Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
Lisa kan filosofere. Bart er god til at lyve. Homer er en fornøjelig fyr. Marge har hår tegnet af Frank Lloyd Wright. Sådan lyder Apus beskrivelse af Simpsons-matriarken i hans musicalnummer om, at han savner sin kiosk. Marge Simpson – det moralske kompas i den mest kendte familie på tv – bliver ofte husket og defineret ved sit tårnhøje blå hår og intet andet. Op imod Homers storstilethed, Barts frækhed og Lisas sandhedsbomber bliver Marge ofte overset som en af The Simpsons mest komiske karakterer.
Videos by VICE
Forfatter og showrunner Bill Oakley fortalte engang, at man ofte overlod ansvaret for Marge-afsnit til nye manuskriptforfattere som en test, fordi de var sværest at gøre sjove. Men Oakley og hans kollega Josh Weinstein fandt ud af, at hendes karakter rummede en dybde, som de andre mere karikerede roller ikke gjorde. Skuespilleren Julie Kavener, der lægger stemme til Marge, har angiveligt en klausul i sin kontrakt, der afholder hende fra at lave offentlige optrædener som karakteren for at bibeholde mystikken bag Marge.
Marge er en radikal karakter. På overfladen er hun en en animeret arketype – moderen i sitcom-familien, der konstant undskylder og rydder op efter sin dovne mand og sine drillesyge børn. Da Bart og Lisa skal deltage i en “tag med dine forældre på arbejde”-dag i afsnittet Bart on the Road, vælger Bart Marge i stedet for Homer og forklarer til Lisa: “Jeg har altid kæmpet for kvinder på arbejdspladsen, og jeg kan jo ikke gøre for, at mors arbejdsplads indeholder et TV.” Men da Marge udfylder Barts blanket, læser hun højt: “Bemærk venligst, at husligt arbejde ikke er tilladt, da det ikke er rigtigt arbejde, og derfor får man ingen penge for det.”
Marge udtrykker en frustration, ligesom sitcom-mødrene der kom før hende – Lucy og Wilma Flintstone, Carol Brady og Roseanne – men hun dekonstruerer de slidte floskler bedre end nogen andre blot ved at eksistere inden for den hypersatiriske verden i The Simpsons. Det eneste konsekvente i Springfield er det absurde, og alligevel føles karaktererne menneskelige. Det er det, der gør serien så speciel. Og Marge er måske den mest ægte karakter af dem allesammen.
Hendes identitet – som kone, mor og kvinde – er defineret ved hendes offer. I afsnittet The City of New York vs Homer Simpson i sæson 9 kigger Marge og Lisa med lange øjne på et par designersko i et butiksvindue. Marge sukker: “Jeg ville ønske, jeg ikke ejede et par sko i forvejen.” Det er utænkeligt for Marge at forkæle sig selv. I modsætning til Homer, som bruger penge på magiske bønner eller verdens største sandwich.
Når Marge rent faktisk forkæler sig selv, bliver hun omgående straffet. Da hun begynder at spille bowling, tror Homer, hun har en affære. Da hun begynder at arbejde på kraftværket, bliver hun udsat for sexchikane. Da hun åbner en pretzel-vogn, ender hun i en bandekrig mellem mafiaen og yakuzaen. Og når Marge er fraværende, går hele familien i forfald. Tredje sæsons afsnit Homer Alone viser, hvor uundværlig Marge er for familiedynamikken, da forfatteren David M. Stern mente, at serien ville nå en “dybere komisk nerve”, hvis Marge fik et nervøst sammenbrud. De fleste store plottråde med Marge handler om det kaos, der opstår i hendes fravær. Og så vender hun selvfølgelig altid tilbage og genopretter roen, for sådan er The Simpsons – og hendes tragiske afhængighed af andre er en joke, der bliver ved med at fungere.
Marges glimtvise frihed har altid fundet sted, når hun mærker, at familien ikke værdsætter hende tilstrækkeligt. I afsnittet A Streetcar Named Marge ser vi hende “synke ned i vanvid” ligesom Blanche DuBois, da hun ser Homers ansigt på Ned Flanders’ version af Stanley og angriber ham med en knust flaske. I et af seriens mest radikale, feministiske øjeblikke i afsnittet Marge on the Lam, tager Marge og Ruth Powers afsted på road trip a la Thelma and Louise.
Marge shiner også, når hun omfavner sine talenter. I Brush With Greatness i sæson to lærer vi, at Marge er en ualmindeligt talentfuld maler. I The Springfield Connection beviser hun, at kompetencer dog ikke overvinder kvindehad: Da hun søger ind i politiet, bliver hun mødt af 30 sekunders uafbrudt latter. Den slags øjeblikke giver Marge lov til at funkle. Men hun er mere end bare et supplement til de større og grovere karakterer i familien. Hun er talentfuld, empatisk og modig.
Resten af Springfield ser Marge som en kedelig kone, fordi hun er den eneste voice of reason i en by, hvor fornuften ikke eksisterer. På rådhuset, da der bliver der spurgt, om nogen har et problem, går der et hvisket “sikkert Marge” gennem salen. I Marge vs The Monorail er Marge den eneste, der ser igennem Lyle Stanleys bullshit. Selvom hendes venner ofte ser hende som en dødbider, går de i hundene, når hun ikke er der. Som for eksempel i Marge in Chains, hvor byen indser, hvor vigtigt hun er, og som undskyldning bygger en statue af Jimmy Carter med hendes tårnhøje frisure.
Et af de mest hjerteskærende Marge-øjeblikke er i afsnittet Marge Be Not Proud i sæson syv. Hendes største ønske til jul er et familieportræt, der ikke bliver ødelagt af Barts drengestreger. Det sker selvfølgelig alligevel, og Marge trækker sig tilbage i tavshed og er usikker på, om hun stadig elsker sin søn. Kun få kvindelige karakterer i tv-historien har skildret følelsesløsheden ved at se sig selv – eller måske deres barn – som en fiasko. Som så mange andre kvinder af sin tid, tager Marge andre menneskers fiaskoer på sig som en form for straf.
Men The Simpsons indeholder også en af de mest ærlige skildringer af den byrde, kernefamilien placerer på kvindens skuldre, i afsnittet Scenes from the Class Struggle in Springfield, hvor Marge køber en Chaneldragt på tilbud. “Du behøver ikke rationalisere alting,” siger hun, inden hun køber den og tilføjer, “Jeg køber den! Det er godt for økonomien.” Man kan mærke hendes desperation, da hun retter på sit tøj for at kunne måle sig med de fine folk og tigger sin familie om for en gangs skyld at være præsentable.
Marges sårede stolthed blev udtrykt i virkeligheden i 1990, da den daværende præsidentfrue Barbara Bush sagde, at The Simpsons var noget af det “dummeste hun nogensinde havde set” og at hun håbede, den amerikanske familie var “mere ligesom Familien Walton og mindre som The Simpsons.” Bush modtog et brev fra “Marge”, der begyndte med linjen “Jeg læste for nylig din kritik af min familie og jeg blev dybt såret.” Bush svarede endda: “Hvor sødt af dig at skrive. Jeg er glad for, du gav udtryk for din holdning, for her gik jeg rundt og troede, at du ikke havde nogen.”
Det er blandingen af bedrøvelse, ærlighed og fjolleri, der gør Marge så skøn. Hendes gags er små men vigtige: Den ildevarslende musik, der akkompagnerer hver eneste slurk vin, hun tager i You Only Move Twice, fortæller alt, hvad du skal vide om Marge. Hun maler, hun gør rent, hun laver mad, hun knalder, hun synger, hun laver hjemmelavet Pepsi, og hun bruger lyddæmpere i køkkenet. Hun er flerdimensionel.
