Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Julen er en tid, hvor man kommer sin familie ved. Det indebærer ofte skænderier med kokken i familien om den helt perfekte stegetemperatur til anden, og hvor længe sådan en sjover skal have i ovnen, eller vredesudbrud over din halvfulde onkels hyggeracistiske vitser ved middagsbordet. Det handler kort sagt om at knytte bånd til dine nærmeste.
Videos by VICE
Det er også uundgåeligt, at en eller anden i din familie har købt en elektronisk dims til din bedstefar, som overhovedet ikke aner, hvordan han skal bruge den. Og derfor melder du dig frivilligt (også fordi du er træt af at høre på onkel Sørens kogte teorier om indvandringspolitik), når bedstefar skal have et lynkursus i, hvordan han tænder for sin spritnye iPad, eller hvad det nu er, din mor har besluttet var en god idé at give ham i år.
Det kan være, at du introducerer ham for teknologiens fagre verden ved at vise ham nogle klip på Tuben. Men hvis du vælger at udsætte ham for videoerne på YouTubes nyligt offentliggjorte liste over de mest afspillede klip på verdensplan, kan det godt være, du skal ud i en længere forklaring. Her får du lige en kompakt undervisningsplan, skulle du finde dig selv i ovennævnte situation et eller andet sted mellem juletræsdansen og marcipankomaen den 24. december.
Ed Sheeran Carpool Karaoke (nr. 1 i Storbritannien på listen over ‘Trending Videos’)
Ja, det er ham der fra Gavin and Stacey til højre. Han er blevet ret populær i resten af verden nu. Jeg ved ikke helt hvorfor. Anyway, han har et program, hvor han kører forskellige kendisser på arbejde, eller hvor de nu skal hen – ligesom når man har en carpool-ordning (det er noget amerikanerne gør, fordi de ikke har et ordentligt offentligt transportsystem). Og så… ja, så synger de sammen. Jeg ved ikke, hvorfor folk er så vilde med det. Du kunne sikkert gøre det bedre selv.
Ed Sheeran – “Shape of You” Musikvideo (nr. 1 i Storbritannien på listen over ‘Trending Music Videos’)
Jeps, det er ham Ed Sheeran igen. Jeg ved heller ikke helt, hvorfor han er umulig at undgå for tiden. Han ser lidt usoigneret ud, det har du ret i. Vidste du, at han har en tatovering, der forestiller en flaske ketchup? Nåh, men folk elsker den her sang og har lyttet til den en milliard gange. Er dit høreapparat tændt? Det er faktisk nok bedre, hvis du bare lader det være slukket.
Luis Fonsi – “Despacito” ft. Daddy Yankee Music Video (nr. 1 I verden på listen over ‘Trending Music Videos’)
Ja, det er rigtigt, bedstefar. Du har hørt den her sang over højtalerne nede i centret. Den er faktisk ret god, ikke? Du har helt ret. Det er et stykke banebrydende musik, der både bryder skellene mellem generationerne og sætter fokus på alle de positive sider ved globaliseringen. Jeg er glad for, at vi er enige.
Lady Gagas FULL Pepsi Zero Sugar Super Bowl LI Halftime Show – (nr. 6 i verden på ‘Global Trending Videos’)
Ja, jeg ved det godt. Hvis det var dig, der udvalgte musikken til sportsbegivenheder, så skulle Birthe Kjær synge nationalsangen hver gang. Ja, ja. Det har du sagt flere gange. Nu kan du slet ikke tænke på andet end Birthe Kjær, hva’?
Harry Styles Carpool Karaoke – (nr. 4 i Storbritannien på listen over ‘UK Trending Videos’)
Hmm. Nej, det har du egentlig ret i. Den her er faktisk helt fin.