Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Din chef troede ikke på dig, da du sagde, du var kommet for sent på grund af en “kæledyrs-nødsituation”. Dine forældre købte ikke din forklaring om, at du ikke anede, hvor den der ridse i bilen kom fra. Dine venner ved, at du er fuld af lort, hver gang du siger, at du desværre ikke kan komme, når deres band spiller koncert, fordi du har travlt på jobbet.

Det er nok, fordi du er dårlig til at lyve. Ikke at der er noget, der hedder en god løgner, men der findes helt klart kompetente løgnere – ligesom der findes øjeblikke, hvor en løgn, eller i det mindste en halv sandhed, kan spare et andet menneske for store lidelser, som når en dominatrix holder sit erhverv skjult fra sin familie. Andre gange kan man argumentere for, at det højere mål retfærdiggør en løgn, som når en civilpolitibetjent fanger en pædofil ved hjælp af en falsk identitet. Om det er etisk forsvarligt eller ej, er det at lyve noget, som næsten alle mennesker gør, selvom nogle har mere erfaring inden for bedrageriets kunst end andre.

Vi snakkede med en vaskeægte dominatrix og en civilbetjent, samt en masse andre mennesker, der lyver på professionelt niveau, i håb om at blive bedre udi kunstarten. Her er, hvad de fortalte os om at lyve godt – og slippe afsted med det.

Illustration af Heather Benjamin

Dominatrix

Som fortalt af “Paige”
Interview af Zach Sokol

Jeg har været sexarbejder i tre år nu. Jeg er en full-service dominatrix, hvilket vil sige, at jeg også tilbyder seksuel kontakt. Jeg arbejder med mange mennesker, der har, lad os kalde det “særlige problemer”, og for nogle af dem kan et møde med en dominatrix være terapeutisk. Det meste af tiden ville jeg hellere være fri for at arbejde, så mit job indebærer vel altid løgn, fordi jeg for kundernes skyld skal lade som om, at jeg kan lide det. Men det er selvfølgelig mere end det. Man må skjule en hel del.

Jeg fortæller gerne folk, at jeg er dominatrix, hvis jeg tror, at de vil forstå det – min far ved det for eksempel godt og har endda været på besøg på min arbejdsplads. Men mine bedsteforældre er konservative, så til dem siger jeg, at jeg er yoga-instruktør, hvilket faktisk også passer. Med det sagt så lyver jeg og fortæller de fleste, udover mine nærmeste venner, at det dominatrix-arbejde, jeg laver, ikke er inklusiv sex. Jeg fortæller normalt folk, at jeg rollespiller med mine kunder for at vække deres fantasier til live, og at det nogle gange omfatter deres feticher. Og det passer – al sex har en magtdynamik, som er rollespil. Det er ikke helt en løgn, men det er jo heller ikke hele sandheden. Hvis man præsenterer sandheden på en lidt anden måde, er folk lidt mere åbne over for ideen, før fordommene sætter ind. Der er en generel tendens til at stigmatisere sexarbejdere, som ofte bliver set som ofre, som undertrykte kvinder uden fri vilje. Hvis jeg ikke bruger en hvid løgn som stødpude, så lærer nye mennesker mig ikke engang at kende. Jeg lyver, så de ikke dømmer mig på forhånd.

Jeg er også tvunget til at lyve af praktiske årsager. For at holde liv i mit firma kører jeg mit SM-studie under min yoga-bevilling, der oplyser, at jeg giver privatundervisning i min lejlighed. Og igen, det gør jeg rent faktisk. Men jeg siger, at alle de kunder, jeg ser, er yoga-kunder. Yoga befinder sig i et fantastisk gråt område – det er teknisk set ikke en sport, og det bliver heller ikke betragtet som noget sundhedsfagligt. Det kræver ikke noget udstyr og anses for at være en fritidsbeskæftigelse. En privat yogapraksis skal derfor ikke godkendes af myndighederne. Hvis det var lovligt at have et SM-studie, ville jeg betale skat som alle andre. Men det er det ikke, så jeg er nødt til at gøre min ting, som i statens øjne er den “forkerte” ting. Så jeg er nødt til at lyve, og det er nederen, fordi det er pisse-skræmmende – de her store, uigennemskuelige myndigheder, der pludselig kan dukke op en dag og sige, “Hey, forresten smider vi dig i fængsel nu.”

Jeg anfører også i mine årsopgørelser, at jeg rejser meget, fordi jeg besøger mange hotelværelser i forbindelse med mit sexarbejde – jeg mødes med de fleste af mine kunder på hotelværelser. Det er sjovt, når jeg har besøgt det samme hotel mange gange, og de begynder at genkende mig og den store taske fyldt med dominatrix-udstyr, som jeg har under armen. Jeg har altid en stor kuffert og et outfit på under mit tøj, og mit tøj sidder dårligt, sandsynligvis fordi jeg har latexdragt på indenunder.

Derfor er der flere ting jeg gør, så jeg ikke behøver at lyve. Hvis jeg for eksempel skal mødes med en kunde på et nyt hotel, googler jeg hotellets lobby på forhånd for at finde ud af hvor jeg skal hen, så jeg kan gå direkte hen til elevatoren og fuldstændigt undgå personalet, når jeg skal mødes med kunden. Ellers kan hotelreceptionisten regne ud, at jeg er kommet for at mødes med nogen, og så er det første, de tænker: “Er du escortpige? Er du sexarbejder?” Man behøver ikke direkte at lyve, men man er nødt til at sige med sit kropssprog: ‘jeg ved, hvor jeg skal hen; jeg har ret til at være her.’

Men uheld kan ske. Der er faldet ting ud af min taske. Jeg har mistet mobildækning og glemt hvilket værelse, jeg var på vej til. For at være god til at lyve skal man være hurtig, og så skal man bare være selvsikker og leve sig ind i rollen. En hotelmedarbejder kom engang hen til mig og sagde: “Hvad laver du her?” Jeg vendte mig om, og sagde, uden at tøve, “Jeg er her for at kneppe min fars forretningspartner,” og så vendte jeg mig bare om og gik fra hende. Hvad kan de stille op, når man siger ting med den grad af selvsikkerhed og frygtløshed? Man skal aldrig tøve. Man skal aldrig sige “øhh.” Man ser dem direkte i øjnene, og så siger man det bare.

Sådan her skal du tænke på løgn: Du er en version af dig selv, når du er sammen med dine forældre, en anden version når du er i byen, og så videre. Du er nødt til at lære at trække de her forskellige karakterer ud af din identitet, lære at bruge dem som værktøjer, og så benytte dig af dem. Man er nødt til at lære at tilpasse sig. Det er ikke bare, hvordan man ser ud, det er også ens attitude. Det tog mig et stykke tid at lære at spille en rolle. Jeg kiggede i spejlet og bemærkede små træk, som jeg lavede med mine øjne og hvordan jeg bevægede mine hænder, for at sikre mig, at jeg ikke gjorde noget afslørende. Jeg øvede mig.

For at være en god løgner skal man i et eller andet omfang tro på hensigten i det, man siger. Man skal være 100 procent dedikeret til det, man prøver at få eller opnå. Det sekund, man begynder at vakle eller tænke på, hvad der sker, hvis det ikke går – det er der, man begår fejl.

Det er et problem, når man først begynder at blive glad for at lyve. Jeg lyver af praktiske årsager, men når folk begynder at misbruge det, er det vanedannende, ligesom alkohol.

Billede via DEKs Instagram

Graffitimaler

Som fortalt af DEK 2DX
Interview af Ray Mock

Mit graffitinavn blev en større del af min identitet, da jeg mødte andre mennesker i samme miljø. Det er et stort arbejde at skjule den del af sig selv. Når man bliver reel graffitimaler, og gerne vil opbygge et navn, begynder det at handle mere om kvantitet end kvalitet, og så tænker man bare konstant på at tagge, men man holder sandsynligvis mange af de tanker for sig selv. Jeg kan være meget bramfri, men jeg kan også være ekstremt indadvendt. Hvis man udleverer for meget, og folk ved for meget om en, så har de alle kortene, og kan bruge det imod dig. Information er alt.

Der skal en hel del distraktion og løgn til for at holde sin identitet som graffitimaler hemmelig. Det kan være alt fra at lave falske aftaler, gå tidligt, møde sent, sige man har en kæreste, når man ikke har det, sætte alarmer på sin telefon, der lyder som sin ringetone, så man har en undskyldning for at forlade et rum. Jeg sætter en ære i det. Man er nødt til at være som et løg, og have mange, mange lag.

Der var engang, hvor vi hang ud i et hårdt kvarter og malede på nogle tog. Ung og dum som jeg var, havde jeg mit ID i min rygsæk. Vi endte med at blive jagtet af politiet, og det gik op for mig, at jeg havde glemt rygsækken. Jeg skyndte mig at ringe til den nærmeste politistation og sige, “Hey, min rygsæk blev stjålet tidligere i dag. Der var en gruppe unge, der omringede mig på en basketballbane og tog den. Der var noget ID og en bog i den.” Et par dage senere blev jeg ringet op af NYPD. “Vi skal tale med dig,” sagde de. Jeg spurgte dem, hvad det drejede sig om. “En rygsæk.” Jeg spillede dum, og svarede, “Når, har I fundet min rygsæk?” De svarede, “Ja, sammen med nogle andre ting.”

De begyndte at lege en ubehagelig kattens leg med musen med mig. De sendte mig til en etage, så videre til en anden etage, og da jeg kom nedenunder igen, var der et helt andet hold af gutter, der var virkelig interesseret i min taske. De trængte mig op i en krog og stillede mig en masse spørgsmål om tasken. Jeg sagde bare “det er en orange taske, og jeg spillede basketball, og der ligger et par basketballshorts i den.” De fandt shortsene i tasken. Efter at have chikaneret mig i et par timer sagde de, at jeg skulle forsvinde, og ikke “spille basket” i den del af byen igen. Jeg fik rygsækken og mit ID, og de lod også nogle af lågene fra mine spraydåser ligge i den. (griner)

Når sådan noget sker, er man nødt til at kende sine rettigheder og have en klar plan. Som med alt andet i livet skal man lave noget forarbejde. Hvis man skal til jobsamtale, skal man være forberedt. Der er mange, der fucker op på den måde og bliver snuppet.

I det her stadie af mit liv er butikstyveri, ulovlig indtrængen og en åbenlys ringeagt for loven er noget, som er helt essentielt for mit liv her i New York City. Da jeg var yngre, nægtede jeg at betale for ting. Spraymaling, for det første. Så kommer tasken til at bære malingen i, deodorant, mad…det er bare overlevelse. Som graffitimaler lærer man instinktivt at bryde grænser. Hvis der står “Ingen adgang” på et skilt et sted, så er der ret gode chancer for, at jeg vil prøve at få adgang.

Jeg er blevet taget i at stjæle før, og har talt mig ud af det ved at være det mest sympatiske menneske i verden. Når man har ryggen mod muren, er meget af det ret oprigtigt. Man bliver sådan helt, “Please, please, undskyld, du ser mig aldrig igen.” Det er der, man er ved sit ærligste. Der er jo trods alt ingen, der sidder og siger “Yes, det var mig, anhold mig!” når ordensmagten kommer efter dem. Man skal lære at gemme krudtet til de vigtigste opgør. Man skal lære at beherske det, fordi det er en selv, der har rodet sig ud i den givne situation.

Det er sværere med familien og de nærmeste. Man rammer en mur med pyntede sandheder og løgnhistorier. “Hvor var du, ude med drengene igen? Hvad lavede I derovre? Hvorfor tog det dig så lang tid?” Der har helt sikkert været gange, hvor jeg bare har haft brug for at lægge kortene på bordet. Men ikke alle kortene – bare lige nok.

De bedste løgne emmer af sandhed. Selvsikkerhed er nøglen til at blive en god løgner. At stirre nogen i øjnene. Kropssprog. Det er sådan nogle ting, man skal nærstudere, når man prøver at pynte på sandheden over for nogen. Man bliver mere selvsikker af graffiti. Man kan lynhurtigt gå ud, være kreativ, gennemføre det, man har sat sig for, og så vågne op igen i sin seng næste morgen, som om intet var hændt. Det er sådan nogle ting, der giver selvtillid.

Billede venligst stillet til rådighed af Neil Woods

Undercover betjent

Som fortalt af Neil Woods
Interview af Max Daly

Jeg arbejdede som civilbetjent i Storbritannien i 14 år, hvor jeg gik undercover for at snyde stofbrugere og bandemedlemmer. Min længste opgave varede syv måneder, hvor jeg arbejdede under dække i en narkobande. Det var betydeligt sværere at lyve for bandemedlemmerne end det var at lyve for de sårbare narkomaner. Bandemedlemmer er ekstremt bevidste om den måde, undercoverbetjente opererer på. Når man når til et vist niveau som organiseret kriminel, så er civilbetjente den eneste måde, man kan blive taget på. Bandemedlemmer tager ekstrem vold i brug for at beskytte sig selv, så der ligger et langt større pres på civilbetjente, der arbejder undercover.

For at være god til at lyve skal man være ekstremt nørdet med at iagttage andre mennesker. Som detektiv, når jeg ikke arbejdede undercover, opbyggede jeg en ekspertviden om, hvordan folk lyver. At kende til de forskellige “tics” er en god forsvarsmekanisme, når man selv skal fuppe folk.

Når man lyver, skaber det en buffer, et ekstra tanke-loop, hvor folk spørger sig selv “hvordan fortæller jeg den her løgn,” og her kan folk godt blive lidt langsommere i det. De kan prøve at dække for meget over løgnen, og måske tøve i lidt for lang tid. Det mest afslørende er, når folk snakker for hurtigt, giver for meget information, laver usædvanlige gestikuleringer med hænderne eller andre dele af kroppen, som at stirre ned i jorden. Jeg sørgede for ikke at gøre de her ting, og måtte lære at droppe den pause, det ekstra loop i min tankeproces. Alt det måtte jeg skjule og absorbere, så det til sidst blev instinktivt. Hvis folk tænker for meget over en løgn – hvis de er alt for bevidste om, at de taler usandt – så bliver presset for stort, de bliver forfjamskede, og så bliver det åbenlyst, at de lyver.

Jeg var ekstremt heldig, fordi jeg fik små adrenalinkick, da jeg var undercover. Med andre ord, så tænkte jeg klarere i farefulde situationer, og så var det, som om at tiden gik langsommere. Jeg følte mig mere afslappet, og stolede på min intuition. Der er ikke noget skuespil, når man er civilbetjent under dække – man spiller, eller udlever, en anden version af sig selv.

Når man skal overbevise nogen om, at man er en anden end den, man i virkeligheden er, så er de to første minutter de vigtigste. Man skal ved hjælp af empati hurtigt opbygge et forhold. Man skal lægge vægt på en fælles fjende eller en fælles bekymring. Men man skal selvfølgelig også have en masse viden om sit produkt, hvilket for mig var narko. Jeg har udgivet mig for at være alt fra en gemen butikstyv til en mellemstor pusher. Jeg var nødt til at vide, hvordan man fremstiller stoffer, og kende til priserne, når man handler med store mængder kokain og fortyndingsmidler.

Læs mere VICE med Neil Woods: Sådan er livet som undercover-narkobetjent

Der var et par gange, hvor jeg var tæt på at blive afsløret. At kunne håndtere sådan nogle situationer er en vigtig del af at lyve, for det kommer til at ske før eller siden. Der findes ingen gylden regel for, hvad man skal gøre, hvis man er lige ved at blive taget i en løgn. For mig handler det om den person, man lyver for – man skal indrette og tilpasse sig derefter. Det handler om at aflæse den person, der skaber problemerne for en.

Der findes ekstremt gode løgnere overalt på intelligensspekteret. Uanset hvor skarpe de er, så har nogle mennesker overlevet ved at lyve, så deres instinkter er højt udviklede. Hvis det at lyve holder dig i live, så bliver du automatisk også god til at lyve. Men intelligens er en fordel, hvis man skal lære kunsten. For at lyve succesfuldt skal man også have en god hukommelse. Det skal ikke virke, som om at man har en eller anden overnaturlig evne til at huske detaljer, men man skal have en god hukommelse for at kende sig selv: hvordan man ville reagere, hvis man var den type, man giver sig ud for, og hvad man har observeret hos de folk, der er omkring dig.

Du skal stræbe efter at kende så mange detaljer som muligt. Hvis jeg for eksempel skulle bilde nogen ind, at jeg havde stjålet en bil i sidste uge og gerne ville sælge den, så er det nemmere at læne sig op af den viden, jeg allerede har om et område, når jeg skal beskrive, hvor jeg har stjålet den. Jo mindre løgnen er i den større kontekst af din viden, desto nemmere er den at fortælle.

Noget andet, der er værd at nævne, er, at man kan blive afhængig af at lyve. Det skal man være opmærksom på i forhold til de etiske overvejelser, man gør sig. Det kan være sjovt. Sidst i min undercover-karriere var jeg blevet virkelig glad for at lyve. At lykkes med en løgn er en fantastisk psykisk udfordring.

‘Good Cop, Bad War’ af Neil Woods med JS Rafaeli udgives d. 18. august.

Strafferetsadvokat

Som fortalt af Howard Greenberg, der også er hovedperson i vores dokumentar ‘Den rigtige ‘Better Call Saul”
Interview af Patrick Lyons

Jeg tror, at straffelov er direkte forbundet med at lyve. Det gennemsyrer alle de centrale aspekter af erhvervet. Alt, hvad jeg fortæller dig, er afledt af eller taget direkte fra mine egne oplevelser.

Anklagere blinker med øjnene, eller nikker, før de præsenterer et vidne, der opfører sig som en bugtalers dukke, og siger præcis det, som anklageren gerne vil have dem til at sige. For eksempel kommer et vidne ind og bruger et ord som “systemundergravende”. Og det her er en person, der dårligt nok kan læse. Så siger jeg: “Systemundergravende? Hvem har fortalt dig, at du skulle sige det? Ved du overhovedet, hvad det betyder? Du havde aldrig hørt det ord før i dit liv, før anklageren stoppede det ned i halsen på dig, havde du?”

Anklagere får også vidner til at lyve ved at true dem: “Hvis du ikke giver os det, vi gerne vil have, bliver du anklaget for mordet.” Det problem sidder jeg faktisk med i en sag lige nu. Hvordan ved jeg det? Fordi svinet skrev et brev til familien, hvor han sagde, at det var det, anklagerens folk havde gang i. De gennemtrawlede fængslerne for at finde en, der ville sige, at de havde set min klient gøre det.

Når jeg taler med vidner, prøver jeg nogle gange på at tvinge dem til at tale sandt ved at sige til dem som det første: “Ved du godt, at det er ulovligt at lyve i retten?” Det afslører nogle gange folk lige med det samme. 85 procent af menneskelig kommunikation foregår nonverbalt. Så man skal se efter med det tredje øje og lytte efter med det tredje øre. Man skal altid lytte til de indirekte udtalelser, der flyder ud af vidnets egentlige påstande.

Politibetjente lever og arbejder i et erhverv, hvor løgn er en del af deres kultur. Jeg har aldrig nogensinde set en politibetjent, der talte helt sandt i retten. Der er den uniformerede strisser, som jeg plejer at kalde “hat i skødet-snyderen.” Han går ind i retssalen og tager med det samme sin hat af. Han stirrer ned mod sin talje, mens han vidner, så jeg siger til ham: “Jeg kan se du kigger ned, mens jeg snakker til dig. Hvad har du i skødet?” Så kommer hatten frem, og jeg siger, “Må jeg se den indeni?” Og så ligger der en seddel med replikker på – han lader, som om at han erindrer fra sin hukommelse, mens han i virkeligheden læser et dokument højt.

Jeg afslører også politimænd i deres løgne ved at fange dem i en ond cirkel af “Det kan jeg ikke huske.” Du tog hen til gerningsstedet og fandt to ofre, og den ene lå på en bænk? “Ja.” Og den anden på jorden? “Ja.” Og de var begge to ved bevidsthed og snakkede, var de ikke? “Jo.” Så siger jeg, “Spurgte du dem, hvem der havde gjort det?” Og så svarer han “Jeg ved det ikke.” Og han er efterforskningsleder. Man skal lokke dem ud i at sige ting, der går direkte imod sund fornuft, erfaring, og sandsynlighed.

Nogle gange stiller man et spørgsmål, som politimanden tøver med at svare på. Så siger jeg igen, efter der er gået, hvad der virker som evigheder, “Prøver du at købe mere tid, så du kan finde på et svar?” Så protesterer anklageren, men det er lige meget. Jeg har afsløret det over for juryen.

Hvis jeg skulle opsummere det i en sætning: Strissere lyver om alt. Hvis de fortalte sandheden, ville vi ikke kunne forsvare strafferetssager, men de tror, at de får noget ud af at lyve, så det er kun godt for den tiltalte, fordi de løgne, de fortæller, vil forgifte alt hvad politiet siger, efter de bliver taget i at lyve – også det, der er sandt.

Den største løgn af dem alle er, at alle tiltalte formodes at være uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Jeg har lært på den hårde måde, at det ofte er lige omvendt. For eksempel har jeg hørt nævninge sige, “Jeg tror på en politimand, netop fordi han er politimand,” hvilket fuldstændigt går imod grundidéen med deres funktion. En anden typisk udmelding er: “Jeg er nødt til at høre fra begge sider.” Med andre ord, hvis de ikke hører fra en, der utvetydigt forbeholder sig retten til ikke at udtale sig, så vil de antage, at den person er skyldig.

Alle lyver: vidner, anklagere, politibetjente og nævninge, men selvfølgelig vil ingen stå ved det. Politimanden indrømmer aldrig, at han er fuld af lort, anklageren indrømmer aldrig, at han blinkede med øjet og nikkede med for at fremkalde den respons, han gerne ville have fra vidnet, dommeren vil aldrig indrømme, at grunden til, han ikke vil afvise tyndt bevismateriale, eller lader politiet slippe afsted med at lyve, er at det er de selv samme mennesker, der afgør, om han får lov at beholde sit job. De tiltalte har ingen anden støtte end mig.

Interviewene er blevet redigeret for længde og klarhed.

Læs mere om løgn, svindel og bedrag her på VICE:

Her er de løgne, som sexarbejdere fortæller deres forældre og venner

Vi fik pushere til at forklare os, hvordan de holder hustler-livet skjult for familien

To dage i jobaktiveringens buzzword-helvede