På Chicky Grill i Kødbyen sejrer bøfsandwich over byfornyelse

Velkommen tilbage til The Last Bite, en artikelserie som kigger nærmere på en række traditionelle madinstitutioner. Det er steder, der ikke altid nyder omtale i magasinerne, eller hvor kokke træder frem på tv-skærmene. Folket elsker disse steder. Men elsker folket dem nok til, at stederne kan overleve i en ramen-slubrende, juice kur-udmagrende, matche latte-te drikkende tid?

Vi snakker med bartendere, tjenere, kroejere og markedsfolk for at høre, hvad fremtiden har i vente. I denne omgang besøger vi en modstandsdygtig grillbar i Kødbyen.

Videos by VICE

Hverken Marty McFly eller Doc Brown kunne have gjort tidsrejsen mere livagtig i deres stålgrå DeLorean-sportsvogn. At træde ind ad døren til Chicky Grill i Københavns hvide kødby er som at træde ind i 1982.

Det lille spisested uden restriktiv rygepolitik ligger på et hjørne, der på den ene side bliver flankeret af unge og sunde Wedofood, mens man gennem de bedagede vinduer på den anden side af gaden ser direkte over på vinbaren Paté Paté med dyre dråber i glassene og et fast klientel af velholdte singlepiger i 30’erne.

Men Bruna Mia Dieni, der gennem anden generation bestyrer familiebiksen Chicky Grill, er ikke i tvivl om, at der er plads til begge verdener her i den del af Vesterbro, der engang udgjorde et epicenter for narko og prostitution.

“Jeg elsker de her nye Vesterbrotyper,” siger Bruna. “Sidst kom der en ind, der ville have en GT. Jeg spurgte, hvad fa’en han snakkede om?

“‘En gin-tonic,’ siger han så.”

“Prøv lige at høre. Vi er på Vesterbro. Her drikker vi bajere.”

Bruna ler højt: “Vi skal ikke have spelt og alt det der. De der nye typer kommer med deres forkortelser og spiller smarte. Det er skide sjovt.”

Hos Chicky har tiden stået stille siden 1974, hvor Brunas danske mor og italienske far overtog grillen og satte sig for at give kødbyens arbejdere og slagterichauffører et fyldigt måltid mad og en portion hjertevarme til en fornuftig mønt. Netop her på residensen hvor Danpo før havde en minifabrik, og hvor kyllingerne lå og rullede rundt på lange spyd. Deraf navnet.

Hun er selv kommet i restauranten med sine forældre siden barnsben, og allerede fra starten lærte Bruna det ganske særlige miljø at kende. Men i 90’erne satte byfornyelsen ind, og området blev langsomt forvandlet til en kvarter for både unge, familier og folk med kontorjobs.

“I starten havde jeg det svært med ændringerne,” siger Bruna. “Det var som at sminke et lig. Vi skruede priserne op. Og så kom børnefamilierne, og det sidste kvælertag på de gamle steder blev strammet. For os var det ikke i orden. Man ville ikke have, at der stod grønlændere og råbte på gaden. Men de havde jo været her hele tiden.

“Men i dag er det jo sjovt. Nu er vi kommet over den svære periode. Folk synes, det er fedt, at vi er her. Men intet har ændret sig. Chicky er som en osteklokke.”

Bruna, der bor med sin mand og to børn i Ballerup, taler sproget fra en tid, man ikke oplever meget af på Vesterbro længere. Hun vil næppe blive fornærmet over at få det beskrevet som arbejderkøbenhavnsk. Vi er langt fra Hellerups cikelstier her i Kødbyen, hvor chauffører og slagteriarbejdere gennem årtier har drukket bajere, røget smøger, spist stegt flæsk og til tider fyret en portion af ugelønnen af på gadens fristelser.

Jeg skimmer det overskuelige menukort igennem og bestemmer mig for en bøfsandwich med brun sovs. Det er min debut. Og det viser sig da også, at det har sin helt naturlige forklaring for en indfødt københavner.

“Den hører faktisk slet ikke til på disse breddegrader,” siger Bruna. “For i København serveres en bøfsandwich ikke med brun sovs. Men min mand kommer fra Silkeborg, og så satte han denne her på kortet, og folk elsker den. Der kommer mange chauffører fra Jylland, der bare skal have sovs på alt. De skal også have sovs på deres flæskestegssandwich.”

Jeg tager en bid af min bøfsandwich: En saftig hakkedreng omgivet af sesambolle fyldt med remoulade, ketchup, sennep, agurkesalat og naturligvis bløde og ristede løg. Det er en ret, der givetvis er blevet til i landets pølsevogne, hvor man udnyttede de ting, man alligevel havde stående. Engang var det burgere fra frost, men i dag er Chickys bøffer hjemmelavede.

Og så hviler hele balladen på et leje af sovs. Et tykt, brunt hav, der langsomt blødgør og opløser den underste bolle og bidrager med endnu mere salt og fedme til den i forvejen salte og fede bøfsandwich. Jeg fortryder for første gang nogensinde, at jeg ikke har tømmermænd.

Man skal dog ikke forvente, at alt er hjemmelavet. For Chickys kunder ved godt, hvad der hører til i en bøfsandwich.

“Vi har prøvet at lave hjemmelavet agurkesalat, men det er ikke det, de vil have. Det er lidt som leverpostej. Vi ved allesammen, at den hjemmelavede er god, men vi har det bedst med den fra Stryhns. Vores kød bliver leveret frisk hver dag. Men vi går på kompromis med remouladen og de der ting. Vi tager vores kampe med omhu.”

Kun sovsen og bøffen har ændret sig siden 1980. Det gælder sådan set også resten af Chicky Grill, hvis man eller ser bort fra de demografiske forandringer. Og det er stadig de skæve eksistenser, der har størst plads i Brunas hjerte. Det er hun vokset op med, og sådan har det været, lige siden hendes far kom til Danmark fra Syditalien som det, der dengang gik under navnet fremmedarbejder.

“Leif var en af de helt specielle stamgæster, der altid kom ind og råbte med sådan en mærkelig tigerhue på hovedet. Men når vores børn var her, så blev han en helt anden. Hver jul gav han dem 1000 kroner, eller når de havde fødselsdag, gav han dem 500 kroner hver. Han havde ingen familie. Men han elskede vores børn.

“De typer er helt væk fra det her område i dag. Alle de prostituerede er der heller ikke længere. Der er ikke plads til de stakkels piger. Det er sjældent, du bare ser én. For syv-otte år siden stod der nogle gange 20. Det var nogle triste skæbner.”

Men ellers er Chicky blevet frekventeret af alle slags mennesker. Også dem man måske ikke havde regnet med. Der var de to ældre damer fra Schweiz, der havde læst om Chicky Grill i et madmagasin og ville prøve noget autentisk dansk. Og der var kabinepersonalet fra et amerikansk flyselskab, der kom hver eneste gang, de skulle overnatte i København.

“Nåja”, husker Bruna, “så har vi engang haft et bøssepar, der blev viet hernede. De mente, at hvis der var noget sted i verden, de skulle giftes, så skulle det være her. De inviterede både familie og deres venner ned til stegt flæsk og stjerneskud.”

Andre kunder har sværere ved at værdsætte de værdier, der gælder på Chicky Grill. Men livet har skolet Bruna og hendes familie i at tackle sådanne udfordringer.

“Det sværeste er den gruppe, der er blevet for egoistisk. Folk der tror, at de kan te sig, som de vil. Hvis nogen begynder at smide sovs i en potteplante, så er vi knivskarpe. Så er det ud! Så er det helt ud!

“Folk er blevet sig selv nærmest. Bare fordi du kommer ind i en jakke og en fancy skjorte, så kan du ikke te dig, som du vil her, og vi sætter stor ære i, at de unge piger ikke skal gramses på eller tales ned til.”

Mens både grillbarer og klassiske danske spisesteder er lukket i hobetal i resten af landet, går det kun fremad for Chicky Grill. Der er travlt som aldrig før. Men det havde Bruna og hendes familie bestemt ikke set komme. “Da de sidste slagtere lukkede hernede, og da de sidste stamkunder døde – de havde levet et hårdt liv – så tænkte vi: ‘Hva’ fa’en! Hvad skal Chicky nu blive for et sted?’”

For ganske vist kom de jyske og fynske håndværkere stadig og spiste frokost fra mandag til torsdag. Men hvad med alle de andre? Men så åbnede Kødbyen, og vi tænkte, om vi kunne overleve presset fra de her store steder som Paté Paté og Mother, men jeg kan eddermame love dig for, at vi er den bedste kontrast til alt det moderne. Du kan nærmest ikke komme ind en fredag aften uden at bestille bord. Vi har folk, der ringer en måned før for at være sikre på, at de kan komme ind. “

Jeg spiser de sidste rester af den sovsevædede bøfsandwich og skyller den ned med en cola, da jeg bliver nysgerrig på, hvilken servering der hitter bedst på Chicky. Hvilken ret, der aldrig kommer til at forsvinde fra kortet. Bruna tænker sig om, men nægter at lægge sig fast.

“Det kan jeg ikke, for de er jo alle klassikere. Men flæskestegen ryger ikke. Eller hakkebøfferne. Det er jo fedt med det gamle køkken. Det er så simpelt, og man kan næsten ikke fucke det op. Alle kan lide en hakkebøf.”