Brock Turner. Foto via Santa Clara Police Department.
Denne artikel blev oprindeligt udgivet af Broadly
Selvom den tidligere studerende ved Stanford University, Brock Turner, i marts blev dømt for tre kriminelle handlinger – overfald med henblik på voldtægt af en beruset eller bevidstløs person, penetration af en beruset person og penetration af en bevidstløs person – var det ikke den fyldestgørende retfærdighed, som hans offer havde håbet på. De tre sigtelser udgør sammenlagt en maksimal fængselsstraf på ti år. Efter lidenskabelige udtalelser om Turners karakter og hans potentielle, men nu knuste, olympiske svømmekarriere, blev han den 2. juni idømt seks måneders afsoning i et lokalfængsel i Californien.
Videos by VICE
“En fængselsdom ville have haft alvorlige konsekvenser for ham. Jeg tror ikke, han vil være til fare for andre,” udtalte Dommer Aaron Persky i sin afgørelse.
En protest, støttet af over 200.000 mennesker, kræver nu, at Persky omstøder dommen. Kommentatorer på Twitter og bloggere har peget på Turners milde dom – som han har i sinde at appellere – som et symbol på den indbyggede bias i USA’s retssystem, der dømmer til fordel for hvide og priviligerede mennesker. Hvis Turner var sort, var han blevet sendt direkte i fængsel, siger de. At dømme efter sagen om “the affluenza teen” [den overflodsramte teenager], som blev idømt 720 dage i lokalfængsel for at have dræbt fire personer ved spirituskørsel, lader det til, at der er noget om snakken. Til gengæld har forsøgene på at afsløre racemæssige diskrimination i retssystemet ved statistisk underbygning endnu ikke leveret et definitivt bevis.
Se billedserien, der stiller skarpt på voldtægtskulturen i den amerikanske hær
Det påpeger David Abrams, som er professor ved University of Pennsylvania Law School, i sit forskningsprojekt med titlen “Behandler dommere tiltalte forskelligt efter race?”: “Det basale problem ved næsten alle undersøgelser om raceforskelle ved strafudmålingen i retssystemet er, at man ikke kan tildele race tilfældigt, og det er det, man gør, når man vil lave et eksperiment,” fortæller Abrams. “Den måde de fleste undersøgelser griber det an på, er at gennemgå de variabler, som de tror påvirker strafudmålingen udover race. Det hjælper, men det eliminerer ikke det basale problem.” Med andre ord har det indtil videre været umuligt at vurdere, hvordan race påvirker strafudmåling, fordi man ikke kan isolere det fra andre faktorer, der kan være i spil i retssalen. Eksempelvis, “hvordan man er klædt på, hvordan man taler og andre ting, som muligvis påvirker længden af straffen, som ikke nødvendigvis handler om race, men som formentlig hænger sammen med det.”
Dataanalytiker hos Sentencing Project, Nazgol Ghandnoosh, nævner også vigtigheden af at kigge på anklagen, når man sammenligner den anklagedes race med den pågældende straf. “Der er mange forskellige forbrydelser, der er samlet under fanerne seksuelt overgreb og voldtægt, så det er vigtigt at sammenligne Turners sag med en lignende,” fortæller Ghandnoosh. “Nogle af de forbrydelser, som folk har sammenlignet sagen med, er simpelthen helt forskellige. For eksempel er sagen om den tidligere fodboldspiller Brian Banks, som afsonede fem år for en voldtægt, han ikke begik, blevet brugt som et forsvar for Turner. Banks’ sag er tragisk: Han blev anklaget som værende voksen, selvom han var mindreårig, og han var ikke tidligere straffet. Forskellen i strafudmåling afhænger også af de konkrete anklager imod den tiltalte. Banks blev tiltalt for voldtægt og kidnapning, mens Turner ikke engang blev anklaget for voldtægt. Anklagemyndigheden gik oprindeligt efter to tilfælde af voldtægt, men sigtelserne blev senere frafaldet. Det kom som en stor overraskelse for alle, som har læst politirapporten og vidneudsagnet fra offeret, som blev fundet bag en affaldscontainer.
De differentierende anklager mod de to sigtede – den ene hvid, den anden sort – er en uretfærdighed i sig selv, men det er vigtigt at holde tingene adskilt. Ghandnoosh forklarer, at det illustrerer, hvordan racemæssig bias gennemsyrer hvert eneste led af retssystemet. “Anklagemyndigheden tiltaler som regel sorte mennesker hårdere end hvide,” fortæller hun. “Der findes racemæssige uligheder i hvert eneste led i processen. Det vokser sig større og større på vejen igennem systemet.” Det begynder med sandsynligheden for at blive anholdt. Så er der muligheden for at kunne betale kaution før retssagen – hvilket forskning fra Sentencing Project har vist fører til et bedre udfald ved retssagen – og til at kunne ansætte en forsvarsadvokat. “Så er der juryen,” fortsætter hun. “I denne sag fældede juryen dom, men der er beviser på, at sager med sorte tiltalte oftere fører til domsfældelse end sager med hvide tiltalte.”
“Det løser ikke problemet, at vi sørger for, at alle får den hårdest mulige straf.”
Tallene på området er uomtvistelige. I sin forskning noterer Abrams, at selvom 13,2 procent af USA’s befolkning er sorte, så var 38 procent af de indsatte i fængslerne sorte mennesker i 2008. Samme år blev sorte mænd fængslet i et omfang, der er seks og et halvt gange større end for hvide mænd. For at undersøge om bias i domsafsigelserne ligger til grund for skævvridningen, opfandt Abrams en ny metode. “Det, vi gjorde, var at ændre spørgsmålet en lille smule. I stedet for at forsøge at bevise eller afkræfte bias hos dommerne, så kiggede vi på forskelligheden af dommernes kendelser af henholdsvis sorte og hvide tiltalte, hvilket vi kaldte for ‘racekløften,’” fortæller han.
På den måde kunne Abrams og hans forskningshold udnytte en variabel, der er tilfældig: De sager, som dommerne får tildelt. Eftersom hver dommer får en jævn blanding af kriminalitetstyper og tiltalte af forskellige racer, “så burde hver dommers kendelse være den samme, medmindre der er bias involveret.” Ved at bruge data fra Cook County i Illinois undersøgte han, hvordan den enkelte dommer afsiger kendelse i sager, hvor den tiltalte er henholdsvis sort og hvid. Hvis der ikke var nogen personlig bias, så ville alle dommerne have den samme racekløft, men det var ikke det resultat, Abrams fandt frem til. Kløften mellem fængselsdommene af henholdsvis hvide og sorte tiltalte steg med 18 procentpoint ved at skifte udsnittet fra 10 procent til 90 procent af dommerne – hvilket vil sige, at nogle af dommerne var udtalt racistiske.
Og det gælder kun selve fængselsdommen. Abrams var overrasket over ikke at kunne finde noget statistisk belæg for en forskel mellem sorte og hvide i forhold til længden af straffen. Han mener dog, at det har at gøre med undersøgelsens udsnit, og ikke at det er fordi, at der ikke findes bias i udmålingen af straffe. “Det er muligvis fordi, der er nogle guidelines til strafudmåling i Illinois, som indskrænker dommernes spillerum, men der er færre restriktioner, når det gælder selve fængselsdommen.” Da jeg spurgte ham, om han ville forvente et andet resultat i en stat uden den slags restriktioner, svarede han, “Ja. Hvis den underliggende tendens til bias hos dommerne er den samme, så ville vi helt klart forvente at se et større resultat, når vi kigger på strafudmåling.”
Ghandnoosh fortæller, at selvom strafudmåling måske er det punkt i retssystemet, hvor man finder det mindste statistiske belæg for racemæssig bias – på grund af minimumstraffe på bestemte forbrydelser – så er “dommere mere tilbøjelige til at se en hvid tiltalt som kandidat til rehabilitering.” Racemæssige bias er tydeligvis en virkelig del af retssystemet.
Der findes til gengæld tiltag, der kan implementeres for at eliminere det, fortæller Ghandnoosh optimistisk. “En måde er at behandle alle ligeligt uanset hvilke resourcer, de kan smide på bordet. New Jersey vedtog i 2014 en lov, der skulle reducere brugen af kaution og i stedet benytte risikovurdering til at afgøre, om tiltalte skal varetægtsfængsles inden retssagen,” fortæller hun. “Og i forhold til bias, så er nogle retskredse begyndt at kigge meget systematisk på, hvordan den tiltaltes race påvirker dommen, og stiller domstolen til ansvar for kendelserne.”
Hun tilføjer også, at det måske er på tide at anskue retssystemet efter helt nye præmisser. “Når vi taler om at udjævne resultatet, er det så et spørgsmål om at komme et sted hen, hvor alle bliver straffet for hårdt, eller vil vi prioritere den retfærdige straf? Det løser ikke vores problem med overfyldte fængsler, at vi sørger for, at alle får den hårdest mulige straf.” Det er selvfølgelig en god idé i teorien, når man kigger på antallet af folk i fængslerne, der afsoner minimumstraffe for ikke-voldelige forbrydelser. Samtidig fortjener de forkælede ‘frat bros’ i studenterforeningerne, som tror, at voldtægt bare er en del af drukkulturen på universitetet, at få en brat opvågning.
Mere fra VICE:
Sådan dater du et voldtægtsoffer
