The Vans liveversion af “P.O.P.” minder os om, hvor fedt det var, da rock var en ting

Kan du huske rockmusik? Før urban musik overtog vores klode, og Quavo og 21 Savage blev de nye Keith Richards og Mick Jagger, var rock den frække dreng i klassen, som alle ville være venner med. Det kan føles som evigheder siden, men nogle gange får man en lækker huskekage og bliver mindet om, hvorfor det stadig er helt i orden at elske rockmusik.

Liveoptagelsen af danske The Vans nyeste single, “P.O.P.”, er præcis sådan et nostalgisk stykke bagværk. Visuelt placeres seeren midt imellem de fire bandmedlemmer, som jammer ud i et øvelokale, der ligner indersiden af Willie Nelsons hoved. Faktisk minder setuppet om rygercirklen i That 70’s Show, men med god musik i stedet for halvlamme jokes og dåselatter.

Videos by VICE

Hvis du føler, at du kan genkende The Van, er det, fordi det er et sideprojekt for det etablerede orkester The Blue Van. Gruppens trommeslager, Per Jørgensen, har forklaret det nye projekt med det marginalt anderledes navn sådan her: ”The Blue Van holder en pause fra Formel 1. Skræller malingen af og kører markræs og burnout bag Kvickly Xtra.” Okay, vi forstår heller ikke helt den forklaring, men det lyder sejt. Markræs og burnout bag en supermarkedskæde, der ikke eksisterer længere – det er fucking rock’n’roll.

Musikalsk bliver “P.O.P.” drevet af en insisterende basgang, catchy guitar-riffs og en hypnotiserende fingernem organist. Og når de fire bandmedlemmer efter lidt over to et halvt minut begynder at folde sig ud i en større jamsession med soloer til højre og venstre, vil vi gerne udfordre dig til ikke at flippe bare en lille smule ud. Også selv om det bare er med nogle små ryk med hovedet bag dit skrivebord på arbejdet.

Så se videoen herunder og bliv mindet om de gode gamle dage, hvor fire fyre med instrumenter kunne være lige så cool som 808’s og ad-libs: