Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE USA
New York var et vildt sted i starten af 90’erne. Der var rekordmange drab, og crack-epidemien var på sit højeste. Forladte bygninger blev til crack-buler, og der var prostituerede på alle gadehjørner, hvilket var medvirkende til, at den hårdhændede Rudolph Giuliani vandt borgmestervalget i 1992.
Videos by VICE
Under sloganet ”Quality of Life” begyndte politiet i byen at slå hårdt ned på folk, som havde begået mindre lovovertrædelser. Samtidig begyndte borgmesteren at gå målrettet efter at forvandle de mere dunkle natklubber til kommercielle foretagener, så den brogede DYI-scene blev erstattet af eksklusive megaklubber, der med sofaer på dansegulvet og dyr sprut i flaskerne var forbeholdt ressourcestærke gæster.
90’erne blev det sidste brag for New Yorks boheme-miljø, samtidig med at det blev slutningen på en sorgløs tid, hvor man kunne arbejde, feste og leve i New York, selv om man ikke havde penge. Den danske kunstner Jacob Fuglsang Mikkelsen landede midt i det her farverige kaos og slog sig ned på Gershwin Hotel på East 27th Street på Manhattan.
The Gershwin tiltrak mange forskellige kunstnere, forfattere og kendte – herunder Quentin Crisp, Danny Fields og Marcia Resnick samt Warhol-legender som Ultra Violet, Billy Name og Paul Morrissey og fest-ikoner som Susanne Bartsch, Amanda Lepore, Sophia Lamar og Junior Vasquez. Jacob Fuglsang Mikkelsen iscenesatte sig selv som karakteren Holden Caulfield fra den klassiske roman Catcher in the Rye i et performancestykke, hvor han skød folk i miljøet med et kamera i stedet for en riffel. Resultatet blev en fotoserie med navnet Catcher in the Eye.
Mikkelsens billeder fanger essensen af datidens New York: En surrealistisk feberdrøm om frihed, uafhængighed og kreativ mangfoldighed. Vi talte for nylig med fotografen, der fortalte om sit forhold til New York.
VICE: Kan du fortælle lidt om dine tidligste oplevelser på Gershwin Hotel?
Mikkelsen: Jeg besøgte Gershwin Hotel første gang i 1993. Dengang var det mest tidligere straffefanger og hjemløse, der brugte det, men nogle af etagerne var forbeholdt betalende gæster. Jeg betalte huslejen ved at arbejde som assistent for Lynne Packwood, der var fra Liverpool og arbejdede som indretningsarkitekt på hotellet.
Den schweiziske forretningsmand Urs Jakob og hans kone Suzanne Tremblay havde lavet en aftale med kommunen. De fik lov til at købe bygningen for én dollar, fordi de lovede at renovere den og gøre bygningen til en pæn og ordentlig forretning.
Jeg tog på kunstskole i San Francisco i et års tid og vendte derefter tilbage til New York og Gershwin Hotel. Lynne og jeg udviklede et romantisk forhold, og hun introducerede mig for de mange fantastiske personer, der var en del af af det, hotellet var blevet til, siden jeg forlod det. Jeg flyttede ind permanent i 1999.
Jeg blev venner med forfatteren Gordon Sander, der introducerede mig for kunsten i ”Hanging Out”, som han underviste i på aftenskole. Billy Name var fotograf på hotellet. Han mindede mig om min bedstefar Alf, som også var kunstner – de havde begge to et stort, hvidt skæg og lignende hinanden. Jeg havde det, som om jeg havde mødt en ekstra familie, der delte deres oplevelser og viden med mig. Det overgik min vildeste fantasi.
Kan du fortælle lidt om, hvordan scenen omkring Gershwin var?
I starten var det Jules Feiler og Urs Jakob, der organiserede de fleste arrangementer. En Gershwin-fest startede ude på gaden, hvor den finske kunstner Stefan Lindfors’ flammeskulpturer fik folk ind i foyeren, som galleriet lå i forlængelse af. The Red Bar og Living Room lå omme bagerst i bygningen, og Mezzanine, et meget Being John Malkovich-agtigt rum med lavt til loftet, lå på en etage mellem 1. og 2. sal. På toppen af bygningen var der en åben terrasse dækket af kunstgræs, hvor der blev hold kendisfester og filmfestivaler. Selve hotellet blev kaldt MA13 – Museum of Art 13 Floors. Hver sal havde en permanent udstilling med forskellige kunstnere – herunder mig.
Hvad inspirerede dig til at lave Catcher in the Eye?
Jeg begyndte at udforme projektet i 1996, mens jeg læste Catcher in the Rye, som Lynne havde givet mig, fordi jeg mindede hende om Holden Caulfield.
Den performance, jeg lavede, når jeg tog billeder af folk omkring mig, var i Holden Caulfields ånd. Kameraet er perfekt at skjule sig bag. Så længe man bliver bag linsen og observerer verden, behøver man ikke selv deltage. Det at tage et billede, at fange et øjeblik på film, er ren magi.
Jeg skabte en udstilling, hvor alle modellerne på mine larger-than-life billeder var til stede, så de kunne interagere med dem selv på væggene. Den kørte i en måned på 96. sal i Empire State Building i april 1997. Negativerne blev scannet og trykt på lærreder. Jeg tænkte, hvis Warhol havde været i live, så havde han brugt den samme teknik med at trykke hans værker på lærred.
Da jeg tog billeder af undergrunden, nattelivet og kunstscenen i New York, var jeg næsten den eneste med et kamera. Anton Perich og Billy Name viste mig, at det er vigtigt at fange øjeblikket, energien, miljøet, mens det sker, mens alle andre bare er midt i det.
Hvad er nogle af dine yndlingsøjeblikke med de folk, du har fotograferet?
Jeg tænker tit på Quentin Crisp, inspirationen til Stings ”Englishman in New York”, som ofte dukkede op til festerne. Jeg sendte ham en håndskrevet invitation, da udstillingen åbnede. Åbningen var klokken 19 om aftenen, men jeg havde selvfølgelig skrevet det på engelsk selvfølgelig, og Quentin tog fejl af AM og PM. Manden var over 80 og lignede en lille, gammel dame. Han havde aldrig været oppe i Empire State Building før.
Heldigvis blev han genkendt af en sikkerhedsvagt. Det viste sig, at vagten var fan, og han passede på ham hele dagen, viste ham rundt, bød på mad og drikke, indtil udstillingen åbnede. Quentin elskede opmærksomhed. Senere satte han sig i vinduet med udsigt over byen og blev fotograferet sammen med en masse stjerner, som alle sammen kendte ham og vidste, hvor vigtig en figur han er.
Hvad gjorde 90’er-scenen til noget særligt?
90’erne var en overgangsperiode, som kørte på housemusik, ecstasy, Special K, åbne barer, et solidt aktiemarked, og at internetboblen ikke var bristet endnu. Der var så mange unge, cool, kloge og kreative mennesker, som havde masser af penge mellem hænderne.
Da bøtten begyndte at vende, arbejdede jeg med at kuratere begivenheder og kunst på Tunnel. Jeg blev del af planlægningen i forhold til at genåbne natklubben Limelight, og jeg foreslog, at HR Giger skulle indrette VIP-rummet. Det skete på den mest fantastiske måde, og jeg mødte min datters mor, mens jeg dj’ede der.
Det nye Limelight var cool i kort tid, men så blev det mainstream og endnu en pengemaskine for natklubmogulen Peter Gatien. Han manglede penge til at betale alle sine juridiske udgifter. Til sidst blev han knaldet for ikke at betale skat og blev sendt hjem til Canada.
Klubscenen blev meget kommerciel, uptown-orienteret, pengegrisk og kedelig. Nattelivet skal være befriende, glædeligt og positivt. De bedste fester begyndte at dukke op ude ved West Side Highway og Chelsea Piers. Der var en masse bådfester, loftfester og fester i Brooklyn. Så skete 9/11, og det New York, jeg kendte, forsvandt.
