Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Der er et klip i dokumentaren Pussy Riot: a Punk Prayer, hvor Masha Alyokhina bliver ført ud af en russisk retssal i håndjern af en vagt. Hun er 23 år gammel og kan se frem til en alvorlig fængselsstraf på grund af Pussy Riots notoriske, ulovlige koncert i Moskvas katedral.
Videos by VICE
Det var den optræden, der gjorde Pussy Riot internationalt kendt, og samtidig gjorde gruppen til anti-Putin-bevægelsens ansigt udadtil. Den sendte også Masha og hendes bandkammerater, Nadya Tolokonnikova og Yekaterina Samutsevich, i en russisk arbejdslejr i to år.
Men før det skete – før Pussy Riot blev dømt og straffet af deres eget land og æret af resten af verden – blev den yngre Masha ført ud af retssalen i håndjern, og hun vendte sig mod forsamlingen med et stort smil. Dét er ultimativ ulydighed.
Nu smiler Masha til mig via en meget ustabil Skype-forbindelse fra Hobart i Australien, hvor hun har tømmermænd efter en vild aften på Dark Mofo-festivalen.
Så jeg begynder samtalen, hvor alle samtaler har tendens til at starte og slutte for tiden: Med Donald Trump. Afsløringerne om, at Kreml har hacket Clinton-kampagnen, og den konstante snak om lyssky aftaler mellem Trump og Rusland. Masha sukker og tager et langt hvæs på sin cigaret. “Jeg tror, Trump er et billede på, hvad der sker, hvis man ikke stemmer – hvis man bare bliver hjemme,” siger hun. “Hvis man tror, at det hele vil være der for altid – også demokrati. Det er meget vigtigt, at vi kæmper for vores ret til selv at vælge hver eneste dag.”
Pussy Riot er blevet kendt for den slags aktiv frihedskamp. Siden de blev løsladt fra fængslet i december 2013, er gruppen blevet den mest synlige modstander af Putins Rusland, både i udlandet og derhjemme.
Det har haft sine konsekvenser. Deres kroppe bærer stadig rundt på ar fra tiden i arbejdslejren og den sultestrejke, de var på under deres fængsling. I 2014 kom Masha og Nadya igen på forsiden, da de blev angrebet af kosakker under vinter-OL i Sochi. Her blev de pisket og angrebet med peberspray, lige inden de skulle optræde.
Til gengæld fik det mindre opmærksomhed, da parret grundlagde et medie ved navn MediaZona, der beskæftiger sig med frihedsrelaterede problemer i Rusland. “Det handler især om fængselsvold, politibrutalitet og politiske retssager,” forklarer Masha. Lige så stille voksede MediaZona og fik et loyalt følge. “Det var meget undergrund i starten,” siger hun. “Men efter to år var det et af de mest citerede medier på nettet i Rusland.”
Hjemmesiden, Pussy Riots optrædener og musikken er alt sammen en modreaktion til det konservative Rusland, der stortrives under Putin. Det Rusland, som har strenge love mod homoseksuelle, som støtter Bashar al-Assad, og som annekterede Krim. Men Masha siger, at det er for simpelt bare at kalde Pussy Riot for “anti-Putin”.
“Det er meget vigtigt at slå fast, at Putin bare er kransekagefigur for en gigantisk maskine, der har styret vores land i snart et århundrede. Putin er et produkt af FSB (den russiske efterretningstjeneste). Han er KGB-agent,” forklarer Masha. “Jeg mener, at Rusland, lige siden Stalin, lige siden 30’erne, har haft en helt unik og meget frygtelig tendens til at smadre alt, der skiller sig ud. Og konstant se fjender indenfor sine egne grænser. Det er en slags borgerkrig, men med usynlige fjender.”
Masha taler om den usynlige modstandskamp, der foregår, og et andet Rusland. Det Rusland hun kæmper for. “Det er det mest interessante land i verden,” mener hun. “Putins venner kan eje alle TV-kanalerne, men de kan ikke eje folks øjne, og folk ser, hvad der foregår. Når der er protester på gaden, er det mest teenagere. Altså piger og drenge på 17, 18, 19 år, der siger ‘vi er ligeglade med hvem du er – vi er ikke enige med dig.’”
Protestbevægelsen fik vind i sejlene tidligere i år, da dokumentarfilmen He Is Not Dimon to You udkom, og anklagede den russiske premierminister Dmitri Medvedev for at begå underslæb for svimlende 8 milliarder kroner. Omkring 60.000 mennesker gik på gaden rundt omkring i Rusland d. 26. marts, fordi de var frustreret over regeringens manglende respons på filmen. Hundredvis blev arresteret, heriblandt filmens fortæller, Alexei Navalny, som er kendt for at være Putin-modstander.
“Det er et smukt eksempel på, at selvom man poster millioner i at censurere landet, så kan det ikke lade sig gøre. For folk vil stadig vide, hvad der foregår, og de vil stadig være frie. De forstår, og de analyserer,” siger Mash
I maj i år blev den populære, russiske YouTuber Ruslan Sokolovsky dømt for at “opildne til religiøst had”, og det udløste endnu en bølge af protester. “Han spillede Pokémon Go i en kirke, og han tilbragte over seks måneder i fængsel, før han kom for retten,” forklarer Masha. “Han fik tre et halvt års betinget fængsel for at fange Pokémoner. Seriøst, for at fange Pokémoner i kirken…
“Hvis regeringen er så dumme, at de tror, det er en god idé at smide en ung fyr i fængsel for at spille Pokémon Go i kirken, hvad regner de så med? Hvilket folk accepterer det? Det er der ingen, der gør.”
“Jeg tror, at protester, enhver protest, alle gadekampe, kommer fra hjertet. Når du føler, at de ødelægger det, du tror på, og du bliver nødt til at kæmpe for det,” forklarer Masha. “Det var i hvert fald sådan, jeg blev politisk aktivist. Der var nogle røvhuller, der ville fælde en skov, der var og er meget vigtig for mig. Min søn blev født der, og det er en helt unik skov.”
Efter over et år vandt hun den første kamp. “Sådan begyndte det for mig,” siger hun. “Hvis man brænder for noget, eller for nogen man elsker, så vil den ild sprede sig til andre omkring en. Det tror jeg virkelig på.”
Få dage inden vi talte sammen, var unge russere igen gået på gaden over hele landet. Det var nogle af de største protester mod korruption siden 2012. Ifølge Reuters blev demonstrationerne mødt af “knippelsvingende urobetjente” som arresterede over 1000 mennesker i Moskva og Sankt Petersborg. Alexei Navalny blev arresteret udenfor sit hjem, og under en retssag midt om natten fik han 30 dage i fængsel for at forbryde sig mod forsamlingsreglerne.
Jeg spørger Masha, om hun midt i al volden, kaosset og trusler mod hendes person nogensinde overvejer at forlade Rusland. Simpelthen flytte et andet sted hen, langt fra problemerne, og måske skrive et country-album. Hun smiler.
“Rusland er fuldstændig uforudsigeligt, men jeg har ikke tænkt mig at forlade det land, jeg elsker. Jeg vil blive ved med at gøre, hvad jeg gør, for jeg tror på det,” svarer hun. “Jeg tror, det er lige meget, hvor mange vi er – det vigtige er, at vi kæmper for sandheden. Det er derfor, at vi – og jeg – aldrig vil stoppe.”
