Vi kan tale om alt. Tror vi. For måske kan vi ikke tale om abort? Noget tyder på, at kvinder i stigende grad skammer sig over at afslutte en uønsket graviditet. Noget tyder på, at abort er ved at blive tabu. I denne uge undersøger vi på Broadly, hvad aborter betyder for os, og hvorfor nogle af os har svært ved at tale om dem – også med de veninder, vi deler alt andet med. Følg med her.
Vi ser abort som en kvinderettighed, men der er formentlig rigtig mange mænd derude, som er svært glade for, at kvinder har den rettighed i dag. Både på kvindernes og egne vegne. For selv om kvinderne lovmæssigt træffer beslutningen, så er der nok mange mænd, der på den måde har undgået at blive far til et uønsket barn.
Videos by VICE
Vi taler om abort som noget, kvinder får. Vi taler om, at kvinder træffer et svært valg, og at kvinder ofte føler skyld og skam over at være blevet gravide uden at have planlagt eller ønsket det. Men glemmer vi i den snak de mænd, der har leveret halvdelen af det DNA, der kunne været blevet til et barn? Negligerer vi, at det kan være svært for en mand at opleve en abort? Og lægger vi i samme ombæring alt ansvaret over på kvinden, hvor en partner faktisk kunne lette den byrde?
Det er en svær snak. Det bliver tydeligt, når man sætter sig ned og taler med mænd om de aborter, de har oplevet. “Jeg føler, at jeg blev frataget muligheden for, at det her også var noget, der betød noget for mig. Det var hverken mit ansvar eller noget, som jeg måtte være ked af det over bagefter. Det var ikke ‘os’, der havde fået en abort, der var ikke noget ‘vi’,” siger en af de mænd, vi har talt med til den her artikel, mens en anden siger: “Det er klart, at det er hårdest for kvinden, men dermed ikke sagt, at det er nemt for en mand. Specielt ikke, hvis man elsker den, som får aborten.”
Overlæge på afdelingen for kvindesygdomme og fødsler på Hvidovre Hospital, Charlotte Wilken-Jensen, har håndteret utallige aborter i årenes løb. Og selv om hun oftere ser mødre og veninder i selskab med de kvinder, der skal have en abort, så møder hun også en del mænd. Kærester såvel som flygtige bekendtskaber. Hendes oplevelse er, at mændene er berørt af situationen, men også at de ved, hvilken rolle de forventes at spille.
“De er også kede af det og påvirkede af situationen. De har et formål, som de giver meget tydeligt udtryk for; at støtte hende og bakke op om den beslutning,” fortæller hun.
Vi har talt med tre mænd, der hver især har oplevet én eller flere aborter. Her er deres fortællinger:
Philip, 31
Da jeg var 23, blev min ekskæreste gravid. Vi var gået fra hinanden, og hun var stoppet med at tage p-piller, men så var vi sammen én gang i løbet af den sommer, og så blev hun gravid. Jeg var egentlig i gang med at prøve at komme over hende, jeg var lidt sammen med en anden pige, men da hun fortalte mig det, blev vi meget i tvivl, for vi vidste egentlig ikke helt, hvorfor vi havde slået op.
Hun ville helst have en abort, og det ville jeg egentlig også, men hvis hun ville, så havde vi fået barnet. Jeg elskede hende rigtig meget. Jeg tog med hende ud på Hvidovre og fik det gjort. Jeg havde lånt mine forældres bil, og så kom jeg og hentede hende, og det kan godt være, at mit minde om det er lidt melankolsk, men jeg følte virkelig, at det var smukt, men trist. Hun stod nede på gaden, da jeg kom, og hun havde kjole på, og det var bare sådan: “Arg, for fanden”. Min far sagde: “Gift dig med hende, og bliv skolelærer.” Men jeg vidste godt, at det kom ikke til at ske.
Det tager jo noget tid, så jeg sad og ventede lidt, og så gik jeg ned i bilen og hørte noget musik. Da jeg kom op igen, kom de og hentede mig, og så var der en sygeplejeske, som lidt bebrejdende sagde, at min kæreste havde spurgt efter mig.
Det var sørgeligt. Det er jo en stor beslutning, og at få et barn ville have ændret mit liv.
Hun vågnede, og jeg spurgte, hvad hun havde lyst til. Hun ville gerne i Tove Ditlevsens mindehave og spise stegt flæsk. Så gjorde vi det, og vi var de eneste, der var der. Vi sad ude i haven og var mega triste. Vi talte om det, og det var, som om vi blev forelskede i hinanden igen, men så skulle hun ud og rejse, og så mødte jeg en anden, og så mødte hun en anden…
En abort kan ikke rigtig være en fælles beslutning. Men det var så meget en fælles beslutning, som det kunne være. Hun ville ikke have barnet som udgangspunkt, men hvis hun havde sagt, at hun gerne ville have det, ville jeg ikke have bedt hende om at få en abort.
Det er klart, at det er hårdest for kvinden, men dermed ikke sagt, at det er nemt for en mand. Specielt ikke hvis man elsker den, som får aborten.
“Hun havde ikke behøvet at gøre det alene. Men hun mente ikke, at det var noget, hun behøvede at fortælle mig. Hun havde tænkt, at jeg nok fandt ud af det på et tidspunkt.”
Anden gang, jeg oplevede det, var nogle år senere, da jeg var 26. Jeg havde set en pige lidt, men det blev ikke rigtig til noget. Kort efter var jeg på festival, hvor jeg mødte hende, og hun var helt deprimeret og ville gerne snakke. Jeg troede, at hun måske var sur over, at jeg ikke have ringet eller sådan noget, men så fortalte hun, at hun havde fået en abort en uge tidligere, og at hun var fucking ked af det. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke havde sagt noget. Det var jo tilfældigt, at vi overhovedet mødte hinanden, og jeg fik totalt dårlig samvittighed, for jeg ville da gerne have talt med hende om det. Hun havde ikke behøvet at gøre det alene. Men hun mente ikke, at det var noget, hun behøvede at fortælle mig. Hun havde tænkt, at jeg nok fandt ud af det på et tidspunkt.
Hun kunne godt have ringet og sagt, at hun var gravid, og at hun havde besluttet at få en abort. Det, synes jeg, er den rigtige måde at gøre det på. Hvad nu hvis hun havde valgt at få barnet? Havde hun så heller ikke ringet? Jeg bebrejder hende ikke, men jeg havde foretrukket det sådan. Så havde jeg heller ikke behøvet at få det at vide midt i en brandert på en festival.
Jeg prøvede det igen for et års tid siden med min nuværende kæreste. Vi var dog ikke kærester på det tidspunkt, hun blev gravid en af de første gange, vi var sammen. Det var virkelig, virkelig svært at få den abort. Jeg var vildt forelsket i hende og vidste, at vi var ved at blive kærester. Jeg var bange for, at det ville blive enden på vores forhold.
Jeg var sammen med hende hele dagen, da hun tog pillerne. Vi lavede mad sammen og så film, og hun havde det ad helvedes til, og det gjorde ondt. Men det var meget fint – det kunne ikke have været bedre, på trods af at det var nederen.
Jeg tror, at oplevelsen gjorde vores forhold stærkere. Det var jo en form for forhindring, som vi skulle henover sammen. I og med at vi klarede det, blev vi tættere. Der er mange af vores venner, der får børn nu, og vi har også joket med, at vi kunne have været forældre. Det bliver vi en dag.
Daniel, 32
Min ekskæreste og jeg havde lige fundet sammen igen efter en længere periode hver for sig. En dag fortalte hun, at hun var gravid. Hun tog egentlig p-piller, men af en eller anden grund havde de ikke virket. På det tidspunkt var jeg usikker på, om jeg nogensinde ville have børn, men jeg havde ikke lyst til at bede hende om at få en abort, så jeg lagde op til, at det måtte hun bestemme. Hun var slet ikke i tvivl om, at hun ikke ville have barnet. Jeg må have været 27, og hun var et par år yngre.
Hun befandt sig i udlandet på det tidspunkt, og det betød, at vi endte med at trække den rigtig langt. Da hun endelig kom til Danmark, var det kort før fristen for, hvornår man senest må få en abort. Men vi fik en tid på hospitalet til en kirurgisk abort og tog derud. Min ekskæreste havde ikke virket følelsesmæssigt påvirket af situationen, før vi sad der i et lokale fyldt med ventende højgravide kvinder, mens vi selv bare var interesserede i at få fjernet et barn.
Så blev hun hentet af en sygeplejerske, og jeg blev siddende i venteværelset. Jeg ved faktisk ikke, om jeg kunne være gået med ind, men det var der ligesom ingen, der lagde op til, var en mulighed. Min ekskæreste virkede relativt fattet, da hun kom tilbage, og det var først, da vi sad i bilen på vej hjem, at hun brød fuldstændig sammen. På et tidspunkt var hun blevet placeret alene i et lokale sammen med sin journal, hvori der var billeder af det her foster. Det var efter, at hun havde taget sådan nogle piller, som skulle dræbe fosteret, så løbet var ligesom kørt, og så sad hun der med den åndsvage mappe.
Mens det skete, sad jeg i venteværelset. Det tog vel en time til halvanden. Jeg ville gerne kunne sige noget fornuftigt om, hvordan det var at sidde der, men jeg havde sgu ikke rigtig nogle følelser investeret i det. Overhovedet. Jeg tror ikke rigtig, at det gik op for mig, at det overhovedet var sørgeligt, før jeg sad i bilen med hende bagefter. Jeg havde ikke på noget tidspunkt tænkt specielt meget andet, end at jeg selvfølgelig havde ondt af, at hun var ked af det.
Hun græd, jeg trøstede hende, vi tog hjem, og så var hun ret svækket resten af dagen. Jeg tror, det mest interessante er, hvor lidt jeg følte gennem hele processen. Det er nok meget naturligt, for det er ikke min krop, der bliver påvirket. Min funktion består i min relation til hende. Og det blev tydeligt for mig, da det hele var overstået, og vi sad i den der åndssvage bil, at jeg ikke havde spurgt særlig meget ind til hende. Jeg havde været meget fokuseret på det praktiske og havde spurgt meget ind til, hvordan det var gået hos lægen, og om hun havde fået lavet en aftale, men jeg havde ikke rigtig spurgt ind til, hvad hun gik og følte.
Aborten gjorde hverken fra eller til i vores forhold. Det var ikke noget, vi opsøgte igen og igen rent samtalemæssigt, men det var heller ikke noget, som vi undgik at tale om, og vi var sammen i flere år efter. Jeg havde heller ikke noget problem med at fortælle det til mine venner og familie, for det var ikke noget, jeg skammede mig over.
Der er ingen, der nogensinde har antydet, at der var noget galt med beslutningen. Det er bare endnu en af de ting, der sker i ens liv. Der er heller ingen, der har været medfølende eller har syntes, det var sørgeligt. Men det kan selvfølgelig godt være, at det mest er mænd, jeg har snakket med. Og så min mor, men hun tog det super køligt. Hun har åbenbart selv fået en del. Personligt mente – og mener –jeg, at det at få en abort er okay. Det tænker jeg ikke over. Jeg ser det ikke, som om der har været potentiale for liv, eller at det er et barn, jeg har mistet.
Casper, 32
Jeg oplevede to aborter sammen med min ekskæreste, som jeg var sammen med i seks år. Første gang var, da vi havde været sammen i et års tid, jeg var 25, og hun var 21.
Jeg har et mærkeligt forhold til min far, og jeg har flere gange kunnet mærke på ham, at hans liv ikke helt blev, som han havde ønsket, på grund af min søster og mig. Han har været lidt bitter.
Jeg kunne ikke overskue at få barnet, og hun var også meget ung. Vi snakkede om det, og jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til at være ligesom min far og føle, at kontrollen blev taget fra mig, i forhold til hvad jeg selv gerne vil.
Jeg er er sød og rar og høflig som udgangspunkt, men jeg er også meget min egen. Jeg er egoistisk i forhold til, at de ting, jeg gerne vil, dem vil jeg også gøre.
Vi blev enige om, at vi ikke ville have barnet. Så tog vi ud på Rigshospitalet, hvor hun fik en kirurgisk abort, fordi det virkede voldsomt at skulle håndtere det derhjemme.
Vi kom derud, og så sad vi sammen og ventede, og det var egentlig okay. Men så snart der skulle tales med sygeplejesker, blev jeg fuldstændigt koblet af, og hun skulle også alene ind og tale med lægen. Jeg kan huske, at jeg syntes, det var mærkeligt. Jeg er med på, at der er nogle, der er i en situation, hvor kvinden kan føle sig presset til at gøre det ene eller det andet, men jeg syntes, det var meget mærkeligt, for det var ikke der, vi var, og alligevel skulle jeg kobles af.
Det var med til at forstærke den her følelse af, at skylden og skammen falder på kvinden. Jeg føler, at jeg blev frataget muligheden for, at det her også var noget, der betød noget for mig. Det var hverken mit ansvar eller noget, som jeg måtte være ked af det over bagefter. Det var ikke os, der havde fået en abort, der var ikke noget “vi”.
Jeg synes, mænd bliver frataget muligheden for at være kede af at træffe en hård beslutning. Det gør ikke fysisk ondt på mig, det er ikke mig, der har haft et barn, der voksede inde i mig, det er jeg klar over. Men jeg synes godt, at man – for eksempel på hospitalet – kan åbne mere op over for, at det er noget, man går igennem som par.
“Der var ikke nogen – heller ikke sygeplejerskerne – der spurgte, hvordan jeg havde det, og det var heller ikke noget, min kæreste og jeg talte om.”
Vi kom hjem, og min kæreste var meget ked af det. Men vi kom igennem det.
Anden gang var tre år senere. Vi boede sammen på det her tidspunkt, og så blev hun gravid igen. Det var en uheldig kombination af et kondom, der sprang, og en fortrydelsespille, der ikke virkede. Jeg tænkte meget over det, men vi havde det ikke ret godt. Der var en del ting, der ikke fungerede i vores forhold. Men hun ville rigtig gerne have det, så vi besluttede faktisk, at det kunne vi også godt, men så talte jeg med en af mine venner, som har børn, om det. Han kunne godt mærke, at den her beslutning ikke var min. Han sagde; det her skal du ikke gøre, hvis du ikke er fuldstændig sikker. Da jeg kom hjem, sagde jeg, at jeg ikke ville alligevel. At jeg ikke kunne lige nu. Det var virkelig hårdt, og vi græd begge to meget.
Jeg ville have opfattet det som et svigt, hvis hun havde valgt at få barnet, når jeg ikke ville. Jeg sagde, at jeg ville være der for barnet, hvis hun fik det, men jeg sagde også, at hvis det var en beslutning, hun tog alene, så ville jeg ikke være sammen med hende. Det var strengt af mig. Det er ikke en rimelig situation at sætte nogen i.
Jeg følte, at jeg var nødt til at være meget klar i mælet om mine følelser og ønsker. I sidste ende er det jo kvinden, der træffer beslutningen. Når jeg en dag bliver far, vil jeg gerne være nærværende, og jeg vil gerne være med til at træffe valget, for jeg har ikke lyst til at være en distanceret type, der går og tænker på, hvordan det ellers kunne have været.
I forbindelse med begge aborter syntes jeg ikke, at der var nogen at tale med. Det er ikke noget, man taler med sine venner om, når man står midt i det, måske når det er kommet lidt på afstand. Der var ikke nogen – heller ikke sygeplejerskerne – der spurgte, hvordan jeg havde det, og det var heller ikke noget, min kæreste og jeg talte om. Den anden abort blev en elefant i rummet og en ting, som hun altid kunne tage fat i, hvis hun var sur over noget.
Vi gik fra hinanden cirka et år efter den anden abort. Vi er gode venner i dag, men det er ikke noget, vi er kommet over. Det dukker fortsat op, hvis vi drikker øl sammen, og hun får en øl for meget. Hun bebrejder mig stadig.
Philip, Daniel og Casper er opdigtede navne. Alle tre mænd optræder anonymt for ikke at afsløre de omtalte kvinders aborter mod deres ønske. Redaktionen er bekendt med mændenes identitet.
