Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Indenfor få minutter blev min drøm om at have en vild aften knust. Klokken var 23 på en fugtig fredag aften, og jeg kæmpede mig gennem folkemængden på den tætpakkede Haad Rin Nok-strand på den thailandske ø Koh Phangan, der er hjemsted for de nu berygtede fuldmånefester. Festen var godt i gang omkring mig.
Videos by VICE
Forskellige beats fra strandbarerne kappedes om min opmærksomhed, og den friske havluft var fyldt med en kvalm stank af billigt sprut. Da jeg kom forbi en stangstiv gruppe af fyre med neonmalede kroppe, der poserede foran en brændende cirkel, begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg overhovedet var kommet. Det var ikke den slags vild, jeg ledte efter.
Nogle få meter væk stod en gruppe piger med iPhones i hænderne og ventede på at se, hvad der skete, når den næste person forsøgte at springe gennem det benzinindsmurte, brændende reb (spoiler alert: de brændte sig).
Det var tydeligt, at det her var meget langt fra den fredfyldte forsamling af hippier, som begyndte på selvsamme sted 30 år før.
Dengang tilbage i 1988 var strandene så uspolerede, at vandet blev selvlysende, hvis man daskede til det med hånden. I dagslyset skinnede det med de mest fantastiske, turkise nuancer – det siger 54-årige Colin i hvert fald, som boede på naboøen Koh Samui dengang. “Hvis man sparkede til vandet, var det, som om safirer og diamanter blev spredt for alle vinde,” fortæller han over Skype med tyk skotsk accent.
Colin forklarede, at der mest kom solorejsende på øerne dengang: “Det tog to dage at komme til Samui, for man skulle tage et nattog fra Bangkok til Surat Thani og så en langsom båd over på den anden side, så folk kom sjældent i grupper.”
Der var heller ikke noget elektricitet om aftenen, så kysten blev indtaget af vilde hunde og en slags “mystisk mørke”, som holdt folk væk fra strandene. Derfor begyndte man at feste, når det var fuldmåne, forklarer han: “Når månen kom frem, oplyste det hele stranden, og hundene stak af. Pludselig var der hundredevis af mennesker, der gik op og ned af stranden midt om natten.”
I oktober 1988 kom to hollandske pothoveder, som havde boet i Colins bungalow på Samui, på den idé at samle nogle venner og sejle den korte tur over til den ubeboede ø Phangan i anledning af fuldmånen. Det endte med, at ti mand kravlede om bord i båden med en kasse øl, en kasse cola og en hel masse pot og svampe.
Colin tog derover et par dage senere, da det rigtigt var fuldmåne, og beskrev stranden som en kongres for huleboere, da han ankom. “Alle sad i saronger med store skæg og grindede ganja med en kokosnød,” griner han. De havde slået telte op i græsset under palmetræerne, mens bongotrommer og akustisk guitar spillede i baggrunden, og der var konstant gang i et bål.
Efterhånden som natten faldt på og månen lyste stranden op, begyndte svampene at virke. Gruppen sad der i timevis og snakkede om alle de eksistentielle ting, man har en tilbøjelighed til at snakke om, når man tripper på svampe, og det endte med, at de alle sammen nøgenbadede i havet – en rimelig stille og rolig omgang, kan vi vist godt blive enige om.
Men det varede ikke længe, før den stemning forandrede sig. Dagen efter festen vendte Colin tilbage til Samui, og den næste måned var han vidne til en en voksende territoriekamp, der spredte sig på øerne. Det hele ansporet af den kommende lufthavn, som skulle anlægges på Samui, og forventningen om, at værdien af jorden ville stige.
“Volden kom ud af ingenting,” forklarer han. “Folk blev skudt. Jeg blev chokeret, da jeg opdagede, at alle, jeg kendte, havde våben og ikke var bange for at bruge dem. Nogle af de venner, som havde været med på Phangan, begyndte at sælge stoffer og kom i problemer med de lokale drenge, som jagtede dem væk fra stranden med macheter – for hvis nogen skulle sælge stoffer, var det dem.”
I april 1989 havde både elektricitet og ecstasy fundet vej til øerne, så den originale hippie-forsamling på Koh Phangan, blev forvandlet til en meget tungere og mere larmende fest. Med tiden muterede festerne til de månedlige pengemaskiner, de er i dag, og som normalt tiltrækker omkring 30.000 mennesker – dobbelt så mange nytårsaften. Nu er det i princippet en gigantisk natklub under åben himmel, og de er lige så kiksede og alkoholiserede som de fester, du finder på Zante eller Magaluf – der er ingen forbindelse til omgivelserne – eller bare det land, de foregår i.
Desværre er vold blevet en naturlig konsekvens af alt det sprut, de stoffer og de penge, der er i omløb, og derfor har festerne i løbet af de seneste 30 år fået ry for at være fyldt med kriminalitet.
Det var i en bar på Koh Phangan, at en 22-årig britisk mand blev skudt i 2013, da han blev fanget i krydsilden mellem to rivaliserende bander, og en anden britisk turist blev sidste gang set til en fuldmånefest, inden han forsvandt for ti år siden. Politiet forsøger stadig at opklare den sag. I 2007 blev en 31-årig israelsk mand stukket ned og gennembanket til døde, og der har været adskillige druknesager.
Hvis ikke du allerede kendte til ulykkerne og dødsfaldende, som har plaget stedet de seneste år, så kunne du måske begynde at blive mistænkelig, når du så, hvor mange skadestuer, der ligger rundt omkring i den nærliggende by. Jeg så fire steder på nogle få gader tæt på stranden. Jeg gik ind og spurgte de ansatte, hvor travlt de havde, når der er fuldmånefest. En af dem udbrød et manisk grin og spærrede øjnene op over sin maske. “Meget travlt,” sagde hun.
Hendes grin er et billede på den fordægtige stemning, måske endda lovløshed, der foregår i området. Jeg blev advaret omkring det igen og igen, når jeg talte med de lokale (“pas på, hvem du taler med, og pas på, hvad du siger”). Den fest, som Colin havde oplevet starten på så mange år før, har fået en dyster bagside.
Selv hvis du kan leve med, at volden finder sted – det sker jo over det hele, ikke? – så er den miljømæssige påvirkning fra de tusindvis af mennesker, som bliver klemt sammen på et relativt lille stykke strand hver eneste måned, nærmest utilgivelig. Det er et sted, hvor havet ikke bare bliver set som skraldespand for plastikkopper og knuste glas, men også som toilet.
En festgænger grinede, mens han beskrev en fuld pige, der fumlede med sin bikiniunderdel, inden hun satte sig og tissede i havet. En medarbejder fra en af de lokale barer sagde: “Hvis vandet kommer langt op på stranden, ryger skraldet med ud. Der er så meget affald og bræk over det hele.”
Men hvis han kunne bestemme, ville han stadig fortsætte festerne. De betyder for meget for den lokale økonomi. En taxachauffør beviste det med konkrete tal: På en almindelig fuldmåneaften tjener hun omkring 6000 baht (1100 kroner), mens hun op en normal aften, kun tjener 150 baht (28 kroner). En butiksejer på stranden forklarer, at på en enkelt fuldmånefest tjener hun nok til at brødføde sin familie resten af måneden. Sådan et argument er svært at ignorere.
Andre steder ser de anderledes på det. En lokal rejsearrangør fortæller, at politiet forsøger at “forbedre Phangans omdømme”. Der har været en del narko-razziaer i de seneste måneder, blandt andet i Reggae House i december og Bello Bar måneden efter, og en række ulovlige hostels er blevet lukket ned.
Medarbejderen på baren fortæller en lignende historie – politiet står klar til at smide ballademagere i detentionen. Han fortæller også, at de 100 baht, folk betaler for at komme med til festen, går til at rydde op dagen efter, og det er en gruppe af de lokale erhversdrivende, som står for det.
Andre, jeg talte med, havde ikke den opfattelse, at Phangan var ved at blive sobert, og fortalte historier om, at politiet er i ledtog med de lokale bander.
Et par dage efter festen, vendte jeg tilbage til stranden og så, at oprydningen stadig var i gang. Et hold lokale fyre var i gang med at rive sandet for skrald og tømme affaldsspande, mens et elektrisk bor fra en byggeplads på stranden gav de få tilbageværende ravere under den thailandske sol et soundtrack. Alle så lidt slidte ud – især fyren, som havde været på speed i lidt for mange dage i træk. Selv da festerne var mere rolige, var det her tydeligvis en strand, der tiltrak et crowd, der gik all-in.
30 år efter sidder vi tilbage med en fejring, som har intet at gøre med den oprindelige fuldmånefest på Koh Phangan. Men, som jeg fandt ud af, er den lokale økonomi afhængig af de turister, som festerne tiltrækker, og de lokale gør, hvad de kan for at håndtere den oprydning og den ballade, som følger med.
Og hey, hvis festerne alligevel skal foregå, er det måske meget godt, at alt det vanvid bliver holdt på én enkelt strand i stedet for at sprede kaos til resten af landet.
