Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK
Fifty Shades Freed – den tredje og sidste i rækken af film baseret på E.L. James’ horribelt populære trilogi af husmorpornografisk antilitteratur – tonede frem på det store lærred i februar og er forudsigeligt nok blevet mødt med voldsom kritik. Men du jo ved allerede godt, den er ude. Din kusine i provinsen postede et #pigeaften #fiftyshades #jegerklartilchristiangrey Facebook-check-in fra Jensens Bøfhus på Valentins Dag for at vise sin eks, at hun har det for vildt uden ham. Du ved det også, fordi samtlige supermarkeder var støvsuget for billig bokshvidvin og snøfler i ugerne op til og efter premieren.
Videos by VICE
Selv om filmen har givet anledning til noget i retning af en milliard anmeldelser under overskriften Er det her den værste trilogi i menneskehedens historie?, så trodsede Fifty Shades Freed alligevel kritikerne og indtjente omkring 831 millioner kroner i løbet af den første weekend alene – hvilket betyder, at trilogien samlet set har lavet over seks milliarder kroner verden over. Den første bog har solgt over 100 millioner eksemplarer og er oversat til 52 sprog, og det var derfor ikke ligefrem en kontroversiel beslutning at filmatisere hele serien. Den overvældende succes kommer heller ikke som nogen stor overraskelse.
Hvad der har været langt svære at forudse, er den enorme succes, som soundtrackene til filmen har nydt. Pladerne byder på et eklektisk miks af covernumre, remixes og originale kompositioner fremført af en alsidig gruppe kunstnere – fra Beyoncé og Sia til Annie Lennox, Frank Sinatra og Rolling Stones – og på en eller anden måde er det endt som det eneste aspekt ved filmene, som ikke er lagt for had af anmeldere, feminister og enhver med øjne i hovedet. Soundtracket til Fifty Shades of Grey, der udkom nogle dage før filmen, debuterede på en andenplads på Billboard 100-listen, solgte 2,2 millioner eksemplarer og blev det hurtigst sælgende filmsoundtrack i et helt årti samt (og jeg laver ikke pis her) det syvende bedst sælgende album det år! Vent… hvad? Hvordan det?!
Ifølge præsidenten for Universal Film Music, Mike Knobloch, så var projektet planlagt ned til mindste detalje med ”en masse dialog tidligt i processen” om, i hvilken retning man skulle tage lydsiden. Udover en samling eksklusive versioner af populære bangere som ”Crazy in Love” og tracks, der rent faktisk er nævnt i bogen, så finder man også kunstnere, som appellerer til samtlige demografier – fra din midaldrende kollega Tove, som har set Annie Lennox live 27 gange, til din far, som lige akkurat tåler det, fordi Stones er med, til samtlige piger i dynejakker, som siger, de godt kan lide ’alternative kunstnere’ som ’Jessie Ware’, fordi de var med på Lovebox sidste år og engang har købt et eksemplar af NME på en skoletur til London (slap af, selv Ellie Goulding har datet Skrillex).
Med en hæderlig samling numre begyndte holdet på Universal Pictures at lancere soundtracket som et PR-anker for filmen. Sangene blev brugt i teasere og trailere, og de to første singler var på gaden flere måneder før, filmen fik premiere. Midt i den ophedede debat om, hvilken aldersbegrænsning filmen skulle have, samt hvem Christian Grey skulle spilles af, efter stort set samtlige mandlige skuespillere i Hollywood havde takket nej af frygt for at smadre deres renommé, vendte opmærksomheden sig mod soundtracket. Samarbejdet var både fordelagtigt for Universal – hvis film fik et skud troværdighed ved at være associeret med velrenommerede musikere som Rolling Stones og Beyoncé – og de involverede kunstnere, som nød godt af den store opmærksomhed rettet mod filmen og det enorme markedsføringsbudget.
Det er derfor knap så overraskende, at soundtracket gjorde flere af kunstnerne til megastjerner. Med spidse strygerarrangementer og en glat falsetvokal kunne The Weeknds single ”Earned It” lige så godt have været titeltrack til en Bond-film. Det blev også musikerens første globale hit, der nåede op på en tredjeplads på Billboard Hot 100-listen samt top-10-placeringer i flere lande verden over. Hans anden lp, Beauty Behind the Madness, der udkom få måneder senere, blev hans første album til at nå toppen af hitlisten og det tiende bedst sælgende album i 2015 med 1,5 millioner solgte eksemplarer. Da pladen kom ud, blev The Weeknd også den første kunstner nogensinde, der havde de tre øverste placeringer på Billboard R’n’B-listen samtidig. Når man konfronteres med den slags tal, er det ikke kontroversielt at sige, at Fifty Shades på mange måder ligger til grund for mandens enorme succes. Han var også populær, før filmen kom ud, men det var først, efter din mor hørte ham på P4, at han blev en ’motherfucking Starboy.’
Og så er der den ultimative basic-girl Ellie Goulding, som også har haft svært ved at opnå global succes med sine tidligere singleudspil på trods af en række mellemstore top-10-hit i Storbritannien. Det første soundtracks anden single, “Love Me Like You Do”, blev Gouldings første verdensomspændende hit, der solgte 12,6 millioner eksemplarer, og det sjette bedst sælgende track det år foran Adeles ”Hello” og Taylor Swifts ”Blank Space”. Hendes tredje album, Delirium, udkom i november 2015 og blev hendes første top-5-album i USA, Canada og Australien. Så igen, mange tak Fifty Shades.
Med så stor succes i første ombæring forsøgte holdet bag soundtracket at ”genskabe magien” i forbindelse med lydsiden til de to følgende film. Fordi det første soundtrack havde vist sig som en fremragende platform, stod store kunstnere i kø for at komme med på opfølgeren. Den første single bød på et samarbejde mellem Taylor Swift og Zayn Malik under titlen ”I Don’t Wanna Live Forever” (der vandt en MTV Video Music-pris for ”Best Collaboration”) og et originalt track fra Nick Jonas og Nicki Minaj med titlen ”Dom Bidi Bom” (nope, heller ikke mig), og Fifty Shades Darker-soundtracket formåede som sin forgænger at kravle op på førstepladsen i USA, Canada og Australien, mens Rita Ora og det femtebedste medlem af One Direction, Liam Paynes, single fra Fifty Shades Freed er blevet set mere end 50 millioner gange på YouTube på under en måned, til trods for at jeg bogstaveligt talt får migræne af den.
Soundtrack-seriens voldsomme og træfsikre succes har vist sig at være en fremragende platform for både etablerede kunstnere såvel som nye stemmer. For nykommere som Hailee Steinfeld og Julia Michaels kan en plads på soundtracket til Fifty Shades Freed vise sig at blive det løft, som de har brug for for at bryde igennem på globalt plan, mens alternative popkunstnere som Tove Lo og Halsey blev introduceret til nye lyttere uden for deres respektive nicher. Selv mere etablerede kunstnere som Rita Ora og Jessie J – ingen af hvem har udgivet en plade i årevis – har nu mulighed for at genoplive deres karrierer.
Selv blandt poppens største navne er der interesse i at bruge serien som reklamefremstød. Taylor Swift har været stjerne, siden hun var teenager, mens Zayn og Liam tidligere har optrådt med verdens mest succesrige boyband. Alliancen med det semierotiske og dog ekstremt afmålte BDSM-brand giver dem mulighed for at lave en Justin Timberlake og vriste sig fri af teenpop-imaget og vise sig som popstjerner af soloformat med en ”kant”, der appellerer til en bredere skare af lyttere (for eksempel din mor). På den måde er filmserien blevet en fremragende reklamekampagne for moderne pop.
Når alt det er sagt, så er konceptet bag lydsiden til Fifty Shades langt fra en ny opfindelse. Vi har set lignende projekter flere gange i de sidste år herunder Twilight-serien, Baz Luhrmanns The Great Gatsby og kæmpesuccesen Snow White and the Huntsman samt Tron: Legacy. Men er der nogen, der kan huske den der lortesang, Muse skrev til førstnævnte? Nej, selvfølgelig er der ikke det. Men fra Rita og Liams næsten koordinerede optræden ved Brit Awards i februar til The Weeknds 350 millioner visninger på YouTube og Taylor og Zayns MTV VMA-optræden, så har sangene på soundtracket vist en utrolig evne til at transcendere sit forfærdelige filmiske ophav. På mange måder har de nået et endnu større publikum end selve filmene.
Som det også er tilfældet med det Kendrick Lamar-kuraterede Black Panther-soundtrack, der fik intet færre end otte sange (og adskillige hitlistedebuter) på Billboard Hot 100, selv om den indeholder en masse tracks, der faktisk ikke engang optræder i filmen, så har en plads på soundtracket til Fifty Shades vist sig at være det tætteste, man kommer på at sikre sin sang hitstatus, og det til trods for det faktum, at filmen er en helt uhyggelig dårlig og endimensional, heteronormativ udlægning af kærlighed og sex, som enhver kunstner med bare et gram kunstnerisk integritet helst ikke vil have noget som med at gøre.
I sidste ende betyder det, at i en tid, hvor de traditionelle markedsføringskanaler får mindre og mindre betydning, så er filmsoundtracket blevet en effektiv måde at lancere eller genoplive sin musikalske karriere eller cementere sin stjernestatus på. Den havde I nok ikke set komme, hva’?
