Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA
Moder Jord har mange egenskaber, som vi først er begyndt at forstå for nylig – for eksempel Fibonacci-tallene, der er indlejret i blomsterblade, fuglenes komplekse trækmønstre og snefnuggenes perfekte symmetri. Men nu har videnskaben løst en af naturens største gåder: Hvordan undgår vi instinktivt at knalde vores slægtninge? Det viser sig, at det handler om kropsduft.
Videos by VICE
Som Claus Wedekind fra Universitetet i Bern forklarer, så er mennesket genetisk programmeret til – baseret udelukkende på lugt – at aflæse, om en potentiel partner er beslægtet med en og på den måde vurdere, om det er acceptabelt eller ej. Wedekind, som er ekspert i seksuel tiltrækning, har specialiseret sig i at analysere en genklynge, som kaldes Major Histocompatibility Complex, eller MHC-gener. Det er gener, der spiller en afgørende rolle for immunforsvaret hos alle hvirveldyr, og de bruges ofte som en indikator på, hvorvidt et individ er egnet til organtransplantation. Hvis din organdonor ikke tilhører en lignende MHC-genpulje som dig, er der større risiko for at transplantationen vil mislykkes. Hos mennesker bærer feromonerne, som kroppen udskiller, markører, som kan hjælpe med at identificere MHC-gener.
Men det er også MHC-generne, som er med til at demonstrere et individs genetiske sammensætning. En person, hvis MHC-gener til forveksling ligner dine egne, kan meget vel være en, du er beslægtet med. En person, hvis genetiske sammensætning ikke ligner din, er formodentlig ikke en, du er beslægtet med.
”Jeg læste en gammel videnskabelig artikel fra 1976 om, hvordan MHC-gener har indflydelse på, hvordan urin lugter hos mus,” fortæller Wedekind. ”Konklusionen var, at både hanner og hunner foretrækker mus, der har en anden lugt, end de selv har, fordi de har andre MHC-gener.” Rapportens forfatter foreslår, at det kan være en mekanisme, som forebygger indavl.
Den tese bed Wedekind mærke i. ”Jeg syntes, det gav mening. Hvis man er bekymret for at parre sig med nogen af den samme gentype, så kan den type mekanisme være med til at forebygge indavl.”
Inspireret af eksperimentet besluttede han sig i 1995 for at afprøve sin tese på mennesker. Indikerer vores individuelle kropsdufte, hvor nært beslægtede vi er med andre, og hvordan påvirker det i så fald vores valg af romantiske partnere? ”Jeg satte mig for at finde ud af, om MHC spiller en afgørende rolle i forebyggelsen af indavl,” forklarer han.
Lige præcis denne kvalitet ved MHC-gener, siger Wedekind, har udviklet sig på et tidligt stadie i menneskets evolution. ”Det er en meget gammel mekanisme, der udviklede sig, da mennesket primært levede i små stammesamfund på måske 100 medlemmer. I den situation var det ikke altid helt klart, hvor nært beslægtede folk var.”
Selv om man formodentlig har vidst, hvem ens mor var, så er det ikke sikkert, man for eksempel vidste, hvem ens far var eller øvrige familiemedlemmer for den sags skyld. ”Det er meget muligt, at man indenfor en stamme på 100 medlemmer kunne komme til at parre sig med en halvbror eller halvsøster,” forklarer han. Resultatet? Utilsigtet incest.
Visse fortalere for incestuøse forhold har fremført pointen, at der ikke er noget forkert – i hvert fald ikke fra et etisk perspektiv – i samtykkebaseret samleje med en slægtning. Men et er sikkert: Fra et genetisk standpunkt er incest en rigtig dårlig ide, når det kommer til formering. Indavl øger nemlig risikoen for, at ens afkom rammes af genetiske lidelser og en tidlig død. Derfor giver det også god mening, at menneskekroppen har udviklet en måde at undgå det på automatisk.
Som del af sit eksperiment har Wedekind set på 49 kvindelige studerende og 44 mandlige studerende i et forskningsprojekt, der blev kendt som ”den svedige t-shirt-undersøgelsen”. Kvindelige deltagere fik udleveret t-shirts, som seks mandlige deltagere havde haft på, hvorefter de skulle evaluere lugten. Halvdelen af trøjerne havde mænd med MHC-gener, der lignede kvindernes, haft på, mens den anden halvdel havde andre MHC-gener.
”Kvinderne foretrak klart dem med en anden MHC-struktur end dem selv,” forklarer Wedekind. Vi er med andre ord evolutionært præprogrammerede til at foretrække seksuelle partnere, som vi ikke deler gener med – og derfor frastødes vi også på det niveau af folk, vi er beslægtede med.
Hvad der var endnu mere opsigtsvækkende ved eksperimentet var, at kvinder, der tog p-piller, valgte det stik modsatte. De foretrak netop de trøjer, som duftede af mænd med lignende MHC-gener. ”På mange måder fremprovokerer p-pillen en slags simuleret graviditet i kroppen,” forklarer Wedekind, men understreger, at det ikke er en dokumenteret påstand. ”Det er muligt, at gravide kvinder foretrækker lugten af mænd, som har en lignende MHC-struktur, fordi de foretrækker at være omgivet af slægtninge, der kan støtte dem under graviditeten.” Han tilføjer dog, at der skal forskes mere på området, før man kan sige noget definitivt.
Wedekinds forsøg med de svedige t-shirts er senere blevet bekræftet af en ny generation af forskere, selv om detaljerne fortsat er noget, der diskuteres. For eksempel diskuteres det fortsat, om vi foretrækker partnere med en anden MHC-gentype, eller om vi foretrækker partnere med en radikalt anderledes MHC-gentype. ”Vi har for ganske nylig erfaret, at i mennesker er optimal forskellighed en bedre strategi end maksimal forskellighed,” skriver Charles Wysocki fra University of Pennsylvania i en email.
Men den data, der påviser, at MHC-generne spiller en afgørende rolle i partnerudvælgelsesprocessen er temmelig overbevisende. En gennemgang af 34 undersøgelser i 2015 pegede på, at ”MHC formodentlig spiller ind, når mennesker vælger en mage,” og når man ser bort for socioøkonomiske faktorer, der typisk komplicerer tingene (såsom moderne hygiejneprodukter, der maskerer kroppens naturlige duft), så ”viser forsøgspersonerne tydelige tegn på at være påvirket af MHC.”
Så hvis du simpelthen ikke kan få nok af din bollevens kropsduft, er det et godt tegn! Men eftersom vi ikke længere lever i små stammesamfund, så er risikoen for at støde på en slægtning på Tinder uden at vide det ikke særlig stor.
”Den måde, vi lever på i dag, svarer ikke til den måde, man levede på, da den her mekanisme blev udviklet i kroppen. Hvis du møder en person med lignende MHC-gener, så er vedkommende formodentlig ikke en slægtning,” siger Wedekind. ”Mekanismen har ikke længere noget evolutionært formål, men den eksisterer fortsat.”
