Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Shirley Manson gider ikke bruge tid på det. I løbet af de 45 minutter, vi taler sammen, opremser hun en lang liste med ting, hun er blevet ligeglad med: At være populær, falske mennesker, at gøre ting forkert, behov for forandringer. Man får det indtryk, at det er meget lang tid siden, forsangeren i Garbage har ladet andres mening bekymre hende særlig meget.
Videos by VICE
I år har hun igen været i pressen, fordi hun vandt NME Icon Award og brugte talen til at forlange bedre forhold for – især sorte – kvinder. I et interview bagefter sagde hun, at det var på tide, at “mænd begyndte at være vagthunde overfor hinanden,” som er præcis den slags kontante citat, man kunne forvente fra Shirley Manson.
Mens jeg hænger ud ved indgangen til det lokale, hvor hun bliver interviewet, og venter på at blive introduceret af hendes PR-person, kan jeg høre hende bestille sushi med høflig begejstring. Hun har vildt meget energi, er både interesseret og interessant, og hendes hår, der er igen blevet ild-rødt, er sat op i en stram knold, som afslører, hun er barberet kort i siderne.
VICE: Har du nogensinde haft en periode, hvor du ikke kunne få kreativiteten til at blomstre og blev bange for, at det aldrig gik over?
Shirley Manson: Jeg blev bange, da det gik op for mig, at vi var nået til et punkt, hvor ingen ville have os, og at vi slet ikke var i kontakt med kulturen. Når man er et band, der repræsenterer en tidsånd – og det var vi – så står man i epicenteret af en kultur i et stykke tid. Det siger sig selv, at, hvis først man falder ned fra den piedestal, er det utrolig svært at komme derop igen. Men jeg troede på mit band. Det kan være, du elsker os, det kan være, du hader os, men vi er gode til det, vi gør, og så meget ved jeg.
Jeg plejede at sige, at mit band kunne skrive Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band 2, og hvis vi gjorde det, ville alle hade det, fordi det kom fra os, og vi er old news. Så hvad kan vi gøre ved det? Til sidst kom vi frem til, at vi var pisse ligeglade med, om folk stadig elskede os. Det eneste, der betød noget, var, at vi var et kreativt fællesskab, for vi fungerer godt sammen, og vi skaber noget, som, vi synes, har værdi. Det er mere eller mindre sådan, vi til gik den anden fase i vores karriere, og det fungerede. Vi havde det godt og kunne igen nyde arbejdet, fordi vi gjorde det på vores egne præmisser. Vi er alligevel ligeglade med at være på hitlisterne eller at spille på børne-TV klokken fire om eftermiddagen. Det er vi færdige med.
Hvor mange bøger har du læst de seneste 12 måneder?
Jeg har altid været meget belæst, men det er virkelig gået ned ad bakke de seneste år. Men det seneste halve år har jeg tvunget mig selv til at læse, og det er blevet til mange fantastiske bøger. Meget om race, faktisk. Jeg er lige blevet færdig med Patrisse Khan-Cullors When They Call You a Terrorist, og det var en kæmpe oplevelse. Den er smukt skrevet, og det er nogle ret chokerende erindringer. Jeg blev flov over, at jeg ikke vidste mere om de problemer, sorte kvinder står overfor. Det var hende, der startede Black Lives Matter-bevægelsen, så hun er en vaskeægte, hardcore aktivist. Why I’m No Longer Speaking to White People About Race er lidt mere akademisk, men bestemt også værd at læse. Jeg blev dybt fortvivlet. Jeg prøver virkelig at tvinge mig selv til at læse i stedet for at klikke formålsløst rundt på sociale medier.
Hvad er din yndlingsbog?
Der er så mange. My Dark Places af James Ellroy er helt sikkert et vigtigt referencepunkt. Det er American Pastoral af Philip Roth også. Jeg sidder tit og laver lister – for eksempel med mine 100 yndlingsbøger. Jeg er ligesom en 15-årig pige, når det kommer til den slags.
Her er et lidt mere dystert spørgsmål – tænker du tit på døden?
Hele tiden. Og det er jeg faktisk glad for. Jeg er meget taknemmelig, for hvis man tænker over døden, sætter man mere pris på hver enkelt dag. Hvis du forsøger at ignorere den, glemmer du, hvor heldig du er at være i live, og hvor privilegeret du er, hvis du har det rart i din krop. Jeg tror, man kan lære meget af at være lidt dyster, og det hjælper mig til at være lykkelig. Jeg talte om det tidligere i dag: Efterhånden som jeg bliver ældre, må jeg ikke blive mørkeræd. Jeg skal blive ved med at minde mig selv om mørket, men tvinge mig selv til at leve i lyset og til at være sammen med mennesker, der gør mig glad. Jeg er færdig med mennesker, der får mig til at have det af helvede til. Færdig. Og det, tror jeg, stammer fra tankerne om at være dødelig. Tiden går, og du spilder min tid [griner].
Hvad ved du særligt meget om?
Jeg ved ikke noget om noget. Seriøst. Helt seriøst. Jeg ved ikke særlig meget om noget.
Hvilken alder synes du var sværest?
Jeg synes, det var svært at være i trediverne, og derefter blev det nemmere. Slutningen af trediverne, var nok det sværeste.
Alle siger ellers, at det er fantastisk at være i trediverne.
Det var frygteligt for mig. Jeg elskede at være i tyverne. Jeg havde det for vildt. Men i trediverne føltes mit liv seriøst og stressende, og så blev jeg langsomt mindre stresset, da jeg blev 40. Og nu, hvor jeg er 50, anklager alle mine venner mig for at benægte realiteterne. De siger: ‘Du er fucking mærkelig, hvis du har det fint med at blive 50.’ Men jeg kan ikke lade være – jeg føler mig fri. Det kan godt være, de tror, at jeg flygter fra virkeligheden, men jeg ved bare, at der er noget magisk ved at holde op med at bekymre sig hele tiden. Man holder op med at gå op i, hvordan andre ser på en, og hvilke forventninger de har.
Lyver du nogensinde, når du svarer på spørgsmål i interviews?
Jeg prøver at undgå det. Da jeg var ung, blev jeg afsløret i en frygtelig løgn, og det smadrede virkelig mit liv. Jeg mistede min bedste ven for altid på grund af det. Så nogle gange vil jeg undlade at sige hele sandheden, men jeg lyver ikke. Det er ikke så meget mig.
Føler du, at hvis din holdning ændrer sig bare en lille smule, vil det stå på skrift for altid?
Mine holdninger ændrer sig lige så hurtigt som vejret. Der er visse ting, som betyder rigtig meget for mig, og som jeg har en fast tro på, men samtidig kan jeg den ene dag sige: “jeg elsker grøn neglelak!” og dagen efter proklamere, at jeg hader det. Det er åndssvagt, men det er sådan, min hjerne fungerer. Jeg har givet mig selv lov til at ændre holdning, hvis jeg føler for det, og jeg er ligeglad med, om folk skriver det ned. Hvis jeg har ændret holdning, er jeg et andet menneske, end jeg var, da jeg svarede på spørgsmålet. Der er mange ting, som jeg troede på, da jeg var ung, og som jeg har ændret holdning til, da jeg blev ældre. Jeg har lært mere. Og jeg vil gerne ændre min holdning, fordi jeg er blevet klogere.
Hvor gammel er du egentlig?
Jeg er 26.
Så ung. Så du kan ikke huske noget før internettet, vel? Hvor gammel var du, da du fik din første telefon?
Jeg var 11.
Vildt.
Ret klamt, ikke?
Både og. Det gør også børns liv sikrere. Det er ligesom alt andet. Der er både gode og dårlige sider. Det er alt sammen evolution, ikke?
Klart. Jeg tror på, at selvom vi skal holde folk ansvarlige for deres holdninger, så skal vi også indenfor rimelighedens grænser give folk mere plads til at udvikle sig og lære end vi gør nu. Hvordan ser du på det?
Jeg synes, det er rigtig sejt, at du har det sådan. Det er tilgivende overfor dig selv, og derfor er det gavmildt overfor andre. Alle er så hårde ved dem selv, at de ender med at dømme andre alt for hårdt, og det stikker helt af. Det er utåleligt.
Hvad vil du spise til dit sidste måltid?
Nok sushi. Det er noget af det eneste, jeg kan gå helt i selvsving over. Sushi Park eller Sushi Sasabune i Los Angeles.
Hvilken film eller hvilket TV-program får dig til at græde?
Alt med dyr. Jeg kom næsten op at skændes med min mand, da vi så Buck. Den handler om en mand, der arbejder med utilpassede heste, og jeg sad og tudede fra start til slut. Min mand blev pisse sur. Han sagde: ‘Tag dig nu sammen. Der er gået 15 sekunder af filmen!” Jeg ved ikke, hvad det er, men det påvirker mig virkelig.
Hvordan slog du op med din første kæreste?
Jeg kastede en hårbørste efter ham og sagde: “Det er slut!” Han kneppede alle mulige andre piger, og jeg vidste det godt. Det var ved at gøre mig sindssyg. Og han gav mig også gonoré, det var så frygteligt. Ham tudede jeg over de næste to år eller sådan noget.
Hvilken karriere syntes dine forældre, du skulle vælge?
Universitetet. Du tror det er løgn, men den dag i dag – efter 35 succesfulde år i musikbranchen – siger man far stadig: “Du skulle have færdiggjort universitetet. Du skulle overveje at tage tilbage.” Han bliver bare ved. Han er akademiker, så det er vigtigt for ham. Min far er så grineren. Jeg er altid vært for vores julemiddag, og han bedømmer middagen på en skala fra 1 til 10 hvert år. Han giver mig seriøst karakterer. Det er fucking sindssygt. Det er sådan, han er.
Får du så gode karakterer?
Nogle gange. Jeg har også prøvet at tingene åbenbart ikke var lige så gode som året før. Det plejede virkelig at gå mig på. Nu griner jeg bare og synes, det er sjovt. Min far er bare en tumpe.
Hvor tit bliver du forelsket?
Hele tiden. Altså, jeg er jo gift, og min mand er mit livs kærlighed, men jeg bliver også hele tiden forelsket i piger. Du ved, i veninder og andre mænd, som er blevet mine venner. Da jeg var yngre, brugte jeg alt for meget tid på at være ulykkelig, og jeg vidste ikke, hvordan jeg hverken kunne give eller tage imod kærlighed. Jeg vidste ikke, hvordan det føltes at være elsket, og jeg ville ikke lade det ske. Jeg er sikker på, at det handlede om, at jeg ikke kunne slippe kontrollen, men det kan jeg godt i dag, fordi jeg ved, at det er en interessant, spændende og sjov oplevelse. Og hvis jeg bliver såret, så skal jeg nok overleve. Jeg er ikke bange for at blive såret.
Hvad var højdepunktet i din karriere?
Jeg har haft så mange. At være med til at åbne det skotske parlament, da Skotland fik sit første parlament i 300 år, og vi blev inviteret til at fejre det. Det var nok den største ære i mit liv at få lov til at repræsentere mit land ved så stor en begivenhed. Det var også stort at få lov til at lave temasangen til en James Bond-film. Tidligere i dag talte jeg med en anden journalist om at spille sammen med Fiona Apple i sidste weekend. Jeg er kæmpe fan af Fiona, men det var især, fordi hele koret og bandet var kvinder. Der var strygerkvartet, harpe, trommer, keyboards, og alle var kvinder. Alle teknikerne og stagehands var kvinder. Alle var kvinder. Vi vidste godt, at det var noget særligt. Fiona og jeg talte om, at jeg har spillet i 35 år, og jeg er aldrig trådt ind i et lokale og set en kvinde i musikbranchen. Ikke en eneste gang. Det er var et stort øjeblik. Og lidt mærkeligt. Det var ekstatisk.
Hvad er det næste, du gerne vil opnå i livet?
Lige nu er jeg besat af at komme til Montana, for jeg vil gerne køre med hundeslæde. Det skal jeg prøve.
Men inden da har du din sushi.
Ja, indtil da.
