Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Da Sacha Baron Cohens Da Ali G-show havde premiere på HBO i 2000, var grundpræmissen med at få folk til at sige utroligt dumme ting på tv helt ny og dristig. Og selv om vi i dag lever i et mareridtsagtigt politisk landskab – en verden som er præget af fupnumre, fake news og utvetydige forsøg på at snyde andre – så formår Cohens nye Showtime-serie Who Is America? på mirakuløs vis at hæve sig over den politiske satires sædvanlige bundniveau og få seeren til at le. I en verden, som er styret af trolls, lykkes det Cohen at trolle selv de værste løgnere.
Videos by VICE
Før serien havde fået premiere, stillede konservative kræfter, som Cohen havde narret, sig allerede i kø for at fordømme komikeren. Programmet kunne ikke have bedt om bedre PR – tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin, tidligere kandidat til statssenatet i Alabama Roy Moore og tidligere medlem af kongressen Joe Walsh brokkede sig alle via Twitter over, at komikeren havde lokket dem med i sit program.
Men selv efter Showtime havde kørt en teaser, hvor Cohen får tidligere vicepræsident Dick Cheney til at signere et waterboarding-kit, var jeg stadigvæk i tvivl om, hvorvidt Who Is America? ville leve op til hypen. Det kulturelle og politiske landskab er kun blevet grummere siden Bush-æraen – i 2009 dukkede det ultrakonservative Project Veritas op med hemmelige optagelser af ACORN, en landsdækkende organisation, som hjælper fattige amerikaner med at blive registreret som vælgere. Og ideen om, at politikere gemmer deres værste tanker og sider for offentligheden, er også passé, eftersom Trump har formået at blive valgt til præsident ved at være et åbenlyst svin. Hvad kan Cohens program afsløre, som vi ikke allerede godt er klar over? En hel del viser det sig.
Who Is America? åbner med en introduktion af en af Cohens fire karakterer – Dr. Billy Wayne Ruddick Jr., en Trump-støttende, journalisthadende rebel, som kører hjemmesiden THRUTHBRARY.org (modsat lie-brary) og sidder i rullestol for sjov. I sit første interview forsøger han at narre en mistænksom Bernie Sanders, der skæver en del til karakteren. Modsat de konservative politikere, som Cohen senere interviewer, formår Sanders at undgå at ligne en komplet klovn. Faktisk ender klippet med at fremhæve senatoren fra Vermonts store politiske begavelse og – hvad jeg, som en, der også har interviewet ham, kan skrive under på – hans evne til at holde sig til budskabet selv under de mærkeligste omstændigheder.
”Namaste, jeg er dr. Nira Cain-N’Degeocello, og jeg er en ciskønnet, hvid heteroseksuel mand, og det beklager jeg,” siger Cohen i et voiceover, der præsenterer hans næste karakter, der er iført en NPR-t-shirt og en lyserød pussy-hat. Cain-N’Degeocello, der er skaldet og har hestehale, spiser middag med to medlemmer af det republikanske parti fra staten South Carolina, ”et par, der lider af hvide privilegier,” som han beskriver dem. Under en middag forklarer Cohen parret, at for at bekæmpe sexisme tvinger han sin søn til at sidde ned og tisse og sin datter til at stå op. Han har også forliget sig med det faktum, at hans kone har haft en affære med en delfin. Herefter møder vi Cohens tredje karakter, Ricky Sherman, en eks-forbryder, som gerne vil leve af at være kunstner og maler med sine egne kropsvæsker. Han mødes med en kunstkonsulent ved navn Christy, som er helt utroligt nede med Shermans afføringsbaserede kunstværker. Til sidst i indslaget giver hun Cohen et par sine egne pubeshår til hans samling.
Men Who Is America? tager joken langt længere, da vi møder den fjerde karakter, en israelsk, tidligere Mossad-agent ved navn Erran Morad, der har held med at overtale en lang række prominente republikanere til at støtte et program, der uddeler ”gunimals” til helt små børn – skydevåben forklædt som bamser. I et interview med Larry Pratt, som repræsenterer våbenlobby-organisationen Gun Owners of America, spørger Cohen med en tung israelsk accent: ”Mener du, at venstrefløjen bruger skoleskyderierne til at promovere deres egen anti-tragediedagsorden?” (De prøver, svarer Pratt.)
Længere inde i interviewet får Cohen Pratt til at se ind i kameraet og sige, ”Småbørn er rene. De er ikke blevet korrumperet af fake news eller homoseksualitet. De bekymrer sig ikke over, om det er politisk ukorrekt at skyde en psykisk syg mand med en pistol. Videnskaben bag det her program er bevist. Børn under fem år har højere niveauer af feromonet Blink 182, produceret i den del af leveren, som kaldes Rita Ora. Derfor bevæger deres nervereflekser sig langs Cardi B-nervebanen til Wiz Khalifa 40 procent hurtigere.”
Cohen har også fået mere prominente medlemmer af højrefløjen med i programmet. Kongresmedlemmerne Dana Rohrabacher fra Californien og Joe Wilson fra South Carolina samt tidligere leder af republikanerne i senatet Trent Lott, som alle er ivrige støtter af Cohens falske våben-til-børn-initiativ. Det mest overraskende er faktisk, at Cohen var nødt til at narre republikanerne til at støtte et program, der uddeler våben til børn.
Tidligere medlem af kongressen Joe Walsh, der i programmet udtaler ”På under en måned, under en måned, kan en førsteklasse-elev blive en førsteklasses soldat,” påstår, at han blev narret til at sige det, da komikeren ”inviterede ham til DC i forbindelse med en falsk Ven-Af-Israel-pris.”
”Jeg må lære at leve med det,” skriver han på Twitter.
Og det må han så sandelig.
Who Is America? er bedst, når Cohen bruger bedrag til vise magtfulde politikeres sande væsen – en gruppe mænd, hvis hjerner er så gennemsyrede af den giftige politiske diskurs, at de er villige til at støtte noget så sindssygt som et initiativ til at bevæbne småbørn. Som BuzzFeeds Charlie Warzel skriver, ”Det er en frygtelig form for katarsis, man oplever, når man ser Baron Cohen lokke våben-lobbyister til at promovere bevæbning af små børn.”
Den seneste udformning af Cohens unikke comedy-brand er ikke for sarte sjæle, men det er heller ikke for folk, der foretrækker komik med et aktivistisk budskab. Cohens arbejde handler mindre om at promovere et woke politisk budskab og mere om at skabe godt materiale ud af det kaos, der allerede eksisterer. Selv om det er trolling af konservative, der har fået mest opmærksomhed, så har Cohen ikke en partisk dagsorden. Der er heller ikke noget opløftende budskab gemt i programmets DNA. I stedet fører det seeren ind i en verden, der til forveksling ligner vores egen og afslører de fundamentale absurditeter, som vi så må grine af. Hvad andet er der at gøre?
