På et eller andet tidspunkt har de fleste af os nok overvejet at sige “fuck det” og droppe vores rutineprægede liv for i stedet at satse på noget, vi er vildt passionerede omkring. Og de fleste af os har nok droppet dagdrømmen igen, fordi vi er bange for at ende fattige og elendige, hvis ikke vi gennemfører en uddannelse, melder os ind i en A-kasse og tager et ni-til-fem-job.
Men der eksisterer folk, der tør gøre det. Folk, der er klar til at forfølge en drøm uden nogen plan B. Folk, der dropper ud af Aurehøj Gymnasium i Gentofte for at starte et band med deres tre venner, hvor de spiller en syret blanding af ambient og krautrock, og kører til Østeuropa i en gammel, rusten Mitsubishi for at spille på gader og stræder.
Videos by VICE
Mød Himmelrum.
Himmelrum består af Carlo Janusz Becker Lauritsen, Eigil Pock-Steen Jørgensen, Casper Munns, og Matias Milling. De spiller primært på henholdsvis trompet, trommer, guitar og guitar, men de erstatter også deres førsteinstrumenter med alt muligt andet med jævne mellemrum. Kort sagt: De er nogle ret fucking musikalske gutter i aldersgruppen 21-23 år.
De mødte hinanden på det musikorienterede gymnasium Aurehøj, hvor Casper, Eigil og Carlo gik i 1.g, og Milling gik i 3.g. Her fandt de blandt andet en fælles begejstring for det tyske 70’er-krautrockband Neu!, der gav dem en idé om, at de skulle lave et band, der blandede den eksperimenterende og til tider psykedeliske krautrock med den organiske filosofi bag ambient-genren.
“Vores første øver var på Operation Dagsværk. Vi havde ikke noget job og ville bare spile ‘kraut’ på gaden og tjene penge på den måde. Men så endte vi bare med at øve hjemme i Eigils fars stue i stedet for. Så det startede med tanken om at spille på gaden, og først her tre år senere har vi været på tour og levet af at spille på gaden i to måneder,” siger Carlo.
Energien viste sig at være så god i bandet, at de efter under et år fandt ud af, at musikken virkelig var værd at satse på. Også mere end skolen, hvor Milling blev student, men de tre andre droppede ud. ”Der var nogle store diskussioner med nogle forældre, da vi sagde, at vi ville droppe skolen,” fortæller Carlo. Eigil tilføjer: “Men det giver en sindssyg holdfølelse, når man gør noget sammen, der ikke er det, der bliver forventet.”
“Det kræver mod, og nogle gange kan man også godt blive i tvivl. Dengang følte vi bare, at vi havde fat i den lange ende, og jeg tror ikke, der er nogen sandhed for, hvad der er det fede at gøre … Vi tror så meget på det, at det nok skal gå,” siger Carlo, før Eigil igen tager over: “Man kan altid tage en uddannelse i Danmark, hvis man gerne vil, så på den måde er der ikke noget voldsomt pres. Udfordringen ligger mere i at sige det højt til folk, der ikke kan se noget som helst logisk i det.”
Som frie mænd uden lektier og fravær at tænke på købte de fire gutter en rusten Mitsubishi Space Gear, der er en minibus med plads til at sove i. Og efter et års tid, hvor Himmelrum havde spillet koncerter alle steder fra en bunker i Gentofte til Eigils fars stue, indspillede de en plade i et sommerhus på Sejerø.
På release-dagen for deres debutalbum i 2017 spillede Himmelrum koncert i Østre Anlæg i København, og lige efter pakkede de gearet ned i deres bil og kørte til Tyskland. Tanken var at køre direkte til Venedig og så køre hjem mod Danmark gennem Østeuropa og spille på gaden for at tjene penge undervejs.
“Den anden nat kører vi og hører en Harry Potter-lydbog. Eller, Carlo kører, og alle andre sover, og pludselig vågner vi og ser et skilt, hvor der står ‘Velkommen til polen’. Så stoppede vi lige og snakkede om, hvad vi skulle gøre,” fortæller Eigil.
Beslutningen blev at droppe idéen om Venedig og bare køre rundt i Østeuropa i to måneder. Undervejs nåede de blandt andet at bo på en bakke hos en slovakisk fårehyrde og på en gratis campingplads i Rumænien, deraf albumtitlen på deres seneste udgivelse, Free Camping Romania.
“Planen var, at vi skulle hjem og indspille med det samme. Sådan gik det ikke. Der gik faktisk et halvt års tid, og sidste januar tog vi til Sejerø igen og indspillede,” fortæller Casper.
Oprindeligt ville bandet få styr på materialet fra turen og efterfølgende indspille i et professionelt studie, men de fire venner fandt ud af, at lønnen som postbud, avisbud og SU fra en påbegyndt konservatorie-uddannelse ikke rakte til studietid. “Så måtte vi bare indspille pladen, så godt vi kunne, der. Vi havde lige præcis nok mikrofoner med, og vi optog ved at hænge dem i snore ned fra loftet,” siger Eigil.
Resultatet er blevet en eksperimenterende plade, der kan fungere som meditativ baggrundsmusik, men som man også kan gå på musikalsk opdagelsesrejse i, alt afhængigt af hvad man er i humør til. Musikken har elementer af shoegaze og kan til tider godt lyde som en lang bevidsthedsudvidende oplevelse, men gruppen er meget selektive med, hvilke hjælpemidler de bruger til deres indspilninger.
“Vi er ikke så gode til at ryge joints, når vi spiller sammen, for vi bliver for sumpede. Men vi drikker mange øl,” siger Eigil. “Da vi indspillede Free Camping Romania-pladen og især nummeret ‘Fårehyrde’, eksperimenterede vi både med omvendte døgnrytmer, et manisk arbejdsflow, isolation om vinteren på en øde ø og andre mere eller mindre obskure metoder.”
“VI har også haft oplevelser, hvor vi har brugt ren gin, chili og bitre shots for at kvikke os op. Men det er slet ikke den der stil med at drugge sig helt ud,” tilføjer Carlo.
Gruppens “drømmekraut”, som de selv betegner deres musik, er en ambitiøs præsentation af et kæmpe musikalsk overskud, men man må også erkende, at vi nok ikke skal forvente at se et mere end 20 minutter langt intrumentaltrack som “Fårehyrde” på de danske hitlister lige med det samme.
Himmelrum ved godt selv, at det er sværere at få deres musik ud til folk, end det ville være, hvis de havde valgt en genre, der var mere mainstream. Derfor forsøger de at profilere sig på andre måder, som for eksempel ved at lave samarbejde med en videokunstner, der har lavet film til hele Free Camping Romania.
Men ville det ikke være nemmere at lave noget let fordøjelig indierock og håbe på, at playlister og radiostationer samler det op, i stedet for at fortsætte med at kæmpe for at lave drømmekraut ved at have et job på siden?
Drengene tænker over det i stilhed, før Casper svarer: ”Jeg vil fucking gerne blive kæmpe rockstjerne og leve af det, men det er bare ikke en mulighed for os at tænke kalkuleret og lave en anden slags musik for at tjene flere penge.”
Se også:
