Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.
Det er torsdag den 5. januar 2017. Sophie Schlichtkrull Dalgaard er 24 år og er dagen forinden blevet bachelor i journalistik. Hun havde egentlig haft på fornemmelsen, at hun var gravid, et stykke tid, men havde skubbet tanken væk, til eksamen var overstået. Men nu står hun der så. I stuen hjemme i lejligheden, hun deler med veninden Mia. I hånden knuger hun en positiv graviditetstest, og før hun når at sige ret meget, tager gråden over.
Videos by VICE
“Vi sætter os på gulvet ude i gangen for at være tæt på toilettet, så jeg kan tage en test til, så snart jeg kan tisse igen. Der går nok en times tid, og imens tuder jeg bare. Mia laver et par jokes om, hvor børneværelset skal være. Og det hjælper at grine lidt, men tårerne stopper ikke. Da jeg har taget test nummer to, spørger Mia, hvad min mavefornemmelse er, og jeg når knapt at tænke, før jeg siger, at jeg ikke skal have det.”
Og fra det øjeblik var Sophie ikke i tvivl.
“Det er svært at forklare, men jeg var så sikker på, at det var det eneste rigtige, så jeg lavede en eller anden ubevidst beslutning om at lukke alle følelser ude, til det var overstået. Ikke flere tårer, ikke noget ‘hvad nu hvis’. Nu skulle det bare overstås.”
Sophie havde i nogle måneder set en mand, som hun var meget betaget af, men som hun samtidig vidste, hun ikke skulle være sammen med. Egentlig havde de afbrudt affæren, men havde set hinanden en enkelt gang omkring jul. Nytårsaftensdag begyndte hun så at få de velkendte smerter i underlivet og blev overvældet af instinktiv vrede mod sine omgivelser. To klassiske tegn på, at Sophie skulle til at have sin menstruation. Men den kom aldrig. Samtidig blev humørsvingningerne og mavekramperne ved. Et eller andet sted vidste hun allerede der, at hun var gravid.
“Derfor var det heller ikke et chok, da testen var positiv, og jeg havde nok ubevidst affundet mig med, jeg skulle have en abort allerede inden, jeg reelt set vidste, jeg var gravid. Derfor gik det hele også meget hurtigt bag efter,” fortæller hun og uddyber:
“Alligevel var det en meget ambivalent situation for mig. For mit største ønske her i livet er at blive mor. Jeg glæder mig fuldstændig vanvittigt til det og har altid gjort det. Derfor var det meget underligt for mig at være så sikker i mit valg. Jeg kan ikke forklare det med andet, end at det bare føltes så forkert. Selvfølgelig var situationen også lidt ustabil i forhold til min relation til faren, men sådan noget går jeg ikke så meget op i. Hvis det havde føltes rigtigt, havde jeg beholdt det og uden tvivl klaret det godt. Men det føltes bare fuldstændig forkert fra første sekund.”
For ikke at blive påvirket af sine omgivelser, beslutter Sophie sig for at få det hurtigt klaret og ikke at fortælle det til sin familie, før det var overstået. Hun tager den første pille, som dræber fosteret onsdag den 11. januar, og torsdag den 12. aborterer hun.
“Jeg valgte medicinsk abort for at få det hurtigt overstået. Jeg var kun fire uger og fire dage henne, så jeg kunne stadig overbevise mig selv om, at det bare var en klump gele. Skal man have det fjernet kirurgisk, skal man for det meste vente, til man er længere henne, og så har fosteret hjertelyd. Det kunne jeg ikke overskue. Så efter et besøg hos en gynækolog, fik jeg fem piller. En, der dræber fosteret, og fire stikpiller, man skal tage dagen efter, og som sætter de krampetrækninger i gang, der udstøder det fra kroppen.”
Hvordan var det så?
“Forfærdeligt. Jeg vidste godt, det ville gøre ondt, men der var intet, der kunne have forberedt mig på det smertehelvede, det udviklede sig til. Jeg begyndte at få det, jeg bedst kan beskrive som veer, torsdag klokken halv fire om eftermiddagen, og derfra var der ingen ro til klokken et om natten.”
I de timer, det stod på, kunne Sophie hverken gå eller stå. I stedet lå hun helt stille, lammet af smerte, og kunne ikke gøre andet end at fokusere på sit åndedræt og var fuldstændig ude af stand til at svare op de spørgsmål, veninden Mia stillede undervejs.
“Det var så sindssygt. Jeg var i en eller anden form for trance, hvor jeg kun kunne fokusere på at få det overstået. Blodet kom af fire omgange, og hver gang håbede jeg bare, det var det sidste, men det blev bare ved og ved. Jeg sov nok omkring halv to. Der havde det stået på i ti timer.”
Hvordan havde du det bagefter?
“I dagene efter følte jeg mig tom og var trist. Når jeg tænker tilbage, har det nok været en kombination af at være afkræftet efter at have så ondt og så det faktum, at jeg op til havde lukket alle følelser ude. Det havde jeg jo gjort for ikke at blive i tvivl, men det medførte nok, at jeg så blev lidt ked af det bagefter. Jeg ringede til min mor og fortalte hende det. Hun sagde bare: Hør her skat, tænk på, hvordan det var for mig at være alene med din storesøster. Hun fik en kaotisk start på livet, som stadig påvirker hende som voksen. Du har gjort både dig selv og barnet en tjeneste ved at skåne jer for det. Og der fandt jeg fuldstændig ro i min beslutning, og jeg har faktisk ikke været ked af det siden.”
Hvordan havde du det så?
“Jeg har aldrig været tvivl. Slet ikke. Men jeg har ind imellem været frustreret over alle de følelser, der er knyttet til det at få en abort. Det forventes af dig, du er ked af det. Og for mig har det betydet, at jeg automatisk har fået dårlig samvittighed over slet ikke have dårlig samvittighed. Pludselig har jeg hørt mig selv fortælle, at det har været hårdt, selvom det overhovedet ikke passer. For at komme ud af den spiral, har jeg taget et valg om ikke at skamme mig, men det er virkelig et aktivt valg og ikke noget, der er kommet af sig selv. Og jeg kan stadig tage mig selv i at forsvare beslutningen med, at det var dårlig timing og sådan noget, selvom det i virkeligheden kun handlede om, at jeg bare ikke ville have det barn.”
Det er nu ti måneder siden, Sophie fik aborten. Og der er sket meget siden. Hun har mødt en kæreste, som hun er flyttet sammen med. Hun er ved at tage sin kandidat i journalistik og i gang med at søge fast arbejde. Selvom hun ikke har glemt smerten, og skammen stadig dukker op til overfladen fra tid til anden, føles januar som meget lang tid siden.
“Jeg har aldrig tænkt ‘hvad nu hvis’ eller overvejet, hvordan det ville være at have et en lille baby nu. Jeg har faktisk intet følt for den graviditet siden den første weekend efter aborten. Umiddelbart tænker jeg, at jeg ikke ville gøre det igen. Primært fordi det gjorde så sindssygt ondt. Men jeg vil heller ikke afvise, at jeg kunne få en abort mere, hvis det føles ligeså forkert en anden gang.”
