Artiklen er også trykt i det nye VICE Magazine – Dystopi & Utopi. Få information om releasefesten her.
Reptilicus er pissesur, og så bliver det værre, for så kommer der en halvfed amerikansk general med tyk dansk accent og skyder en bazooka lige i ansigtet på ham, mens han står på Rådhuspladsen og smadrer alt, han kan nå med sin gigantiske øglekrop. En jeep med en soldat i, væk med ham. Fortovsbelægningen i både den ene og den anden retning, væk med den. Så ankommer den halvfede general og bazookaen. Raketten affyres fra nærmest klos hold og rammer Reptilicus i hovedet. Reptilicus falder. Han er færdig som gårdsanger.
Videos by VICE
Øglen ser ganske grotesk ud, den ligner noget, en skoleelev kunne lave i håndarbejde og få en halvdårlig karakter for
Reptilicus er stjernen i den første og næsten eneste danske monsterfilm nogensinde, og det er sådan her, det ender for ham. Filmen, som også hedder Reptilicus, er fra 1961, den er for vild og handler om denne voldsomt store fortidsøgle, som vækkes til live, da dens hale graves op under jagten på olie i Lapland. En ung, dansk ingeniør (spillet af Bent Mejding) tager den med tilbage til København, hvor han giver den til, af alle steder, Danmarks Akvarium, sådan at forskerne der kan undersøge fundet, men så går det hverken værre eller bedre, end at døren ind til kølerummet en nat står åben, sådan at halen tør op. Da Reptilicus kan regenerere sin krop, når den altså ikke er dybfrossen, gør han netop det, og sådan vokser han sig 30 meter høj og begynder derpå at smadre alt, han kan komme i nærheden af. Det er ikke så godt.
Den amerikanske NATO-general Grayson (spillet af Carl Ottosen) bliver tilkaldt for at få bugt med den hærgende øgle, men før han kan komme i omdrejninger, skal han lige igangsætte en ret ligegyldig kærlighedshistorie og vises rundt i København, som ser skidegodt ud, fordi det er sommer. Blandt andet skal han af uransagelige årsager en tur i Tivoli.
Så er generalen også klar til kamp, og det involverer både tanks og flammekastere og hundredevis af statister, som flygter panisk over Langebro, der laaaaangsomt åbner. Mange falder i vandet. Cykler falder i vandet. Vanvittige scener. Panik og rædsel. Tanks og soldater skyder fra ethvert gadehjørne, mens Reptilicus tæsker løs på hovedstaden. På Rådhuspladsen hiver Grayson bazookaen op på skulderen, Reptilicus tårner sig op over ham, og så er det slut. ELLER ER DET? For så ser vi en klo, som Reptilicus mistede i en tidligere kampscene ude i Øresund, og som siden da har ligget på havets bund. Der ligger den stadig. Kan Reptilicus endnu engang regenerere sin krop ud fra den? Det ved ingen. Ingen vil finde ud af det. Filmen er slut.
Reptilicus er berømt eller, okay, den er vel rettere berygtet. Den er berygtet som den værste monsterfilm nogensinde, og måske er det for hårdt, måske er det ikke, men under alle omstændigheder er historien om filmen ret vild. Det er en historie om store drømme, men også om en manglende dystopisk klangbund. Om et samfund, som ikke var klar til monstre, hverken teknisk eller kulturelt. En af dem, der ved noget om filmens betydning, er forskningsleder ved Det Danske Filminstitut, Lars-Martin Sørensen, som, når man ringer til ham for at tale om Reptilicus, faktisk begynder at grine lidt.
“Den er enestående dårlig,” siger han. Så griner han. “Ikke? Den er et unikum i dansk filmhistorie, både fordi den står alene, og fordi den er råddent dårlig. Den er på alle måder en mislykket film.”
Hvorfor er den så dårlig?
“Det er den, fordi den vil have syltetøj på begge sider af pandekagen uden at få fedtede fingre. Den vil være en farlig monsterfilm, et syngespil med Dirch Passer og en turistreklame for København. Gode film vil ikke tre så vidt forskellige ting samtidigt.”
“At Dirch Passer på et tidspunkt sætter sig på en bænk i en park og synger for nogle børn er fuldstændigt out of place. Det kan man kun forstå, hvis man skeler til hans popularitet på det tidspunkt. Havde man Dirch Passer på plakaten, kom folk i biografen, det er den eneste motivation, man kan finde for, at han er med.”
Hos Saga Film måtte man i mange år efter premieren ikke nævne ordet Reptilicus, og hvis man alligevel gjorde det, skulle man give kvajebajere.
Reptilicus blev skabt af en amerikansk b-filmproducent ved navn Sidney Pink, og han var en charlatan, en drømmer og en fantast, men han var også en mand med en mission. Han var god til sin mission. Han mødte i 50’ernes Hollywood en dansk manuskriptforfatter, Ib Melchior, og ham fik han til at skrive et manuskript, og så, i 1960, begyndte optagelserne hos filmstudiet Saga Film, som var dem, der lavede mange af de helt fede danske folkekomedier dengang, blandt andet ‘Baronessen fra benzintanken’ og ‘Min søsters børn’.
Journalist og Reptilicus-kender Nicolas Barbano fortæller, at Sidney Pink mere end noget andet var dygtig til at rejse budgetter til små, effektive produktioner. Han var god til at overtale mennesker, til at få dem med på sine idéer. Der er en grund til, at det danske militær stillede tanks og kanoner til rådighed for Reptilicus.
“Man skal huske,” siger Nicolas Barbano, “at selvom det ikke er en kunstnerisk velfungerende film, så var Sidney Pink en mand, der kunne sætte en produktion sammen. Man kan godt gøre grin med ham, men et eller andet sted har han altså haft et geni, for det lykkedes ham at dukke op som trold af en æske i et fremmed land og skaffe pengene til at lave den her film. Han fik Gud og hvermand til at bakke op om projektet.”
“Vi er mange, der kradser os i hovedbunden over, at det lykkedes. Danskere dengang var nok meget naive overfor amerikanere og amerikanske filmproducenter. Det var nemt for en amerikaner at komme og dupere folk og bilde dem ind, at han var en stor kanon. Det er jo ikke uhørt, at man ved at give den gas og med store armbevægelser kan narre folk. Ser man succesfuld ud, så er man det nok også. Sidney Pink fortalte alle, at det her var den store film, der ville gøre Danmark berømt, og det har han jo sikkert også selv troet. Filmen er en kæmpemæssig kærlighedserklæring til Danmark.”
Projektet var altså vanvittigt. Eller. Det var det måske ikke, måske var tiden bare ikke til det, måske var vi ikke klar. Måske var særligt dansk film ikke klar. Noget af det, der især gør Reptilicus latterlig, er dens special effects, for øglen ser ganske grotesk ud, den ligner noget, en skoleelev kunne lave i håndarbejde og få en halvdårlig karakter for. Den er, i mangel på bedre ord … uimponerende, de danske effektmagere havde simpelthen ingen erfaring med slimspyende monstre. Lars-Martin Sørensen:
“Og så ville man jo lave det her frådende monster, hvad man helt klart ikke var teknisk rustet til. Den er jo grinagtig. Den er fuldkommen grinagtig i den måde, den er lavet på, og, altså, når den fræser ud over heden og bliver forfulgt af tanks og flammekastere, og jeg ved kraftedeme ikke hvad…”
Så griner han.
“Så er det så tydeligt, at den kører på fire hjul, at man må slå sig på lårene af grin. Man må regne med, at man gjorde det, så godt man kunne. Man mestrede bare ikke teknikken. Det fungerer okay i de scener, hvor man betjener sig af en lille model af monstret, men når det skal op i full size … Det gør ondt i øjnene.”
Nicolas Barbano fortæller, at optagelserne var ulig noget, der nogensinde før (og efter) var lavet på nogen dansk filmproduktion. Reptilicus blev filmet i to versioner, en dansk og en engelsk. Sideløbende. Sidney Pink instruerede den engelsksprogede version, og Poul Bang, der ellers var kendt for at lave mange af Saga Films folkekomedier, og som altså slet, slet ikke havde nogen som helst erfaring med monsterfilm, instruerede den dansksprogede. Det var en ret old school måde at gøre tingene på, det var noget, man ikke rigtig havde gjort så meget siden 1930’erne.
“Når den ene instruktør havde lavet et skud, gik han til side, og så trådte den anden instruktør til. Alle scener blev optaget to gange. Det har været enormt tidskrævende, især fordi den engelsksprogede version til sidst endte med at blive dubbet alligevel,” siger Nicolas Barbano.
“Den oprindelige danske premiere var en katastrofe. Publikum grinede på alle de forkerte tidspunkter, og filmen blev latterliggjort af pressen. Der blev klippet en scene ud af den danske version på grund af reaktionerne.”
Måske forstår man godt, at det, der blev klippet ud, led en sådan skæbne, for det var slutscenen, hvori det siges, at “Gudskelov kan sådan noget aldrig ske igen”. Der taltes i sagens natur om monstret, men publikum i biografen slog nemt ned på, at de netop havde set en rablende dårlig film, og så betød replikken noget lidt andet.
Nicolas Barbano køber faktisk ikke det her med, at Reptilicus er den dårligste monsterfilm nogensinde.
“Det ved jeg godt, at man har sagt, men det er den ikke. Den har en fantastisk underholdningsværdi, man keder sig ikke i et minut. Man kan ikke andet end elske den. Skuespillerne spiller godt, også i de mange latterlige scener. De tror selv på filmen, ligesom Sidney Pink troede på filmen. Reptilicus har haft en langt længere levetid end andre film med langt større budgetter. Den blev en succes, selvom det jo så nok var på en anden måde, end Sidney Pink kunne have håbet på.”
Den med levetiden er god nok, man taler stadig om Reptilicus. Den er kult, og den bliver stadig vist fra tid til anden. Hos Saga Film måtte man dog i mange år efter premieren ikke nævne ordet Reptilicus, og hvis man alligevel gjorde det, skulle man give kvajebajere.
“Man bliver noget så simpelt som i godt humør, når man ser den,” siger Nicolas Barbano.
“Den hylder danskheden på en så naiv måde, at man som dansker kommer til at grine af sig selv.”
Lars-Martin Sørensen trækker tråde til de vildt populære amerikanske og japanske monsterfilm fra 1950’erne. Godzilla og så videre. Forskellen (altså ud over det med, at det danske monster ser åndssvagt ud, og at Godzilla ikke gør det) er den, at der i Japan var klangbund for en film om et monster, der rejser sig fra dybet for med radioaktiv ånde og store arme at smadre løs på det ene og det andet. Den første Godzilla-film var en allegori, siger Sørensen, over frygten for atomvåben, og den blev lavet, mens amerikanerne testede brintbomber ude i Stillehavet:
“Det er den kulturelle klangbund, der gør Godzilla til et kæmpe hit. Det ville være vanskeligt at argumentere for noget lignende i forhold til Danmark og Reptilicus. Du kan måske godt indlæse en eller anden form for koldkrigstolkning i, at det skal være en amerikansk soldat, der kommer lille Danmark til undsætning, det kan der godt være noget NATO-propagandistisk i. Men det er ikke den samme nærliggende forankring, som japanerne havde med Godzilla.”
Noget, der slår en, når man beskæftiger sig med Reptilicus, er, at historien bag monstret bygger på noget enormt menneskeligt og ofte brugt: Videnskaben finder eller skaber noget, den ikke kan styre, man begår hybris, og så kommer nemesis i form af et gigantisk monster og smadrer det hele.
“Jamen det er jo skabelonen helt tilbage fra Mary Shelleys Frankenstein. Det er et arketypisk horrorplot. Det er overreacher-plottet, det er der, hvor mennesket vil være Gud, men det kan mennesket ikke være. Vi er lidt i samme boldgade her. Man tager noget ind, som man ikke ved, hvad er, og det vender sig så mod mennesket,” siger Lars-Martin Sørensen.
“Det handler om, at vi er bange for at gå Gud i bedene. Det er vi, når vi snakker om genmanipulation, når vi snakker om kloning, der er også et element af det i fosterdiagnostik. Griber vi ikke ind i noget, som er naturens eller Guds orden? Noget, som vi ikke burde fedte rundt med? Det er en urfortælling, som mennesker altid har stået overfor.”
Således Reptilicus. Først og fremmest er den dog, i hvert fald for nogle, verdens værste monsterfilm. Og den er dansk. Og den er fantastisk.
