Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig
På den ene side står politiet, som en slags hær af Robocops, klar til at gå til angreb, så snart uroen truer. På den anden side står maskerede aktivister og råber om uretfærdighed og får deres frustrationer ud ved at kyle ting efter deres modstandere: Politiet, som aktivisterne ser som ansigtløse repræsentanter for en stat, de ikke længere betragter sig selv som en del af.
Videos by VICE
Sammenstød mellem politi og demonstranter er et evigt aktuelt emne, der ofte skiller vandene, og det er det, bogen ‘Genesis Lacrima’, den første bog fra det franske forlag Nuit Noire (sort nat), tager fat i.
Bag fotobogen står de to fotografer Émilie Royer og Arnaud Sommier, som forsøger at sidestille de to parter, der støder sammen på asfalten, så neutralt som muligt. Klichéerne står i kø, men budskabet bliver alligevel hængende bagefter: Der er noget galt i vores samfund. Vi har talt med de to fotografer for at finde ud af, hvad deres budskab med Genesis Lacrima er.
VICE: Betyder det meget for jer at vise begge sider af sagen?
Émilie Royer: Vi lever i en tid, hvor alt kan ske, og jeg forsøger bare at forevige vigtige begivenheder. Jeg ville gerne lave det her projekt for at vise, hvad jeg ser, når jeg går på gaden, for hvis ikke man har været der, er det svært at forstå, hvad der virkelig foregår. Der er så mange ting, man ikke ser i mediernes dækning – for eksempel, at politiet fyrer tåregasgranater lige i hovedet på demonstranterne, når de kaster med sten eller flasker. Der er desværre mange, der ikke tror på, at politiet også er med til at opildne situationen.
Arnaud Sommier: Vi talte meget med forlaget og kom ret hurtigt frem til, at vores billeder viste to sider af en kamp, der foregår samtidig. Jeg vil gerne vise, hvordan demonstrationerne i virkeligheden er, men især fra politiets side, så jeg kunne danne min egen mening, og ikke bare tolke virkeligheden ud fra den fortælling, de store medier gengiver. Jeg vil ikke lave om på sandheden – jeg er ikke journalist.
Udfylder jeres værk et særligt tomrum i medierne?
Émilie Royer: Takket være internettet er det nu forholdsvis nemt at få adgang til ucensurerede medier. Selvom den slags medier selvfølgelig ikke er noget, den gennemsnitlige borger kigger på. De billeder, vi tager, opstår ikke, fordi der er et tomrum i medierne, for de er ikke taget med et politisk eller journalistisk udgangspunkt. Der er mange velinformerede, selvstændige foto- og videojournalister, som har dokumenteret de her protester og konflikter i lang tid.
Hvordan kom I så tæt på de her personer?
Émilie Royer: De er ikke svære at komme i nærheden af. Men demonstranterne har god grund til at være tilbageholdende: Der bliver spredt mange løgne og lavet meget grin med dem. Der er også mulige repressalier, lige meget om de opfører sig voldeligt eller ej, så de passer på og beskytter deres identitet. Men i løbet af demonstrationerne lærer man hinanden at kende. Man begynder at stole på hinanden, for det handler også om attitude: Man skal respektere andres ønske om at være anonym og ikke være for insisterende.
Arnaud Sommier: De første billeder, jeg tog, tilfredsstillede ikke redaktørerne på forlaget, og de pressede mig til at komme tættere på kampene, så billederne ville blive stærkere. Og der mener jeg, at jeg skulle tættere på både fysisk og i overført betydning. Min metode er at gå helt tæt på uden at tænke for meget over det.
Havde I lyst til at kommentere på det politiske klima og pege på den spirende klassekamp i Frankrig?
Émilie Royer: Klassekampen er allerede i gang. Og mit indtryk er, at flere og flere mennesker, som egentlig ikke følte sig berørte, kan mærke, at alle har en rolle at spille. Demonstrationerne kommer ikke til at forandre verden, men jo mere vi gør vores stemme hørt, jo stærkere modstand kan vi skabe. Jeg ser også bogen som en metode til at udvide folks bevidsthed.
Arnaud Sommier: Det er tydeligt, at politiets arsenal bliver vildere og vildere. Det er en udvikling, vi især har set de seneste år. Politiet bruger for eksempel mange flere tåregasgranater, og det har betydet, at der er sket en stigning i antallet af demonstranter og fotografer, der kommer til skade. Jeg vil virkelig gerne vise det, og stille og roligt få folk til at få øjnene op for virkeligheden.
Man kan lægge rigtig mange fortolkninger ned over jeres billeder. Var det meningen?
Émilie Royer: Vores billeder lader det være op til øjnene, der ser. Man kan fortolke, som man vil. Vi vil ikke tvinge tolkningen i en bestemt retning for at bevise en pointe. Samtidig er det vigtigt for mig at sige, at valget om at blive betjent ikke bare er en banal eller ubetydelig ting. Man vælger ikke at være politibetjent på samme måde, som man vælger at være bager eller grafisk designer. Selvfølgelig parerer de også bare ordrer, men i sidste ende er det kun dem selv, der vælger at gøre det. De er ikke tvunget til noget.
Der er en ægte balance mellem de to sider en næsten uhyggelig neutralitet. Har I udvalgt billederne med det formål?
Émilie Royer: Vi blev sammen enige om et udvalg, som vi syntes var konsistent. Det neutrale opstår, når begge sider bliver behandlet på samme måde, hvor der er de samme tidslinjer, og layoutet er det samme. Det gælder ikke om at fordømme den ene eller den anden side – lige gyldigt hvilke holdninger vi ellers har – men i stedet bare at vise, hvad der foregår til demonstrationer i dag.
Arnaud Sommier: Ved at sætte dem op overfor hinanden gjorde vi det muligt at se to fortællinger. Vi vil ikke vælge side, for det er ikke gennem det her medium, at jeg vil udtrykke mine holdninger. Vi har valgt billederne for at opnå en objektiv balance.
