#MeToo går sejrsgang, man kan købe t-shirts med feministiske slogans i H&M, og der kommer folk under 40 til 8. marts-arrangementer. De senere år er feminismen for alvor blevet mainstream. Men hvad er det egentlig for en kamp, der kæmpes? Er der plads til minoritetskvinder? Deler nogle fortolkninger af feminismen mere, end de samler? I den her artikelserie spørger vi fremtrædende folk med deres syn på ligestillingfor at blive klogere på, hvilken tilstand den moderne danske feminisme egentlig befinder sig i.
”Relevant og forkælet.”
Sådan beskriver debattør og radiovært Nima Zamani den danske feminisme anno 2018.
Videos by VICE
Relevant, fordi det aldrig bliver ligegyldigt at kæmpe for lige rettigheder mellem kvinder og mænd.
Forkælet, fordi der ifølge ham mangler en anerkendelse af, at vi i Danmark er nået ret langt.
”Jeg mener ikke, at vi er i mål på ligestillingsområdet, men jeg synes, at de, der har den offentlige stemme i feminismedebatten i Danmark, kan virke mere interesserede i at sætte sexisme på danmarkskortet end rent faktisk at løse de problemer, der er.”
På sin Instagramprofil beskriver Nima Zamani sig som, ”vært og tilrettelægger [på] Radio24syv, klummeskribent [på] EB/Opinionen (Ekstra Bladet, red.), jurist og slapsvans”. Han betegner sig selv som feminist, hvis det betyder, at man går ind for total ligestilling, der hvor ligestillingen ikke er biologisk begrænset af kønnene. Som jurist har han skrevet speciale om retssikkerhed i forhold til voldtægt, og som debattør kan du have set den langhårede, to meter høje mand diskutere #MeToo i Deadline.
Når han kalder feminismen forkælet, handler det dels om de kampe, der tages i dag, når feminister eksempelvis føler sig støt over at byggemarkeder henvender deres reklamer mod mænd. Ifølge ham er det nemlig et eksempel på, at ”der ikke er noget i dag, som man ikke kan blive krænket over.”
Men den forkælede feminisme kommer også til udtryk i den måde, man diskuterer feminisme på.
”Det her er virkelig et område, hvor du ikke kan sige din mening, uden at blive skudt alt muligt i skoene,” fortæller han og forklarer, at han ofte oplever, at debatten bliver unuanceret, når følelserne overtager. At man er nødt til at skrive med store bogstaver, at det, man siger, ikke gælder alle, fordi der er en tendens til, at folk tager det meget personligt.
Det var det, der, ifølge ham, skete i debatten om den samtykkeregel, der skulle gøre, at sex uden samtykke kunne straffes som voldtægt. En debat, som Nima Zamani har deltaget i, og hvor han blandt andet har udtalt, at han hellere vil have, at ni voldtægtsforbrydere går fri, end at der er én uskyldig, der bliver dømt.
”Pludselig handler debatten om, hvem jeg har krænket med den udtalelse, og ikke hvad der er juridisk relevant at tale om.”
I den debat var det netop Nima Zamanis pointe at sætte fokus på, at det både er et problem, at kvinder ikke føler sig hørt i retssystemet – men at det samtidig er farligt, hvis man går på kompromis med retssikkerheden for at dømme flere.
”Der sad jeg tilbage og tænkte: Jamen, jeg har jo bare skrevet, at det er vigtigt med retssikkerhed, fordi unge mennesker kan blive genstand for det her, fordi de måske bevæger sig på grænsen mellem dårlig opførsel og noget, der kunne være et overgreb.”
Han stopper sig selv. For i det sekund, han siger sætningen, kan han høre, hvad der vil ske.
»Altså bare når jeg siger ”grænse mellem dårlig opførsel og overgreb”, så kan man allerede se shitstormen komme.”
Nogen vil blive fornærmede over de ord, han sagde, frem for at høre den mening han havde, forklarer han.
“Det er svært at diskutere med feminister, man skal virkelig veje sine ord.”
Og det er netop det, han mener er problemet med den feministiske debat. Man fornemmer, at Nima Zamani har lært, at det både handler om at eje sine ord og veje dem, når man diskuterer feminisme og ligestilling.
Broadly: Føler du dig misforstået?
”Jeg føler mig bevidst misforstået af nogen, der gerne vil gøre det, jeg siger, til noget abnormt eller nedværdigende.”
Nima Zamani henviser specifikt til et meget omdiskuteret indlæg, han skrev i Ekstrabladet med navnet: Gid jeg var en kvinde! Blandt andet skriver han følgende:
Jeg kunne også hive en eller anden pløret liderkarl med hjem, få ham til at betale taxaen, sige ‘Ja, jeg er på p-piller’ og så føde hans barn ni måneder senere og eje en del af hans indkomst de næste 18 år.
Med Gid jeg var en kvinde! blev Nima Zamani mødt af en hær af kritik. Læserne rasede mod ham på grund af passager som:
Jeg kunne også slippe for at tage ansvar for mit eget liv. Hvorfor skulle jeg have dårlig samvittighed over, at jeg i tidernes morgen ikke tog mig sammen og knoklede noget mere?
Indlægget fik blandt andet journalist Anna Libak til at skrive indlægget: Gid jeg var en Indvandrer! Det blev udgivet dagen efter – også i Ekstra Bladet – og her skriver Anna Libak blandt andet, at hvis kvinder, som Nima Zamani skriver i sin klumme, bare kan råbe #MeToo, hvis de føler at mænd går for tæt på, så kan indvandrere bare råbe ”racist”.
”Jeg har også set mig selv som offer, fordi jeg har indvandrerbaggrund. Det er jeg holdt op med, fordi jeg lever i et samfund, hvor rammerne er til, at jeg som indvandrer, kvinde eller mand kan opnå de ting jeg vil, hvis jeg tager ansvar.”
I stedet for at føle sig som ofre mener Nima Zamani, at fokus burde være på de mange “rigtige” kampe, der burde blive taget af moderne feminister – men ikke bliver det. Han nævner blandt andet integrationsproblemerne, når der findes miljøer, hvor kvinder er mindre værd end mænd. Og problemet med unge drenge, der objektiviserer kvinder og uden omtanke sender billeder og videoer af nøgne piger videre til andre.
Noget, han til gengæld ikke ser som en ”rigtig” kamp, er det, som fjerdebølgefeministerne står for.
For dem, der har brug for at få det opfrisket, er fjerdebølgefeminister den betegnelse som Louise Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen blandt andre har brugt om sig selv. Og det er dem og det, som Nima Zamani ikke helt kan forstå.
I klummen, Jeg foretrækker en psykolog, der ikke er kendt for at ryste røv, kritiserer han Louise Kjølsen. Han siger, at han ikke kan tage hende fagligt seriøst på trods af hendes titel som cand.psych, når hun også har valgt at være kendt som Twerk Queen.
Broadly: Du skriver i din klumme, at det “mudrer” og “støjer” at gøre det, Louise Kjølsen gør – men i så fald gør din egen fremtoning vel også det, når du eksempelvis sidder med langt, fedtet hår i Deadline?
”Selvfølgelig støjer det også. Der er da masser, der skriver til mig, hvorfor jeg ikke vasker og klipper mit hår, inden jeg går på tv. Jeg ved, det er sådan. Jeg er to meter høj, og jeg har valgt at ligne en fucking hippie, profet eller hr. skæg,” siger Nima Zamani.
For Nima Zamani er dansk feminisme anno 2018 endt med at blive en “drengene mod pigerne-leg”, siger han. En leg hvor man i stedet for at løse problemerne ser drengene som de onde og kvinderne som ofre.
Og ja, Nima Zamani ved godt, at han selv holder liv i pigerne mod drengene-legen med sine klummer.
”Jeg forstår godt, at jeg provokerer med den klumme (Gid jeg var en kvinde!, red.), men jeg skriver den jo netop for at gøre op med opfattelsen af, at mænd har det så meget bedre end kvinder, og at rettigheder og privilegier er kønnede.”
Det er det samme, han mener, der er sket med #MeToo – og generelt føler han, at det er det, der sker, når han blander sig i debatten som mand.
”Selvfølgelig er det relevant, at mænd blander sig i eksempelvis debatten om overgreb. Jeg har endda skrevet speciale om det, og alligevel skal jeg stadig svare på, hvad det rager mig, fordi jeg er mand. Det er ignorant.”
Det er vigtigt, at alle kan blande sig i debatten, siger han. Og det er vigtigt, at han selv bliver ved med at gøre det for at gøre opmærksom på, at kvinder har en masse magt – selvom de ikke altid selv kan se det.
”Det prøver jeg så at pointere lidt groft og provokerende, for I har det ikke så dårligt, hvis I tænker jer om.”
