Sådan er det at være dj til en sexfest​

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

“Ooooh yeah,” siger DJ Kev.Kruz og sender mig et frækt smil, mens han peger to fingre i vejret, som svar på min afsløring af, at jeg er ret vild med snacks til fester. “Du er sikkert helt vild med pindemadderne.”

Jeg fniser, mens den 40-plus-årige dj med et babyansigt og et kommende gig ved Chemistry NYC – “byens hedeste privatfest og sex-extravaganza” – konstant dropper små lumre hentydninger under vores møde inden førnævnte fest, på baren med det passende (eller upassende) navn Cock & Bull hvor vi mødes. Det kunne jeg selvfølgelig have sagt mig selv. Chemistry er New Yorks fremmeste sexfest, der sigter efter at danne en afslappet, “uprætentiøs” ramme omkring fest, hvor du kan knalde din nabo i ro og mag, mens Kev leverer soundtracket. Hans arbejde består i at sætte en playliste sammen, der spænder fra hårdt pumpende dance til trusse-gennemvædende adult contemporary uden at forfalde til sleazy tracks med dirty talk, som gerne er fast inventar på de fleste “sexede” playlister.

“Det handler om at forene alle Chemistrys elementer i et rum,” forklarer han. “Det er sådan noget, man bliver helt ekstatisk over. Det er sådan noget, man når et klimaks ved, så når man overfører det til sex, bliver det det ultimative… det er bare et endnu vildere klimaks.” Han smiler skælmsk igen og tilføjer: “Når jeg fanger festens puls og tager folk med på en rejse, hvor jeg sætter tempoet og grundtonen, så er det en ret speciel oplevelse.”

Men hvad skal der så til for at skabe en nat fuld af ekstase og en playliste, der sætter fut under libidoen? Ifølge Kev er det langt mere kompliceret end bare at fade ind og ud mellem Prince-albummer. Når man en god partner i sengen, handler det om at læse kropssprog og subtile signaler og trykke på de rigtige knapper, og det samme gælder for en dj ved en sexfest. Man skal have en god fornemmelse af stemningen og folks forventninger. Det er lettere i et miljø, som det Chemistry skaber, hvor deltagerne fortaber sig i hedonistisk nydelse langt fra virkelighedens grå verden, og det hele er understøttet af over-the-top underholdning, kostumer, dekorationer, der afspejler festens tema. Men Kev har også brugt lang tid på at filosofere over det spørgsmål.

Han forklarer, at den grundlæggende musikalske struktur ved festerne er den samme. Det handler om at bygge stemningen op, nå klimaks (LOL) og så finde en afslutning, der skaber et naturligt crescendo, som forhåbentligt harmonerer med den overordnede seksuelle rytme. Hvorvidt en playliste lykkes med at opfylde kriterierne afhænger af adskillige faktorer. Det handler om alt fra timing og hvor mange folk, der befinder sig på dansegulvet, til udsmykningen og dekorationerne. Der er en masse improvisation, men da jeg spørger Kev, om der findes en videnskabelig formel, der garanterer succes, svarer han med et rungende “JA” og insisterer på, at der findes masser af forskning, som peger på, at noget musik egner sig bedre end andet “til at opmuntre til en sexet stemning.”

“En ph.d. i bollemusik,” joker han. “Mit musikforlag hedder Lucid Dreams Soundtrack Music, så jeg tænker altid på musik som et bagtæppe til store oplevelser i livet. Og findes der en større oplevelser end en masse folk, der har sex på samme tid?”

For at få svar på det spørgsmål tog jeg med til Chemistrys “Vinterbal” for at høre, om Kevs playliste virkelig formår at ramme den helt rigtige tone (jeg gætter på, det er G), den gode rytme og de multifacetterede harmonier, som han påstår, den gør. Var stemningen som et klask fra en kvindes nøgne bryst (det oplevede jeg, da jeg rundede et hjørne uden at se mig for), eller var det en total nedtur, ligesom jeg var, da jeg sad i sofaen og åd grøntsagsstænger, mens folk ved siden af mig gik til den med en gigantisk vibrator?

Mens jeg vandrede rundt blandt festdeltagerne, forsøgte jeg at få en fornemmelse af, hvilke sange fik folk til at tage strippe, og hvilke sange fik dem til at grinde. En af mine hovedobservationer var, at folk i høj grad fandt sammen over remixede numre af 00’er pophits, hvilket fik det hele til at minde lidt om en skolefest. Det var også ved de lejligheder, jeg oftest blev antastet af ældre, skaldede herrer i jakkesæt, hvis tilnærmelser jeg måtte afvise med den gode gamle “journalistisk objektivitet”-undskyldning. En af deltagerne, som er fast inventar ved festerne, viste sig dog at være en flink fyr, og han bad mig om at følge med ind for at tjekke “legesalen” ud, som man kun har adgang til i selskab med en partner. Jeg indvilgede – for videnskabens skyld, naturligvis – og det viste sig at være et lokale befolket af velourbeklædte sofaer og bare numser, der gyngede op og ned. De tunge møbler var med til at dæmpe R&B-musikken fra de tidlige 00’ere, som skabte en trykkogertung stemning, især sammenlignet med danceenergien inde ved siden af.

Da jeg kom tilbage til værelset, hvor festen havde sit epicenter, var stemningen mere kaotisk, end den var præget af tantrisk nydelse. Der var stadig fuld gang i vibratoren, mens ellers bed jeg mest mærke i en fyr ved siden af mig, der suttede på en piges tær og en sexet skolelærer-type, der, ude af takt til musikken, strippede til noget, der lød som en gammel CeCe Rogers-sang. Nåh ja, så var der også en kvinde, som blev fingerkneppet cirka 15 centimeter fra mit hoved.

Men på den anden side, så er det vel også, hvad man kan forvente sig til en hemmelig sexfest. Kevs magi lod til at virke, som den skulle – selv om det selvfølgelig også er en rimelig taknemmelig opgave at varme op under en flok mennesker, der allerede er indstillet på en hed aften. Folk finder altid en undskyldning for at gramse på hinanden, men ifølge Kev er fester, som dem Chemistry holder, faktisk en af de bedste muligheder, man har for at opleve en fest med en playliste, der byder på lige dele smooth housemusik, disko-bangers og remixes af old school klassikere.

“New York er ikke længere New York. Den har ikke længere den vibe, som folk altid har romantiseret,” fortæller han mig tidligere på dagen. “Der er blevet færre fede steder, så jeg leder altid efter nye muligheder.” Efter at have læst en artikel om Chemistry – hvor musikudvalget blev beskrevet som “soulful house” – blev Kev interesseret især, fordi han tidligere havde været til sexfester og var vild med ideen om “en soulful sexfest i intime rammer.”

“I emailen tror jeg, jeg skrev noget i retning af: ‘Jeg er overhovedet ikke bly af natur,’” fortæller han. “‘Hele ideen tænder mig faktisk lidt, så har I ikke lyst til at bruge mig som dj?’ Der gik ikke lang tid, før de kontaktede mig og spurgte, om jeg havde lyst til at optræde med et sæt.” Jeg spørger ham, om han får lov til at optræde i mere end én forstand — altså slå sig løs, når først han er færdig med at vende plader? Hans svar er et lettere mystisk “selvfølgelig.” Det er dog aldrig sket til nogle af Chemistrys fester, fordi han skal “ud af arbejds-modus og ind i feststemningen, for at der kan ske noget på den front.”

“Men jeg har også andre dj-fantasier,” siger han og blinker. “Jeg kunne godt tænke mig at få et blowjob, mens jeg står og optræder. Det må jeg hellere tale med [Chemistrys arrangør] KennyBlunt om… kom nu, mand. Hook mig op!”

Jeg griner og siger, at det da er det mindste, man kan unde ham, for det hårde arbejde han udfører – at skabe det rette orgiastiske lydlandskab. Kev insisterer trods alt på, at “man eksploderer,” hvis man fyrer op under varmen til en af hans playlister. Han understreger påstanden ved at hæve et øjenbryn, mens han slikker dressing og barbecuesauce af sine fingre: “Batterier ikke påkrævede. “