Se intime portrætter af New Yorks unge og håbefulde latinx-rappere

Denne artikel er oprindeligt udgivet af i-D USA

I sin nye billedserie, Papi Chulo, præsenterer den Queens-baserede fotograf Stephen Velastegui billeder af latinx-drenge i New York, fra Dyckman, Inwood til Ridgewood, Queens. Velasgui er interesseret i at udforske, hvordan opvækst og miljø påvirker hans jævnaldrendes forhold til maskulinitet og andre mænd, og han gør det ved at bruge portrætbilleder til at konfrontere fordomme i samfundet. Papi Chulo var også med til at introducere fotografen for den spirende rapscene over hele byen. Det betyder, at Velasgui nu finder nogle af de mest interessante unge latinx-kunstnere i hele New York og spørger dem, hvordan deres opvækst, miljø og kultur har formet deres kreative udtryk.

Videos by VICE

Autumn, 19, Harlem

Beskriv din musik med tre ord:
Melankolsk, melodisk, moody.

Hvem er dine inspirationskilder?
Kevin Parker, Travis Scott og Flatbush Zombies.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Som latino har jeg adgang til mange flere forskellige stilarter i min musik. Min kulturarv har også givet mig en helt anden fornemmelse for rytmer over årene, som jeg prøver at bruge bedst muligt.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Ærlig talt kan New York være rimelig grov. Man kan nemt miste modet, men så må man bare holde hovedet højt og bruge det som motivation. Hvis man kan klare sig her, kan man klare sig over alt.

Henry Ruiz, 18, Brooklyn

Beskriv din musik med tre ord:
Uortodoks, fri, modsat.

Hvem er dine inspirationskilder?
J.Cole, J Esko og min far.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Min mexicanske baggrund betyder helt sikkert meget for min musik, for uden en opvækst med mine superstrenge forældre og min dybt religiøse bedstemor havde jeg ikke distanceret mig fra verden, som jeg gjorde. Det har været hårdt mange gange, fordi jeg voksede fra de mennesker, jeg kendte, men det gav mig meget tid til at reflektere over mig selv og mine beslutninger. Der er en mening med alting.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
New York er i folks bevidsthed nu, så ja, helt sikkert. Der er rigtig mange talenter i New York, men her hersker også meget en “hver mand for sig selv”-agtig stemning. Men det er vel naturligt nok. Vi er alle sultne efter succes, og vi vil gerne til tops.

Javal G. Minor, 22, Queens

Beskriv din musik med tre ord:
Emo, æterisk, aggressiv.

Hvem er dine inspirationskilder?
Nogle af mine inspirationer er Kanye West, Kid Cudi, Kurt Cobain, My Bloody Valentine, Lil Peep og Chief Keef.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Min mors side af familien er afro-latino-immigranter, og min fars side er afroamerikansk fra Syden. Det er vigtigt at holde forbindelse til sin kulturarv og sin historie – det viser alle de kampe, jeg har taget for at nå hertil, hvor jeg er i dag og laver den musik, jeg laver. Historien og erfaringen og smerten fra dengang til nu påvirker måden, jeg skriver musik på.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Det afhænger af, hvem man kender, og hvordan man præsenterer sig selv. Nogle folk er heldige, men selv de mest skødesløse stjerner har et stort hold af folk bag sig. Der er mange, som tror, det er let, og at det bare sådan kommer fra en dag til den anden, men sådan er det ikke for alle. New York hader sine egne sammenlignet med for eksempel Atlanta, hvor folk holder mere sammen.

Kcid, 14, Brooklyn

Beskriv din musik med tre ord:
Smooth, intelligent, drømmende.

Hvem er dine inspirationskilder?
Mine inspirationskilder er Biggie Smalls, Lauryn Hill, BDP, Big L, Peaches og Los Panchos.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Min kulturarv former min musik, fordi den påvirker mine tekster. Jeg bruger rap og poesi til at processere den måde, mexicanere er blevet behandlet på historisk såvel som i nutiden i mit land.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Nej, det synes jeg ikke. Man kan godt være heldig og hurtigt blive populær, hvis man er konkurrencemindet nok, men man kommer ikke til at tjene nok til at leve af det, og der findes heller ikke steder med den rette kunstneriske energi, kun steder hvor man føler sig drænet af at være. Der er masser af godt og skidt ved New York lige som alle andre steder. Når folk kun tænker på penge, så prioriterer de ikke dine ønsker.

Lorey, 19, Queens

Beskriv din musik med tre ord:
Aggressiv, unik, futuristisk.

Hvem er dine inspirationskilder?
Mine inspirationskilder er Kanye West, A$AP Rocky, Travis Scott og Kendrick Lamar.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Som dominikaner har man nærmest en procent af alle folkeslag og kulturer i sit blod. Jeg kan tage to forskellige genrer og lave mit eget ud af dem. Jeg kan tage samples, som andre aldrig ville røre, og det hjælper mig med at skabe en unik lyd, og det vil jeg altid være taknemmelig for.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Det handler om, hvem man er som kunstner, og hvordan man fremstår. Nogle NYC-kunstnere kommer ind i gamet med et kæmpestort ego, og mange af dem når ikke særligt langt. Mit mål er at være så ydmyg som mulig.

Luis Palacios, 21, Brooklyn

Beskriv din musik med tre ord:
Atmosfærisk, synkoperet, sample-drevet.

Hvem er dine inspirationskilder?
Nogle af mine inspirationskilder er den Detroit-baserede producer J Dilla, den haitisk-canadiske producer Kaytranada og kunstner/producer Toro Y Moi.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Som jeg er blevet mere moden, er jeg også begyndt at bruge min mexicanske kulturarv i min kunst. Da jeg var barn, fik vi tit besøg fra Mexico, så folk spillede soul, freestyle og hiphop for mig, og det fangede min interesse. De fleste af mine sange og projekter har spanske titler som en hyldest til min baggrund. Jeg er begyndt at udforske de forskellige stilarter, som mexicanske musikere har udviklet, og det regner jeg med at bruge på mit kommende album Prohibido Volumen 3.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
New York er en by, hvor kunstnere kommer for at samarbejde, lige meget om de er på vej op eller helt nye. Man ser en masse DIY-shows over hele byen, og det er en fed måde at møde nye folk på.

Lucy, 20, Uptown Manhattan

Beskriv din musik med tre ord:
Mørk, vred, dybfølt.

Hvem er dine inspirationskilder?
Mine inspirationskilder er Tyler, the Creator, $uicide Boy$, The Doors, Kid Cudi, XXXTentacion og Kendrick Lamar.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Jeg er selv mørk i huden. Vi startede det her shit. Det er vores lige meget, hvordan det manifesterer sig.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Det afhænger af, hvilke typer man leder efter. Der er forskellige energier. Der er folk, som er nede med dig og din lyd, og der er folk, som er intimiderede af dig og din lyd. Ærlig talt, så er der en masse folk, som kysser røv, på grund af dem man kender, eller det man laver – det betyder, at mange lever i deres egen verden. De holder sig til deres egen kreds. Det forstår jeg godt. Der er også mange, som prøver at bruge dig for at få clout. Jeg har mødt mange, som tror på min vision, og det har bragt mig længere, end jeg troede muligt. Det er sådan lidt 50/50. Man skal være forsigtig med, hvem man arbejder med. Når det er sagt, skud ud til mine folk i SUPA KLIQ, vi er på vej op.

Roemello Velez, 20, The Bronx

Hvem er dine inspirationskilder?
Mine musikalske inspirationskilder er Pharell (jeg er stor N.E.R.D-fan), måske Metro Boomin’ alt afhængigt af beatet. Jeg kan rigtig godt lide Key! for tiden og Kenny Beats’ projekt, det er fedt. Jeg er også Drake-fan, haha! Den retning kan jeg også lide. Popmusik er det, jeg går efter selv i forhold til R’n’B og hiphop.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Jeg er halvt sort og halvt puertoricaner, og det har sat aftryk på min musik. Jeg har det, som om jeg prøver at lave beats til Big Pun nogle gange, fordi jeg er så fascineret af den der tidlige 00’er-hiphopæra. Jeg er født og opvokset i The Bronx, så jeg er vokset op med den kultur. Jeg havde både latinovenner og sorte venner. Jeg vil ikke sige, at jeg bruger spansk musik til at lave mine beats, det passer ikke. Men jeg sætter stor pris på musikken. Det er musik, jeg altid har hørt til familiefester som barn. Men jeg er mere til R’n’B og alternativ rock.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Der er ikke så meget sammenhold i New York lige nu. Vi mangler lidt den der ATL-stemning, hvor de kører en helt anden stil og sætter et vildt højt niveau sammen. Der er for mange her, der bare snylter, de vil bare suge clout til sig for at klare sig i musikbranchen. Jeg laver musik, fordi det er sjovt, min egentlige interesse er mit skateboard-firma K9 HARDWARE. Folk kan bare godt lide mine beats, så jeg har optaget tre numre for nyligt og lagt dem ud på SoundCloud. Der kommer snart flere ting fra andre kunstnere, som har brugt mine beats. Jeg dukker snart op. Jeg venter bare på, at det bliver min tur!

Sloth, 22, Manhattan

Beskriv din musik med tre ord:
Vittig, oprigtig, relaterbar.

Hvem er dine inspirationskilder?
Kid Cudi, Pusha T og Wu-Tang Clan.

Hvordan påvirker din kulturarv din musik?
Min kulturarv har ikke formet min musik synderligt, men det har da spillet en rolle. Skud ud til at smide spansk ind i en tekst, når man har lyst til det.

Er New York en fed by at være ung kunstner i?
Nej, egentlig ikke. New York er en by, hvor enhver kan netværke og møde en masse folk. Men i sidste ende skal man se sig over skulderen, for folk prøver altid at få en ned med nakken.