Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.
Der var hvide porcelænskopper til espressoen og lyserøde papbægre til is. Danskvand, frugtjuice og energidrinks stod linet up på snorlige rækker i køleskabet. På den chrom-belagte bar stod en beholder fyldt med drys i alverdens farver: Regnbue, chokolade, hvid og brun. Baristaen var senet og solbrændt, hans skæg var gråsprængt, han havde manbun og en armygrøn bodybuilderundertrøje med huller til armene, der gik hele vejen ned til hans talje. Han lignede Chris Hemsworth i rollen som Thor, men var kun en tredjedel så stor. Han var stereotypen på en hipster, der arbejder på en funky kaffebar. Sandsynligvis var han australier.
Videos by VICE
På en hver anden berlinske café-isbutik i Friedrichshain, i det tidligere DDR, ville et sådan syn være normalt, ja, nærmest banalt. Men det her var ikke bare en hvilken som helst café. Jeg var på verdens vel nok mest berømte og i hvert fald mest mytologiske natklub: Berghain.
På trods af stedets formidable lydsystem og et line-up, der weekend efter weekend fylder klubben med etableret techno, avant garde house og vice versa, er Berghain måske mere kendt for sin alt-er-tilladt-atmosfære end for musikken. En stor del af klubben – et tidligere kraftværk, hvor den gamle turbinehal er blevet omdannet til et dansegulv omgivet af næsten 20 meter høje cementsøjler – er indhyllet i en konstant dunst af øl, smøger, weed, sved, urin, lort og sæd, der kunne smides på flakoner og sælges under navnet Synd. Et forbud mod fotografering og dørmænd, der er notorisk svære at komme forbi, sørger for, at det, der sker på Berghain, bliver på Berghain. (I hvert fald indtil de udmagrede, usoignerede, storsmilende klubgængere med ansigterne plastret til i sved, vælter ud af de grafittimalede døre mandag morgen.)
“Jeg havde aldrig smagt en helt almindelig chokoladeis, der smagte så godt som den her – den var cremet, ikke for sød, og der var ingen kunstig smag.”
Berghain er fuld af modsætninger. Den er både huleagtig, labyrintisk og intim. Den er berømt for sine dark rooms, men er samtidig fuld af pulserende stroboskoplys. Den lave rumlen fra det enorme Funktion-One-lydsystem kan høres 400 meter væk, men midt på dansegulvet er det alligevel muligt at føre en samtale uden af råbe.
Det var på den ene side af det dansegulv, bag en gynge på størrelse med et spisebord og op ad en smal trappe, jeg fandt Berghains mest fornuftstridige indslag: snackbaren. Selv om lyden bragede ud over havet af mennesker lige under os, var der ingen, der dansede. Udover en spontant vippende fod eller en sitrende hånd, opførte alle sig så… normalt. Som om de var på en smart kaffebar. De var iført tøj, der kunne få dem censureret på TV, men spiste den slags mad, der bliver serveret til et kræsent barns fødselsdag.
“Alle lod til at være på en slags bagvendt date: Sex på et lokum, stoffer i et mørkt hjørne og så en affogato i skæret fra et stearinlys.”
En kvinde iført et meget tæt, sort læder-bodysuit med piercinger mellem øjenbrynene, lænede sig op ad en væg, mens hun skiftevis røg på en cigaret og nippede til en appelsinjuice. To mænd i netskørt og bar overkrop delte et bæger med chokoladeis. De havde tykke metalkæder om halsen og hver især en enkelt senet underarm omkring den andens talje. En kvinde rodede rundt i en banket af forskellige snacks, mens en mand siddende bag hende holdt tæt om hende med sin ene hånd og balancerede et bæger is på sit lår med den anden. En gråhåret mand iført sorte læderbukser og tykke, sorte briller slugte det sidste af sin cappuccino, bestilte og bundede et shot, der var så grønt, at det så radioaktivt ud, inden han langsomt fandt vej tilbage ned ad trappen. Mænd med stive pikke gemt væk bag skridtbeskyttere, der drak æblejuice. Kvinder i højhælede militærstøvler med stålkapper, der spiste små sandwiches. Folk med tatoveringer i hele kraniet, der grinede, mens de mæskede sig i chokolademuffins og bananer. Alle lod til at være på en slags bagvendt date: Sex på et lokum, stoffer i et mørkt hjørne og så en affogato i skæret fra et stearinlys.
Jeg så nærmere på isen bag glasmontren, pegede på en bakke med chokolade, oplyst af et glorieformet neonrør, og pegede to fingre i retningen af baristaen. Han åbnede låget, øste generøst op, og prisen på 2,40 euro (cirka 20 kroner) var mindst lige så generøs. Jeg tog en bid. En varm svimmelhed, jeg ikke havde følt, siden jeg gik ind på Berghain tidligere på morgenen efter at have ventet i kø i to timer, gjorde mig nærmest vægtløs. Jeg havde aldrig smagt en helt almindelig chokoladeis, der smagte så godt som den her – den var cremet, ikke for sød, og der var ingen kunstig smag. Jeg tilbød en skefuld til min kæreste, og hendes ansigt boblede af glæde, som hver eneste gang vi har delt en bøtte Ben & Jerrys på min sofa. “Holy fuck.”
Hvor min barndomskærlighed til doughnouts, s’mores og chokoladekage er stilnet af, er min besættelse af is fortsat i fuld flor. I en alder af 25 spiser jeg ligeså meget hvis ikke mere is, end da jeg var barn. En sundae på en solbeskinnet parkbænk, en milkshake ved stranden, en skål ved midnat i mit køkken, eller sågar et lille bæger med chokoladeis på en natklub i Berlin omgivet af halvnøgne mennesker iført læder og kæder – hver eneste gang føles det som en altopslugende, næsten barnagtig handling, drevet af ren selvforkælelse. At spise is er en både psykisk og fysisk flugt fra voksenlivet og det ansvar, der følger med. Det får mig til at føle som et barn igen.
At rave gør det samme. At gå i nærmest hypnotisk trance på Berghains dansegulv er nærmest uundgåeligt. Det er resultatet af klubbens repetitive, dunkle minimalistiske techno. Jeg beruses af at hoppe fra den ene fod til den anden. Af mine hænder, der rammer mine lår synkront med bassens pumpen. Af mit hoved, der ruller og nikker, som var det kontrolleret af en fuld dukkefører. Det er den samme følelse, der får folk til at meditere eller løbe lange ture. Eller det har jeg i hvert fald læst.
Jeg kan godt forstå, hvorfor et sted som Berghain har en isbutik. Hvorfor det myldrer med mennesker – tilfredse, mætte og afslappede – hver eneste gang jeg tager turen op ad den mørke trappe. Hvorfor jeg føler mig mindre ubesværet af negative tanker, end på noget andet tidspunkt jeg kan huske, når jeg skraber de sidste dråber op fra bunden af bægeret. Jagten på nydelse er en lang, snørklet vej. Men krydset, hvor is og Berghain mødes, er et ret godt sted at tage sig en pause.
