoncerter? Container-boliger i stedet for telte? Fair trade-kokain? It’s a slippery fucking slope, people.

OPTUR

Det her bliver en af den slags begivenheder, hvor der for altid vil være et før og et efter. Du har set den gamle verden. Kan du huske nogensinde at have siddet i et fly, hvor der blev røget cigaretter? Prøv bare at se, hvad der sker, hvis du deler den anekdote med en, der er født efter årtusindeskiftet. Ting, du har oplevet, bliver altid sejere af, at de ikke kan opleves længere. Se frem til at dele din festival-visdom med fremtidens afsprittede, ultrarene superbørn.

NEDTUR

Vi har jo allesammen set, hvad der sker på de her toiletter i løbet af en uge. På gulvet. Væggene. Loftet(!). Vi ved ikke, hvordan, hvorfor, eller hvornår det sker. Vi ved ikke, hvem de her mennesker er, for hvem en uge med frihed på festival betyder, at de endelig kan gøre op med den “forstokkede” ide om, at afføring altså skal “ned i kummen”. Ja, vi bliver nu fri for at skulle besvare naturens kald i deres Jackson Pollock-agtige plastikhule af efterladenskaber. Men de kommer stadig til at være der. Derude. Et eller andet sted.

Hvad nu, hvis den her forskydning af skide-skurke kommer til at have mere vidtrækkende konsekvenser, end nogen kunne have forudset? Hvad nu, hvis de blå festivaltoiletter og stoiske, gravalvorlige slamsuger-mænd i virkeligheden år efter år har været den eneste instans, der stod mellem os dødelige festivalgæster og et totalt uoverkommeligt ragnarok af fækalier?

Roskilde…what have you done?