Skibumser fortæller skrækhistorier om danskernes opførsel i sneen

Når danskerne er på skiferie, drikker de sig helt ned, brækker sig på pisterne og plover i dum udklædning, mens de råber bøvede ting. Det kan være ret pinligt at være vidne til.

I anledning af højsæsonen for brækkede kraveben, sprungne korsbånd og tømmermænd i tynd bjergluft har vi talt med tre danske skibumser om danskernes færden i sneen. Her er, hvad de fortalte.

Videos by VICE

Anders Zuschlag, 27 år
Tidligere skibums i St. Anton i Østrig

Anders har været skibums i Østrig. Han mener, at danskerne sviner bjergene til ved at køre så grimt på ski. Privatfoto.

VICE: Hvordan kan man spotte en dansker på pisten?
Anders: Det er kun danskerne, der tager et dyrekostume på ud over skitøjet og tror, at det er sjovt. Når man er pissedårlig til at stå på ski, så er det dumt at tiltrække sig unødvendig opmærksomhed ved at klæde sig ud som en alligator eller en bamse. Det er heller ikke sjovt, når folk tager en eller anden sindssyg hue på, hvor det ligner, at de har en kylling på hovedet eller en hanekam på hjelmen. Lad nu være. Det jo en retarderet ting at gøre, især når man plover hele vejen ned af pisten.

Først sviner de bjerget til med at køre helt vildt grimt, og efterfølgende er de bøvede på barerne.

Flover du dig over danskerne?
Når det er vinterferie i Danmark, så falder det generelle niveau af skiløb. Der er altid sådan en gruppe jyske gutter, som bare bøver sig igennem en hel uge på pisten og på afterski, hvor de råber “FISSE”. Det er bare så ærgerligt, når det er tydeligt, at det er danskere. Først sviner de bjerget til med at køre helt vildt grimt, og efterfølgende er de bøvede på barerne.

Men da jeg boede i St. Anton, var der for det meste kun svenskere fra Gøteborg, som levede skibums-livet og havde det Sunny Beach-agtigt. Jeg kan huske, at de havde en klub, man kom med i, hvis man bollede oppe i gondolliften. Det nåede jeg aldrig. Jeg var alt for ung og uerfaren til at kunne præstere i en gondol med panoramaudsigt over hele pisten.

Hvad er din vildeste skiferie-historie?
Da jeg var afsted i gymnasiet, kom min klassekammerat til at smugle en pose med alle mulige slags piller i en boomblaster hele vejen fra København til Livigno i Italien. Han havde lovet en af vores klassekammerater, som skulle flyve derned, at tage boomblasteren med for ham. Han havde ingen anelse om, hvad der var i, men det gik heldigvis okay.

Det var generelt en ret vild tur. Efter den fjerde dag med konstante episoder af elever, som havde pisset eller overbrækket sig i elevatoren til hotellet, var der hængt et skilt op, hvor der stod: “CAN YOU PLEASE GO HOME, THIS IS A FAMILY RESORT :-(“

Jacob Brask, 26 år
Bartender i Avoriaz i Frankrig på sjette sæson

Jacob er bartender i Frankrig på sjette sæson. Han mener, danskerne altid prøver på at få rabat. Privatfoto.

VICE: Hvad er typisk danskere på skiferie?
Jacob: En typisk dansker-ting er at prøve at få rabat. Så snart de finder ud af, at jeg er dansker, så prøver de at prutte om prisen. Og så er der jo alle de klassiske druklege, hvor man klæder sig ud i cykeltøj og render rundt i det hele ugen – både på pisten og på afterski. Det fører tit til det næste, som er at brække sig på pisten. Sådan går det jo, når man i en hel uge tager på afterski, fester hele natten og tager direkte ud og står på ski. Måske er det bare standarden for alle turister.

Flover du dig nogensinde over danskere?
Ja, en lille smule. Danskere er generelt ikke særlig gode til at stå på ski, men det er der jo ikke så meget at sige til, når vi bor i et land, hvor der er helt fladt.

Der ligger en gren ved landingen, som peger opad. Den ender med at ramme ham direkte op i røvhullet.

Hvad er det vildeste, du har oplevet på pisten?
Det vildeste, jeg har oplevet, var dengang, en dansk guide kom til skade på offpisten. Der var en lille gruppe af mine venner, som var ude og køre på offpisten. I mellem nogle træer finder de et lille ‘hop’, som en af dem vælger at tage. Men der ligger en gren ved landingen, som peger opad. Den ender med at ramme ham direkte op i røvhullet. Han begynder at bløde helt vildt og bliver kørt direkte til skadestuen. Han blev faktisk nødt til at tage hjem til Danmark og har haft mange operationer efterfølgende. Jeg tror, det endte med, at han fik stomipose. Jeg kan huske, at de folk, der var med ham, var meget rystede over oplevelsen.

Rasmus Brøgger, 23 år
Arbejder på afterskisted i Hemsedal i Norge på syvende sæson

Rasmus arbejder på et afterskisted i Hemsedal på syvende sæson. Han siger, at danskerne ofte tager de forkerte ski med sig hjem. Foto via hans Instagramprofil.

VICE: Bliver du nogensinde pinligt berørt over danskernes opførsel?
Rasmus: Ja, nogle gange. Jeg taler flydende norsk, men når jeg møder danskere på pisten, lader jeg, som om jeg er nordmand for at undgå dem. Men på arbejdet er det altid mig, der skal ind og mægle, hvis der er nogen danskere, som bliver smidt ud af dørmændene – noget som sker ret tit, fordi Norge har en helt anden drukkultur med meget strikse regler og en lavere tolerance for, hvor fuld man må være inde på en bar.

Hemsedal kommune er den kommune i Norge med flest lovovertrædelser. De stakkels fastboende er egentlig nogenlunde lovlydige borgere, så de fleste overtrædelser er faktisk som følge af overdreven druk eller tyveri af skiudstyr. Jeg tror, danskerne er de store syndere i statistikken. De kan ikke holde styr på, hvilke ski de har lejet, og så bliver de tit anmeldt efter at have taget de forkerte ski med sig hjem.

Der er altid en chance for, at man lander på en dansker, der ligger under et hop.

Hvordan ser det typiske danske ski-slæng ud?
Det er sådan nogle typer, som kan finde på at slå sig ned i sneen lige ved landingen til et snowboardhop. Der er mange uerfarne danske turister, der tager de forkerte pister eller kører i parken – noget som er virkelig farligt både for dem selv og andre. Der er altid en chance for, at man lander på en dansker, der ligger under et hop.

Når jeg tænker på danskere på skiferie, så ser jeg en flok jyder for mig, der gejler hinanden op. “KOM NUUU MARTIN! Tag det store hop!”. De skal altid råbe sindssygt meget, og det synes nordmændene er virkelig sjovt, fordi de synes, at danskere lyder, som om de taler med en kartoffel i halsen. Vi har fået mange sjove quotes fra danskere, som vi imiterer på pisten.

Hvad er det værste, du har oplevet danskere gøre, mens du har været på arbejde?
Vi havde 400 telemarkskørere, som skulle have fest på Stavkroa, afterski-stedet, hvor jeg arbejder. Halvdelen var for fulde, og de forsøgte at få deres egne bajere med ind på klubben. Lige pludselig bliver der råbt: “RASMUS TIL DØREN, VI HAR EN DANSKER I DØREN” over højtaleren.

Der stod så en mand på 50 år, som ikke måtte komme ind, fordi han var for fuld. For at bevise, at han er ædru, vil han stå på hovedet. Jeg siger til ham, at hvis han kan stå der i 10 sekunder, så får han lov til at komme ind. Og så står han simpelthen på hovedet i 10 sekunder. Danskere har et usædvanligt talent for at kunne finde ud af det meste i beruset tilstand, fordi vi drikker fra en tidligere alder.

Jeg havde også en oplevelse med en gruppe landsmænd, der købte en 8000-kroners champagneflaske, som de sprøjtede udover alle på afterskistedet. Så smed de trøjerne, og en af gutterne begyndte at klistre morfinplastre bag ryggen på alle sine kammerater, uden at de lagde mærke til det. Morfinplaster og alkohol er ikke en særlig god kombo, specielt, hvis man ikke er klar over, at man har det på. De endte alle sammen med at blive smidt ud, fordi de ikke kunne stå på benene.