Denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard
De seneste par år er jeg blevet dybt fascineret af uafhængige elektronikværksteder. Du ved, de steder, hvor man kan komme ind fra gaden og få fikset sin iPhone for en tiendedel af, hvad Apples egne reparatører kræver. Min interesse kom sig af, at jeg begyndte at hænge ud med nogle af dem og fandt ud af, at de slet ikke behandler telefoner på samme måde som os andre – jeg har set dem smide deres mobil ned i et glas vand, bare for at bevise, at de kunne reparere den igen.
Videos by VICE
Men det bedste ved de folk er, at de har set alt, så de løfter ikke engang et øjenbryn, hvis man fortæller, at hunden har ædt ens telefon. Derfor blev jeg nødt til at spørge dem om det mest absurde eksempel på en smadret telefon, de har haft mellem hænderne.
Erica Douglass, Austin, Texas
Den blev kørt over af en motorcykel! Vi har også repareret mange, der er blevet kørt over af biler, og vi havde én, der var blevet tabt fra 7. sal i et parkeringshus og fundet på jorden i stumper og stykker.
Justin Drake Caroll, Richmond, Virginia
Den bedste historie er helt sikkert den, vi kalder for “cremetelefonen.” En fyr kommer ind med en telefon, der ligner, at den har boet i en tube glidecreme. Ham og hans kæreste var faldet i søvn og havde ved et uheld væltet cremen ud over telefonen. Så hele natten havde hans iPhone 6 ligget og suget glidecreme ind i hver en lille sprække. Det tog mange timer at rengøre den. Vi blev nødt til at sætte ny skærm, nye højtalere, nye kameraer, og et par andre småting på, så det endte med at blive en dyr fornøjelse. Da jeg ringede til ham, og fortalte, at det blev over 1500 kroner, svarede han, “Hmm… Det var trods alt det værd.”
Vi var nødt til at købe en bytur til den ansatte, der havde stået for reparationen.
Ryan Sadegh, Hays, Kansas
Det her er helt sikkert den mest sindssyge reparation, vi har haft. Kunden sagde, at sælgeren havde påstået, at panserglasset på skærmen nærmest var skudsikkert. Så kunden havde besluttet sig for at teste holdbarheden ved at skyde på den med et haglgevær.
Jeg har også repareret en iPhone 5, der faldt ned fra en 100 meter høj vindmølle. LCD-skærmen hang løst i et kabel, da den kom ind ad døren. Den havde simpelthen givet slip på resten af telefonen.
Loren Nunley, Corinth, Mississippi
For et par år siden reparerede jeg en telefon, der var blevet tabt fra en båd på en fisketur. Manden var kommet ind for at få fikset skærmen på en anden telefon, og vi kom til at snakke om forskellige reparationer, deriblandt druknede telefoner. Han sagde, at hans anden telefon havde været under vand i et halvt år. Han endte med at finde frem til den, få den op af vandet og aflevere den i en plastikpose fyldt med vand. Jeg ringede til ham en uge senere, fra hans egen telefon, og alle hans data var der stadig.
Der var også en historie om en lastbilchauffør, der havde lagt sin iPhone 6+ på baghjulet af lastbilen, mens han fyldte benzin på. Det endte selvfølgelig med, at han kørte hen over telefonen med en tungt læsset lastbil. Telefonen var fuldstændig smadret, da han kom ind med den, men et par timer senere virkede den igen. Vi måtte skifte skærm, tegneplade, displayforbindelser, LCD, batteri, kameraer og ramme.
Jeg kan også huske en iPhone 6S, som tilhørte en havneejer. Han havde den i kopholderen på en golfvogn, der rullede ned ad en bådrampe og ind i en sø. Han fik en dykker til at finde telefonen igen. (To uger før havde vi repareret den samme telefon, hvor den også var druknet). Da han kom ind med telefonen, lå den stadig i kopholderen og havde gjort det i alle tre dage, den var under vand. Så vidt jeg ved, er golfbilen stadig på bunden af søen.
Pedro Ferrer, Dublin, Georgia
En pilot havde lagt sin iPad på vingen, mens han tjekkede flyet inden afgang. Da han var færdig, satte han sig ind og fandt først ud af, at noget var galt, da han ud af øjenkrogen så noget falde af flyet. Først troede han, at det var et stykke af vingen, men så gik det op for ham, at det var hans iPad. Han var lige lettet, så han kunne få nogen til at gå ud og samle den op. IPad’en var helt buet, men motherboardet var intakt. Han var meget bekymret for sine data, for han havde ingen backup – heldigvis kunne vi sætte motherboardet over i en anden iPad, så hans ting var reddet.
Franklin Jones
Der var en fyr, der tapede sin telefon fast til blæseren i loftet for at snyde i Pokémon GO… Den fløj af og ramte væggen. Hans trick virkede heller ikke, for app’en bruger GPS. Jeg har også haft adskillige telefoner til reparation, som var blevet tabt ud af helikoptere, men de plejer faktisk ikke at være så smadrede.
Maaz Kamani, Toronto
For et par år siden havde jeg en kunde, der havde tabt sin telefon seks etager ned gennem en elevatorskakt.