Denne artikel er en del af Sustainability Week og er udarbejdet med sponsorat fra Copenhagen Fashion Summit.
Harper’s Bazaars tidligere redaktør, Miroslava Duma, er medgrundlægger af Buro247.com, TheTot.com og velgørenhedsfonden Peace Planet. Hun fortalte os om modeindustriens aftryk på miljøet og dens fremtid.
Videos by VICE
VICE: Hvorfor mener du, at modeverdenen skal prioritere bæredygtighed?
Miroslava Duma: Mode er den næststørste forurener i verden efter olieindustrien. Tøjproduktionen er steget med mere end 400% i løbet af de sidste 20 år, og intet tyder på, at den udvikling stopper. Overvej, at det kræver 7000 liter vand at producere ét enkelt par jeans, og op mod 3500 kemiske stoffer bruges for at lave råmaterialet om til tekstil. 10% af kemikalierne er skadelige for mennesker og miljøet. Kemikalierne kommer ud i vores vandforsyning og over halvdelen af alt tøj, der produceres, ender på lossepladser og tager årtier om at nedbryde. Det er ikke bæredygtigt at fortsætte med at producere tøj på den måde… vores planet har begrænsede ressourcer.
Hvordan kan modeindustrien efter din mening blive mere bæredygtig?
Der mangler fokus på hele forsyningskæden. 75% af den miljømæssige påvirkning, et stykke tøj har, skyldes designerens valg. Vi bliver nødt til at øge vores brug af stoffer, der er økologiske, bæredygtige eller lavet af genbrugt materiale.
Vi skal tvinge de fabrikker, vi benytter, til at samarbejde og holde dem ansvarlige – vi skal bede dem gøre information om deres udledning tilgængelig for offentligheden og sørge for, at de kemikalier, de bruger, er certificeret af organisationer som Cradle to Cradle. Forarbejdning skal udføres med mindst mulig brug af giftige kemikalier.
Vi skal overveje alternative muligheder for transport. Transport via fly påvirker miljøet ti gange mere. Vi bør benytte tog eller skibe.
Kemisk rensning er blevet en standard anvisning i instruktionerne til pleje af vores tøj. Vi skal anspore folk til at vaske deres tøj i hænderne, hvis det kan lade sig gøre. Hvis bæredygtighed blev en KPI for alle hovedaktørerne i branchen, ville vi se forandringerne ske langt hurtigere.
Tror du at vores handlinger som forbrugere – at forbruge mindre og skubbe på for positive ændringer – kan skabe gensidige forandringer i branchen?
Bestemt! At folk står sammen om at gøre smuk mode mere bæredygtig har allerede en kæmpe indflydelse på situationen. Se for eksempel Green Peaces “Detox My Fashion”-kampagnen. Efter fire års kampagne er 18 firmaer, der står for 10% af den globale detailindustri, deriblandt Valentino, Burberry og H&M, alle begyndt at eliminere kemikalier fra deres forsyningskæde. Den slags spreder sig som ringe i vandet i hele branchens forsyningskæde. Den offentlige granskning presser de største firmaer til selv at presse de forurenende fabrikker til at være mere ansvarlige og gøre information tilgængelig for offentligheden. Når først det er offentligt, er det muligt at gå imod de selskaber, der ikke gør det på den rigtige måde.
Tror du, at mindre firmaer kan bane vejen for nye tilgange til bæredygtighed?
Det tror jeg helt sikkert. Faktisk leder de vejen. De er i den unikke position, at de er i stand til at være førende inden for bæredygtige mål som en integreret del af deres kultur og selve deres eksistens. De behøver ikke at ændre den måde, de arbejder på, eller deres kortsigtede mål for profit eller med tilladelse fra investorer. De er fleksible og kan forny sig hurtigt, fordi de ikke bliver holdt tilbage af gammeldags, interne procedurer og bureaukrati. De har ikke de store firmaers marketingsbudget, men ved hjælp af sociale medier og online kampagner kan de gøre deres stemme hørt, og det vil tvinge de store firmaer til at følge trop.
Små firmaer ændrer den måde, tøj produceres på, og får tøjet til at holde længere, mens de producerer mindre. De fokuserer på kollektioner, man kan have på året rundt, og benytter genbrugte fibre og mindre bomuld, hvilket har et væld af positive miljømæssige konsekvenser. De producerer deres stof tæt på butikkerne og er dermed med til at nedbringe den forurening, transporten normalt står for.
Alligvel er der behov for en forenet industri, der står sammen om at forandre den nuværende tankegang, der handler om at alt skal være hurtigt, nemt og billigt.
Hvilken slags forandringer håber du at være en del af gennem dit arbejde i modeverdenen?
På en eller anden måde håber jeg, at jeg kan give en stemme til firmaer, der fremmer bæredygtige metoder gennem vores medieplatfrom Buro 247. Ved at arbejde med de førende luksusmærker fortsætter vi med at kræve dialog og forstå, hvad de gør for at skabe positive forandringer. Ved at give dem en platform til at diskutere bæredygtige forandringer med deres kunder, sørger vi for at stille dem til regnskab for langsigtede forbedringer i stedet for kortsigtede kampagner, der kun tjener til at fremstå som “grøn” over for deres velorienterede kunder.
Derudover bruger jeg min investeringsfond til at støtte firmaer, som har bæredygtighed som en del af deres DNA.
Et eksempel, jeg er meget stolt af, er et firma ved navn Reformation, hvis mantra er at lave sygt tøj uden at gøre miljøet sygt. De skabte USA’s første bæredygtige tekstilfabrik i LA. Deres hemmelige våben er der, hvor de får tingene fra. De skaber deres tøj af super bæredygtige materialer som Tencel og genbrugt vintagetøj. De laver tøjet på deres egen fabrik i LA, hvilket sikrer, at kvalitet, bæredygtighed og de etiske krav overholdes samtidig med, at de mindsker udledningen i forbindelse med transport fra en fabrik i udlandet.
De designer, producerer og fotografer i samme hus. Deres fabrik bruger den mest miljøvenlige teknologi på markedet, og de investerer i grøn indretning for at mindske affald og elforbrug. De er drevet af vedvarende energi og har en bæredygtig have, der kører på genbrugt vand fra fabrikken. Alt helt ned til rengøringsmidler og kaffe skal leve op til de miljømæssige krav, de stiller.
I løbet af det sidste år har Reformation sparet en milliard liter vand! Og næste år forventer de, at det tal når fire milliarder. De har også en række forbrugerværktøjer og instrumentpaneler, så forbrugerne kan følge deres indflydelse på miljøet ved at købe bæredygtigt.
Jeg har også for nylig været med til at starte Tot, der er en webplatform for babyer, mødre og kommende mødre. Vi arbejder på at indkøbe og sælge produkter, der er bæredygtige, langtidsholdbare og miljøvenlige. Vi tester alle produkter på vores egne børn, før vi sætter dem til salg. Hvor det er muligt, er produkterne fri for giftstoffer, skadelige kemikalier, ikke testet på dyr og produceret fornuftigt og bæredygtigt. Det er stadig muligt at have smukke produkter, der ikke smadrer miljøet eller din krop.